Tankar omkring kristen (luthersk) forkynning

Mennesket i paradishagen.

Kjell Arild Pollestad sa i si tid kloke ord om begrepa «historisk fakta» og «myte»: Myten og historisk fakta er sanningar på ulike plan. Den historiske sanninga fastslår kva som skjedde på eit bestemt tidspunkt i historia. Den mytiske sanninga formidlar noko som framleis gjeld, og som gjentek seg. Myten forklarer kvifor virkeligheten er slik den er, kvifor den forbodne frukta framleis har ei slik tiltrekkingskraft på oss menneske at vi igjen og igjen gir etter for trongen til å plukka ho. (Fritt sitert etter K. A. Pollestad.)

Eg synest at ovannemnde sitat kasta eit konturskapande, skarpt og tankevekkande lys over situasjonen i Den norske kyrkja. Den forbodne frukta – å rangera eigne meiningar og idear som den høgste visdom og å ikkje vera bunden av Guds ord i Bibelen, gi etter for homosex og vigsling og velsigning i kyrkja av homofilt samliv og å kapitulera for det som i tida er politiske motesaker etc. - virka så forlokkande på leiarskapet i kyrkja at dei fylgde Adam og Eva i deira aktivitet. Dei let seg sjarmera av Djevelens intellektuelle fundering: «Har Gud verkeleg sagt?» --- eit framifrå «tre» sidan det «kan gjera ein klok».

Nok eit sitat frå Pollestad: «Syndefallsberetningen er en fortelling om menneskets overtredelse av livets lover, med døden til følgje.»

At denne forteljinga er så lite brukt i preiker som tilfellet er, det kan ein berre undra seg over. Det er jo ei beskriving av vår situasjon som menneske til alle tider.

Gud vår fiende som krev godtgjersle eller sonoffer.

I Matt 10,1 og 10,8 og Mark 16, 17-18 kan vi lesa om det som skal kjenneteikna dei som trur.

Og det er vel også forkynnaroppdraget kort formulert.

Forkynninga i lutherske samanhengar synest eg ofte kretsar om kjernebegrepa i vår teologi på ein slik måte at ein viktig del av sanninga i bodskapen vert fordunkla. Eg vil seia at det vert overfokusert eller overeksponert på begrepa synd og nåde og at Jesu gjerning opna den blokkerte vegen til Gud. Går det an? spør du. Ja, for så vidt som at viktige oppdrag i formidlinga av evangeliet (av plasshensyn?) vert nedprioriterte. Det som er i tankane mine, er bøn for sjuke og helbreding, tungetale og profetisk tale. Dette er sentrale emner både i evangelia og i breva, og bør difor vera ein viktig og sjølvsagd del i forkynnar- og møteverksemda vår. Eg trur også at Guds lovnader til fedrane og til Israel og endetida er tema som får for liten merksemd i forkynninga. Jesu siger over Djevelen og vondskapens rike, og kva dette betyr for oss i dag, er eit emne som må fram i lyset! Det er vel ikkje slik at Djevelen fortset med si gjerning relativt uforstyrra av oss kristne? Stikkord kan vera mishandling av barn, valdsinnslag i underhaldning både for barn og vaksne, plaging, baktaling og mobbing, nettverk som organiserer og distribuerer vald og øydelegging av menneske, eldåtil av små barn.

Løysepenge: Frikjøpt og utfria.

Er det ikkje slik at frelsesverket har to ledd: 1)Frikjøpt og fria ut frå mørkrets makt, frå djevelens velde og 2)av Gud gitt tilgjeving for syndene og sett inn som ny skapning i Kristi rike? I forklåringa til 2. trusartikkelen seier Luther det slik:  «Eg trur at Jesus Kristus er min Herre, sann Gud, fødd av Faderen frå æva, og sant menneske, fødd av Maria møy. Han har atterløyst meg, fortapte og fordømde menneske, frikjøpt og frelst meg frå alle synder, frå døden og djevelens makt, ikkje med gull og sølv, men med sitt heilage og dyre blod og med si skuldlause liding og sin død. Dette har han gjort så eg skal vera hans eigen, leva under han i hans rike og tena han i evig rettferd, skuldløyse og sæle, liksom han er oppstanden frå dei døde, lever og råder i all æve.»

I brevet til Kolossarane 1, 11ff skriv Paulus:  «Og med glede skal de takka Far, som gjorde dykk i stand til å få del i den arven dei heilage får i lyset. For han har fria oss ut frå mørkrets makt og ført oss over i riket til Sonen, som han elskar. I han er vi frikjøpte og har fått tilgjeving for syndene.»  Her beskriv apostelen med få ord kva frelsa består i. Alt er av Gud!

I Mark 10,45 og i Matt 20,28 seier Jesus dette: «Menneskesonen er ikkje komen for å tenast, men for å tena og gje sitt liv til løysepeng for mange.»  Løysepenge er eit sentralt evangelisk begrep. Men det er vel ikkje Gud som krev og har behov for ein løysepenge?! Han framskaffa det middelet, den løysepengen som kravdest for å frigjera menneskeheten som hadde vendt Gud ryggen.

Vi menneske var tekne til fangar og gjorde til trælar under vondskapens fyrste og hans åndehær, og vart utfria frå hans helvete ved hjelp av Guds løysepenge. Dette fordi vi alle har late oss sjarmera av Djevelens tankeangrep: Har Gud verkelig sagt?!

Kvinesdal 04.02.2017

Kjell M. Sinnes

Det er så mange hendingar i bygdom komne til

Utdrag frå mi livshistorie

1.      Barneåra i Ousdal, Sirdal

Oppveksten min i Ousdal

   Barneåra i Ousdal, Sirdal                                               1

    Innflyttar i eiga bygd                                                     1

    Presentasjon av familien                                                2

    Fjellturar om våren                                                        2

    Badstubading, Laughølen og Skrigarhølen                   3

    Skirenning frå Flòden                                                    5

    Skulehuset                                                                     7

    Under bakken etter posten                                          10         

    Kjelkerenning i bakken                                               10

    Flitsprøyta og hesten                                                   11

    ”Ola på Jordet”, Maria og Tarjei Persen                     12

    Min første fisk                                                             15          

    Menneske som livet for hardt med                              15

   Omkring rasulukka i Ousdal i 1928                             15                                 

    Stølslivet slik eg opplevde det                                    19

    Som gjetargut på stølen                                              22

   Litt om stølane våre                                                     27          

   Surtekvæv                                                                    27

   Kaldebekk                                                                   33                                 

     Ola T. Ousdal –Minneord                                         34         

                                                                                                                                       

2.      Ungdomsåra                                                                 36

Hobbyar og interesser                                                36

Fisking                                                                       36

Jakt                                                                             37

Skisport                                                                      38

Historie og religion                                                    39

Lyrikk                                                                        39

3.      Sjukdom, forelsking og ny kurs                                 40

4.      Utdanning og arbeid                                                   42

   Tida i Førre                                                                42          

   Vidare utdanning                                                       43

5.  Heim og familie                                                           44

          Livet er ikkje alltid så beinkløyvt                            44

          Litt om kona mi og svigerforeldra                           46

          Det er ikkje lett å vera ung                                       47

                       

6.      Soger og forteljingar                                                  48

         Menneske eg møtte: ”Fidjeland-gutane”                   48

          Utskrift frå notat gjort av Gilbert Fidjeland             54

          Bombinga av Knaben gruver                                   60

          Soga om David Besbris                                            60

          Njål Bjørkelid kjempa på tysk side                          68                                             

          Kona mi: Minne frå då eg var liten                          71

          Hallys komet og dommedag                                    75

          Fjøsstell i Sirdal i gamle dagar                                76

          Det kunne gått gale                                                  78

          Hell og uhell Stormnatta i 1969                               79

          Kva var det som hende?                                           82          

          Hendingar som Jørgen S. Tjørhom fortalde             82

          Gjennom isen på Beinesvatnet                                 82

          Styggemannen i Ukveldalen                                     83          

          Dette er gravsongen til mor di                                  84

          Nøkkelen                                                                  84

          Møte med det heilage                                               85

          Naglane i båten                                                         86

          Om vetefolk i Sirdal                                                  88

          Vetekona på Løgjedalstølen                                      88

          Vetekona på Hompland                                             89

           Hendingar frå eit langt liv i skog og hei                   90

           Hundeberginga på Goplefjedlet                                90

           Hendinga ved Skarketjødn                                       92

7.   Bygdevegen i gammal tid                                           93

          Vegane i Sirdal i gammal tid                                    93

           Med hest og slede ned Kaldebekkdalen                  96

8.   Sorg                                                                              98

           Tor Ådne Det eldste barnet vårt vart berre 20 år     98

           Lang Q-T-tid                                                          100

9.   Stadnamn i Ousdalsdalen                                         100

            Namn i indre del av Ousdalsdalen                         101                     

            Namn i heimre del av Ousdalsdalen                      102

 «Ytringsfrihet bør finne sted»

Denne formuleringa er henta frå 1814-grunnlova. Det betyr visstnok at det skal vera ytringsfridom i landet.

Torsdag 5. mars var Huset på Feda fylt til siste plass for å høyra Henrik Syse greia ut om  ytringsfridom og ytringsansvar.

I etterkant av Syse har eg tenkt på om vi ikkje også har noko som vi kan kalla ytringsplikt? Kanskje ytringsansvar og ytringsplikt nesten er det same? - Ikkje heilt det same. Slik eg ser det, blir ytringsansvar ofte feiltolka og resulterer i negativ sjølvsensur. Ein tenkjer gjerne at når han eller ho, som er høgare oppe på samfunnet sin rangstige, og har høgare sosial status enn det eg har, ikkje seier noko, så kan eg også teia stille. Men den situasjonen er farleg! Før ein veit ordet av det, er ein fanga i konsensusnettet, i fleirtallsnettet. (Den som tier, samtykker.) Det er ofte denne situasjonen som gjer mobbing mogelig i skule og arbeidsliv.

I 1930-åra såg Arnulf Øverland at det politiske klimaet og den sosiale utviklinga i Tyskland ville føra landet, Europa og verda ut i eit globalt inferno. Han såg sitt ytringsansvar, og i 1935 kom diktet «Du må ikke sove!». Han såg det slik at han hadde ansvar - plikt - til å seia i frå. For dette hausta han vondord: Hitler var ingen fare! Ja, han vart endåtil skulda for å vera krigshissar. «Verg deg, mens du har frie hender! Frels dine barn!  Europa brenner!»

I Bibelen finn vi fleire døme på  ytringsfrihet/ytringsansvar: Ein gong sat to blinde menner ved vegkanten. Då dei fekk høyra at Jesus frå Nasaret gjekk framom,  tok dei ansvar. No var anledninga, den gylne  augneblinken, komen. Dei påkalla merksemda til Jesus med høgmælte tilrop: «Jesus, du Davids son. Miskunna deg over oss!» Folkemengda bad dei dempa seg og oppføra seg som folk. Men dei gav seg ikkje og ropa berre endå høgare. Dei tok personleg ansvar i situasjonen! Jesus stansa og spurde kva dei ynskte. Og dei var konkrete: «Lat augo våre bli opna, Herre!» svara dei. Jesus fekk inderleg medkjensle med dei og rørte ved augo deira. Straks kunne dei sjå, og dei følgde han».

 Nokre kapittel lenger ute i evangeliet etter Matteus (Kp. 25) høyrer vi om den store og endelege dommen:

«For eg var svolten, og de gav meg mat; eg var tørst, og de gav meg drikke; eg  eg var i fengsel, og de vitja meg. Då skal dei rettferdige svara: Herre, når såg vi deg svolten og gav deg mat, eller tørst og gav deg drikke? Når såg vi deg framand og tok imot deg, eller naken og kledde deg? Og når såg vi deg sjuk eller i fengsel og vitja deg? Men kongen skal svara dei: Sanneleg, eg seier dykk: Alt de gjorde mot ein av desse minste syskena mine, det gjorde de mot meg.»

I dag kjempar Israel som nasjon og jødane som folk ein fortvila kamp. Meir enn 20 nabostatar har svore på at Israel skal slettast frå jordas overflate. (På karta deira er Israel ikkje teikna inn!)           Og situasjonen er at nasjonane i verda mest samstemte går mot Israel. Noko som fortonar seg mest som avskrift av profetiane i Bibelen. Og Norge har eit bispekollegium, eit kyrkjemøte og eit kyrkjeråd som er negative både til landlovnadane i Bibelen og til Israel. Dei er samde med Israel sine fiendar i deira tolking av Bibelen: «Jødane har ingen spesifikk rett til landet. Landløfta i Bibelen gjeld ikkje i dag for jødane. Jesus var palestinar.» «Eigedomsretten til landløfta tilhøyrer no kyrkja».

Vi kan også la tanken dvela ved den etiske situasjonen i vårt land. Svært mange av dei sosiale og kulturelle leiarane våre finn det vanskelig å skulla forhalda seg til føresegner (dei 10 boda) som er fleire tusen år gamle. Men boda er gjevne oss av Gud. Han som er frå æve til æve.

På den siste store dagen, når vi skal stå til rekneskap for gjerningane våre, spørst det om det er godt nok å seia at eg viste god folkeskikk og følgde fleirtalet: «Israel ligg i den senga dei sjølve har reidd opp! Dei kjempar som for livet og forstår visst ikkje at motparten er godviljens menn!» Og dersom det vert snakk om svolt, fengsel og lite klede, er eg då på trygg grunn om eg forsvarar meg med at vi i Norge hadde ei av verdas beste sosiale-lovgivningar? Difor var det ikkje så aktuelt med personleg innsats frå mi side.

I to tusen år har kristendommen som religion vorte definert som trua på Jesus som Kristus (Messias) og at ein følgde den moralen som ein finn beskriven i Bibelen (dei 10 boda). Slik er det ikkje lenger. No har bispekollegiet, dei teologiske lærestadane og mange prestar tilteke seg sjølv makt og myndighet til å omskriva religionen slik at han blir politisk korrekt og i samsvar med mote-tankar i tida. Sterke krefter arbeidar f.eks. for at likekjønna par skal kunna vigslast i kyrkjene. Det Bibelen kallar synd, vert erklært for å vera rett kristen tru og moral.  

Dei prestane og biskopane som hevdar at eit læresyn er rett fordi det har kyrkjelege fleirtalstilslutningar på si side, må sjølvsagt få lov til å halda på si overtyding, men vanleg folkeskikk tilseier at dei dannar sitt eige trussamfunn og ikkje øydelegg Den norske folkekyrkja.

Kvinesdal 16.04.2015

Kjell M. Sinnes

Sirdal

Menneske eg møtte: ”Fidjeland-gutane”

På Moi i Kvinesdal budde ein søskenfamilie, Jørgen (Jorg), Per (Pit) og Pauline.

Far deira var komen frå Fidjeland i Sirdal. Familien busette seg i Lyngdal. I heile Lygna-dalføret er slekts-namnet Fidjeland velkjent. Fetteren til Fidjeland-brørne, John Fidjeland er t.d. ordførar i Eiken.

Eg skal fortelja litt omkring Fidjeland-brørne, Fidjeland-gutane, som far min nemnde dei.

Fleire av borna reiste til Amerika og freista lukka der. Dei eg har best kjennskap til, er brødrene Jørgen (Jorg), Gabriel (Gilbert) og  Per (Pit). 

Jorg Fidje lærte eg å kjenna under namnet ”Kloge-Jøren”. Han kom heim frå Amerika like etter krigen. Ei tid budde han i Ousdal. Der han hadde leigd seg inn hos Todne Ådneram.

Jorg var ein eigenarta person. Det norsk-amerikanske karakteriserte han på fleire vis; både i språkføringa, klesbunaden, tankegangen og i levemåten.

I Amerika hadde han kome i kontakt med religiøse straumdrag påverka av hinduismen. Han var t.d. ein varm tilhengar av Mahatma Gandhi, trudde på sjelevandring og var svært begeistra for den enkle måten Gandhi levde på.

Jorg hadde høyrt at då Gandhi var i London og forhandla med britane om fridom for India, då hadde han med seg nokre geiter for å ha dagleg tilgang på nysilt geitemjølk. Eit næringsemne han meinte var avgjerande viktig både for kropp og sjel. I Ousdal kunne han  få tilgang på geitemjølk. Jørgine, bestemor til Jøren-Ola, hadde geiter. Tinginga han gav henne, var 3 liter geitemjølk til dagen.

Jørgine fortalde at ho hadde sagt til han at 3 l/dg var for mykje for eitt menneske. Svaret var at så mykje brukte Gandhi. Jorg måtte difor ikkje ha mindre. Men det er mogelig at aktivitetsnivået ikkje var så høgt i Ousdal som det var i London, og at forbruket difor vart mindre, for då våren kom og snøen smelta, kom det fram ei vond lukt ved husveggen hjå Todne. Der hadde han i løpet av vinteren slått ut store mengder med overskottsmjølk.

Jorg rusla rundt i bygda, drøste med folk og underviste i sjelevandring, rett lære og god levemåte.

Far min fortalde at ein dag kom Kloge-Jøren og ville snakka med han i trumål. Jorg hadde ”figra” ut (figure out/ funne ut) at far min berre var far til 3 av dei 7 borna sine. Dette hadde kome fram ved å iaktta korleis kvistane vaks ut frå stammen på raunen. Dersom dei to no gjekk saman, kunne dei også figra ut kven som var far til dei barna som hadde lyst hår. Pappa fortalte at han sa til Jorg at sidan han sjølv ikkje hadde gode evner til å figra på slike djupe spørsmål, ville det vera ok om Jorg tok seg av det spørsmålet, og at han gav far min ein sluttrapport. Men rapporten vart aldri levert, og far min vart ståande som faderleg opphav til alle sju borna.

I Amerika hadde han ”meka levinga” som kontraktør eller entreprenør. På det meste hadde han fleire hundre mann i arbeid.

Elles hugsar eg at like etter krigen fekk vi besøk heime i Ousdal av to staselege og gilde karar. Det var Pit og Gilbert som var på gjesting i gamlelandet. Eg hugsar endåtil kleda deira: Fritidsdressar av mørkegrønt kakistoff. Frakkane deira var av liknande stoff og farge. Dei var relativt korte, midt på låret.

Far min hadde arbeidd i lag med dei i Amerika, så dei hadde mykje å snakka om.

                                               -           -           -           -

Då familien min flytta til Kvinesdal i 1974, og kona tok til å arbeida i heimesjukepleien, kom ho ein dag heim og fortalde at ho hadde helsingar til meg frå ein pasient og bror hans. Dei kjende foreldra mine. Pasienten var Jorg Fidjeland, og broren var Pit. Dei budde i huset ved Borghammaren på Moi saman med søstera Pauline.

Berit, kona mi, hadde bemerka at det i heimen deira var mange minne-ting frå Nome, Alaska.

Pit fortalde at han hadde arbeidt i Alaska i fleire år. Ho nemnde at ho hadde to svigerinner som budde i Nome. Pit vart svært interessert og spurde etter namna deira.

Då han høyrde namna, Erna Rasmussen og Ingeborg Handeland, braut han ut i høglydt glede: ”Ingeborg og Kay; mine beste vener!”

På den måten vart kontakten mellom Pit, Berit og eg etablert.

Pit hadde, som sagt, arbeidd i lag med far min i Amerika, så det var naturleg at venskapsband vart knytta.

Eg må nemna litt om årsaka til at Fidjelandsøskena var busette på Moi i Kvinesdal:

Reinert Solberg heitte ein kvindøl som i andre halvdel av 1800-talet (1884) drog til Amerika. Han var mellom dei heldige som gjorde det godt i gullrushet i Nome frå 1897 og nokre år frametter. Gullet vart investert i jordeigedommar i det området der byen Seattle i dag ligg. Når byen seinare tok til å veksa, kom svært mange av utvidingane og nybyggjarfelta til å liggja på jord som hadde tilhøyrt den same Reinert Solberg. Han vart, som ein kan forstå, ein svært rik mann.

Det høyrer forresten med til historia at denne mannen ikkje gifta seg.

Då han reiste til Amerika, var han trulova med ei jente frå Kvinesdal. Avtalen var at ho skulle koma etter eitt år seinare. Så skulle dei gifta seg. Jenta kom til vestkysten av Amerika, slik avtalen var. Men i mellomtida hadde Reinert vendt sinn og tanke til hinduismen. Og den greina han tilhøyrde, lærte at skulle ein nå høgt innan denne religionen, måtte ein ikkje ha noko med kvinner å gjera - og Reinert Solberg sikta høgt. Han sa difor til jenta frå gamlelandet at noko giftarmål ikkje kunne koma på tale, men han tilbaud henne å verta husholderske i huset sitt.

I følgje Aleksander Moi, som fortalde dette til meg, var det bein i nasen hennar. Ho snudde på hælen og drog beinaste vegen heim att til Noreg. Jenta var tanten til Aleksander.

Etter nokre år flytte Reinert heim til Kvinesdal, kjøpte store jordeigedommar og bygde seg hus på Moi.

Med årsak i at Jorg Fidje hadde teke den same trua og læra som Reinert, vart det til at Jorg busette seg på Moi i huset til Reinert.

Då Reinert Solberg merka at livet gjekk mot slutten, overgav han sitt jordiske gods i Jorg si varetekt. Beskjeden var at Jorg skulle ta vare på det inntil Reinert kom attende, for han var viss på at så kom til å skje.

Tida gjekk og Pit og Pauline flytte også til Moi, men Reinert viste seg ikkje. Til slutt leid det så langt at det var tydeleg at det også gjekk mot slutten for ”bror Jorg”, som Pit sa.

Ein dag kalla han Pit til seg og ordla seg omtrent slik: ”Det går mot slutten for meg også i denne omgangen, men Reinert er ikkje komen attende – iallfall har vi ikkje sett han -. Du får ta hand om eigedommen på den måten du synest er best!” Pit var ein vanleg kristen truande mann.

For å gjera ein lang historie kort, skal eg berre nemna at i dag er eigedommane etter Reinert Solberg attende i Solberg-familien si eige.

Pit var ei gentleman i ordets eigentlige og beste meining. Han var alltid rein og velpleidd. Kleda var elegante og skorne blankpollerte. Han var ein herremann i ordets beste meining, men av den litt smålåtne typen. Men når Pit viste seg på aldersheimen i Kvinesdal, gjekk det eit sus gjennom ”damesalongen”, og meir enn eitt kvinneansikt skein med nytent glød.

                       

Pit var god til å fortelja. Han fortalde korleis han og broren Gilbert heldt seg tre somrar og to vintrar inne i Alaska si villmark i strekk og grov (digga) gull. Dei fleste gullgravarane var på feltet berre om sommaren. Og då skulle dei sprengja og grava opp den frosne jorda og vaska den oppgravne massen etter gull. Pit og Gilbert meinte at dei korte sommarvekene måtte ein bruka til vasking, det var då ei hadde vatn, eller kunne ha håp om regn og vatn. Difor låg dei to brørne inne på tundraen, mange dagsreiser frå folk, og grov og sprengde den frosne jorda. På det viset hadde dei store mengder med ”smuldra” jord å vaska når endeleg våren og sommaren kom.

                       

På spørsmål om matstellet, kom svaret medan augene fortalde om fjerne opplevingar: ”Me dadde børser og gjekk hunting (gjekk på jakt) nå det var reinsdyr i nærleiken. Molter sanka dei også i store mengder, og dei kunne oppbevarast lenge. Og så var der mykje ruper, og der var fisk i vatna.

                       

                          Ute i øydemarka var vilt ein nødvendig og kalkulert

              del av kosthaldet

                       

Men ein dag opplevde dei to uadskiljelege brørne tragedien. Dei arbeidde då på eit jarnvegsanlegg mellom byane Seward og Fairbanks. Toget spora av skinnene, og Gilbert fall ned mellom to vogner og vart skamklemt i ryggen. Ei av årsakene til at det gjekk så gale som det gjorde, var at ein maskin som vart frakta med toget, ikkje var forskriftsmessig fastbunden. Denne maskinen heldt Gilbert seg i og vart ved det kasta av toget. Han sat lamma og hjelpelaus i rullestolen resten av livet, i 17 år. Den som gav tilværet meining for den forulykka broren, var ”min kjære bror Pit”. John Fidjeland har lånt meg eit skrift eller brev som Gilbert skreiv eit års tid før han døydde. Det er rørande å lesa korleis søskenkjærleiken skapte ein håplaus situasjon om til noko godt. ”Blomar veks i såret”, sa Vinje. Dei to-tre siste åra budde Gilbert i Noreg, først på sjukehus i Oslo, så på Moi i Kvinesdal i lag med brørne og søster si. Han døydde i desember 1967.

Ei anna soge som Pit fortalde, må eg ha med:

Reinert Solberg brukte ein stor del av rikdommen sin til å hyra inn folk som omsette hinduismen sine heilage bøker frå hindi til engelsk og frå engelsk til norsk. Bøkene vart fint og godt innbundne og trykt i eit ganske stort opplag. Tanken bak det heile var at hinduismen si lære skulle bli spreidd, og at dette også skulle gi han eit visst overskott. Men etterspurnaden etter hindi-bøker vart ikkje slik som Reinert hadde tenkt. Bøkene vart stabla frå golv til tak på to salar i Borghammarhuset. Ei tid etter at Reinert var død, oppdaga Pit at loftsbjelkane var ved å mista feste i veggene. Heile huset var ved å bli forandra til ei gedigen felle og kunne når som helst bryta saman! Jorg sa seg samd i at huset måtte reddast ved at bøkene vart borne ut og stabla i uthuset.

Men samstundes vart det gjort ein merkantil framstøyt. Jorg og Pit sende tre eksemplar til universiteta og høgskulane i Noreg. Med i pakken la dei eit brev der dei forklarte at pakken var ei gåve og at dersom det vart behov for fleire bøker, kunne dei tingast hos vedlagde adresse.

NTH, no Universitetet i Trondheim, takka for gåva. Men meir høyrde dei ikkje frå nokon kant.

Nokre år seinare igjen oppdaga Pit at det hadde gått mygl i bøkene i uthuset! Skaden var uoppretteleg! Pit såg inga annen utveg enn å leiga ein nabo (Anders Solberg) med traktor med seg. Fleire tonn bøker og livsverket til reinert Solberg vart tippa/senka i ei myr-tjørn.

Per, Pete, Pit Fidjeland døydde 3. desember 1998 94 år gammal. Han er gravlagd i Lyngdal.

Bileta er utlånte av John Fidjeland, Eiken.

06.08.2009 Kjell M. Sinnes

Boka til Thorkild Torjussen Næset

Om

Gudsrigets kamp og


seier paa jorden


af


Thorkild T. Næset.

------------------------------------
Flekkefjord.
Trykt i "Agders" bogtrykkeri
1893.
----------------------------------------------

Avskrift av boka er gjort av Kjell M. Sinnes i 1992.






Forord.
Grunden til, at jeg lader dette skrift komme i tryk-
ken, er den erfaring, jeg har gjort gjennom min levetid,
at det ser ud, som om størsteparten af menneskene tror,
at slangens hoved (satans magt) var paa en saadan
maade bleven sønderknust af Kristus paa korset, at vi
ikke behøver at frygte saa meget for ham nu for tiden. -
Derfor har jeg søgt gjennem bibelen og kirkens historie
at vise, hvilken magt satan endnu raader over, og hvad
han har udrettet blandt folket, - og tillige har jeg vist
af bibelen, paa hvilken maade vi maa udrustes, og hvilke
regler vi maa følge, om det skal komme enhver af os
tilgode, hvad Kristus gjorde paa korset med satan for
os, og tillige var det mig om at gjøre, at jeg kunde
faa vise, at dersom vi ikke ifører os rustninger og be-
følger de anviste regler, da har satan den samme magt
over os, som om Kristus aldrig var død for os, -
nemlig her i troens rige, medens hedningernes tider
vedvarer.
Endelig er der ogsaa en sag, som gjør mig saare
ondt, og den er, at mange, der i andre ting kan være
meget oplyste og bibellæste mennesker, - men hvad kam-
pen mellem Kristus og satan angaar, saa vil de ikke tage
noget hensyn til, hvad bibelen fortæller os om den, nem-
4

lig hvorledes Kristus tilslut vil komme til at beseire
mørkhedens rige paa jorden og ødelægge det, og saa tage
satan, den gamle slange, som er djævelen og binde ham
med en stor lænke og kaste ham i afgrunden og lukke til
og besegle over ham og saatage herredømmet paa jorden
og regjere over den i hellighed og retfærdighed, - men
blindthen tilkjender og tiltror de satan, at han skal til-
tage uafbrudt i styrke og herskende magt imod Kristus
og hans rige paa jorden, saa tilslut, naar Kristus som
den tabende har mistet næsten alle sine folk paa jorden,
og al tanke om mere seier for ham er forbi, - saa
tager Gud til sin almagt og kommer med dommedagen
og kjører baade satan og hele hans rige fra jorden til
helvede, - og ikke tager i betragtning, at de paa den
maade gjør Gud til en løgner i hans forjættelse: "Kvin-
dens sæd skal sønderknuse slangens hoved." Denne mørk-
hed vilde jeg saa inderlig gjerne skulde blive opklaret
for mine medmennesker.
_____________










Indhold
1. Guds og satans kamp om, i og med menneskene
fra skabelsen af til den endelige dommedag, affattet
i fire afsnit.
1ste afsnit: Fra skabelsen til syndfloden.
2det afsnit: Fra syndfloden til Faraos under-
gang i det røde hav.
3die afsnit: Fra faraos undergang i det røde
hav til apostlerne begyndte at forkynde evangeliet
34 aar efter Kristi fødsel.
4de afsnit: Fra 34 aar efter Kr. til dommedag.
2. Et tillæg, der handler om, hvorpaa vi kan vide, at
den Kristus og hyrde, vi bekjender os til, er kvin-
dens sæd, der skal sønderknuse slangens hoved, samt
hvorledes og paa hvilken maade vi kan blive hans
sande og ægte faar, og hvad navn og kjendemærke
vi bør have.
3. Guds hemmelighedsfulde førelse med forfatteren gjen-
nem hans omvendelse og andre lutrende kampe for
at faa ham overført fra mørket til lyset, fra sa-
tans magt til Gud.










Optegnelse
paa, hvorledes Guds ord, bibelen, fortæller os maaden,
har været og vil blive imellem Gud og satan til for-
skjellige tidsperioder ifra skabelsen af og til dommedag
angaaende kampen om os mennesker. Aarsagen til kampen
imellem himmelens og jordens herre paa den ene side
og mørkhedens og helvedes herre paa den anden side var
den: Da Gud skabte mennesket, skabte han dem i sit
billede, det er: lig seg selv og satte dem i et deiligt,
godt og vel udstyret jordisk Paradis. Og efterdi Gud er
kjærlighed, og de var ham lige, da var de ogsaa gjen-
nemtrængte af kjærlighed. Og hvem var det nu disse to,
skaberen og skabningen skulde faa bevise sin kjærlighed
imod? Imod dem selv indbyrdes og ingen anden. Skaberen
var og er i den stilling, at han hverken behøver
eller kan modtage nogen personlig velgjerning af nogen;
men det er ham kun om at gjøre at faa bevise sine
skabninger godt og især menneskene. Menneskene saa og
kjendte ingen nødlidende skabning, som trængte til deres
velgjerning eller tjeneste, og dette var igrunden ikke
godt for menneskene; thi kjærligheden kan ikke trives,
dersom den ikke faar noget at bevise sin tilværelse paa.
Og hvem deres kjærlighed maate nu finde seg mest bræn-
dende imod, var naturligvis deres skaber, som havde stelt
7
det saa godt for dem i det frydefulde Paradis. Og da
der er ingen saa let og frydefuld gjerning for kjærlig-
heden som lydighed mod den overmand, man elsker, -
derfor kunde der ingen større velgjerning og kjærligheds-
bevis gives dem end befalingen om kundskabens træ (i
hvor ofte denne befaling har været forbandet af mange
mennesker). Nu havde Gud sin fryd i mennesket, og det
sin glæde og forlystelse i ham og hans skabning. Nu var mørkhedens herre bleven en affalden ondskabsfuld aand,
der udentvil havde gjort sig det til opgave at hevne
sig paa sin skaber, som havde fældt saadan dom over
ham og forpligtet ham til helved med mørkhedens lænker,
og tillige avindsyg i de skabninger, som endnu stod
i et godt og lykkeligt forhold til sin skaber. Derfor
indfandt han sig i Paradis til menneskene, som var de
fornemste af alle synlige skabninger; og bibelen fortæller
os, at han fik forføre og fordærve menneskene saa, at de
kom til at staa under samme evige helvedes dom, som
han stod under, og Herren maate drive dem ud fra det
frydefulde Paradis ud over den jord, som for deres synd
blev forbandet.
Nu er det vel muligt, at satan tænkte i sin arrig-
hed, at det vilde blive den vise og stærke Gud umuligt
at faa menneskene tilbage igjen; "thi nu ere de mine,
og vi skal se paa, hvorledes den hellige og retfærdige
Gud kan faa dem tilbage igjen"; især siden han selv
havde formet dommen saa: "Paa hvilken dag, du æder
deraf, skal du dø døden". Nu, da overtrædelsen var skeet,
da indfandt skaberen sig og irettesatte menneskene og for-
8
kyndte dem sin dom og straf. Derefter gik han til satan
(i slangen) og sagde: "Jeg vil sætte fiendskab imellem
dig (satan i og med slangen) og kvinden (Jesu aandelige
moder. Aab. 12 1-5. Sion den sande Kristi kirke)
og mellem din sæd (satans børn af alle slags arter) og
hendes sæd (Kristus med sine aandelige lemmer); den
samme (Kristus) skal sønderknuse dit hoved (det er bort-
tage og tilintetgjøre din magt og vælde); men du, du
skal sønderknuse hans hæl (saare og knuse Kristi menne-
skelige legeme og hans aandelige lemmer, 1 Kor. 12,
12 - 13 og 27, som efter disse vers regnes for Kristi
legeme). Denne knuselse sker før og ikke efter at slan-
gens hoved er sønderknust. Men, før hovedet bliver
knust, sker der mange heftige kampe. Thi dets knuselse
eller magts borttagelse sker paa 3 slags maader:
1. Ved Kristi døds og opstandelseskraft for os.
2. Ved den levende tros kraft i os (det er i de igjen-
fødte, sande og levende Guds børn, der ved den
levende tro seirer over satans magt i sig,)
3. Kristi seirende magt over satan imod os, naar han
som den gamle slange ifølge aabenb. 20, 2-3 bli-
ver grebet og kastet i afgrunden for ikke at faa an-
ledning til at forføre noget menneske mere før Gud
tillader ham det, v. 7.
Nu har kampen varet i 5840 aar, og endnu er
maaske den heftigste bøien tilbage, før den 3die maade
af knuselsen sker. Kampen mellem Gud og satan bestaar
ikke i deres personlige optræden mod hinanden; thi da
vilde ikke kampen have varet længe; men den gaar for
9
sig i og hos og af menneskene, som vi skal faa at se.
Straks efter syndefaldet gav Gud forjættelserne om kvin-
dens sæd, og den fik Adam og Eva naade til at tro, og
derfor sagde Eva til Adam, da hun fødte Kain: "Jeg
eier en mand, som er herren." Og derfor ser vi ikke
af skriften, at satan fik forføre dem til synd mere. Men
da Kain, deres første søn, vokste op, da forsøgte han sig
med ham og fik ham først til avind og misundelse og siden
til brodermorder. Og da Herren sagde til ham, at han
saa og vidste hans himmelraabende synder og vilde ført
ham til erkjendelse, da var det nok satan, som stod imod
og gjorde synden saa stor, at han fortvivlede og gik bort
fra Herrens ansigt. Nu begyndte allerede Adams børn
at dele sig i to dele, og, saavidt kan sees, varede det
omtrent i 1000 aar, deres efterslægter holdt sig fra
hinanden i henseende til giftermaal og samlevnet. I
dette tidsrum kaldtes Sets børn Guds sønner, og, saa-
vidt kan sees, fik Herren den seirende magt hos og i
dem, saa de frygtede Gud af et oprigtigt hjerte. Kains
slægt kaldtes mennesker, og om der staar om Kain, at
han gik ud fra Herrens ansigt, saa sees ikke, at de op-
rettede noget udvortes aabenbart afguderi, og ingen an-
dre grove synder meldes der om i bibelen i dette tids-
rum, som de gjorde, kun at Lamek tog sig to hustruer
og blev en manddraber. Men udenom denne mand viser
det sig i disse 1000 aar, at Kains slægt lagde sig med
alle fine naturevner efter at finde ud de rigdomme og
kræfter, Gud havde nedlagt i naturen, og da dette lyk-
kedes dem, og de blev rige og formeredes i antal, da
10
var det paa tide for satan at faa se at opvække hos dem
øiens lyst, kjøds lyst og et overdaadigt levnet. Og da
ser vi, at han gik til Guds sønner og fik dem til at se
paa menneskenes døtre, (Kains slægt) hvor skjønne de
var, og at de ikke længere skulde foragte dem, men tage
dem til hustruer, som de ogsaa gjorde; og hvad skede da?
Jo da blev elendigheden stor, gudsfrygt feiedes ud af
hjerterne, og af denne sammenblanding fødtes kjæmper
paa jorden og med dem ugudelighed og vellyst af alle
slags. Nu gjaldt det kun om at bygge og plante,
gifte sig, æde og drikke og være lystige. Nu blev men-
neskenes hjertes tanke onde hver dag. Hvad var her nu
for Vorherre at gjøre? Havde ikke alt satan seiren paa
sin side? Jo, med den første verden saa det mørkt ud.
Men et var der for ham at gjøre, og det var, da han
havde den retfærdige og af aanden og fædrene oplyste
Noa paa sin side. Skulde han prædike bod og omven-
delse i 120 aar for disse til synden og verden henfaldne
mennesker og forkynde dem nøie om den saliggjørende
naade, de kan forvente sig af kvindens sæd, naar de vilde
omvende sig og tro paa ham. Men vilde de vedblive
i sin synd og vantro, da vilde Gud udrydde dem af
jordkloden ved en vandflod undtagen Noa og hans fa-
milie. Thi Gud kunde med rette kræve tro af dem som
af deres fædre, og da de ikke omvendte sig ved Noas
prædiken, kom syndfloden 1656 aar efter verdens ska-
belse, og menneskene druknede undtagen de 8 sjæle.
--------
2det afsnit.
Nu var kun 8 mennesker ilive, som Herren er-
kjendte for sine; men da verden begyndte at formeres
med mennesker igjen, hvorledes gik det da til? Jo, da
fandt satan paa noget nyt og vilde gjøre folket til hed-
ninger, det er hengangne eller bortgangne fra Herren
til fremmede guder, og saaledes ikke alene som i den
første verden skille folket fra Gud med hensyn til livet;
thi da forstod satan, at der var fare for, at Gud kunde
drage dem til sig ved omvendelse igjen. Derfor, paa
det han skulde være desto tryggere, da var det at formaa
folket til at fornegte Herren ganske og vælge andre gu-
der i stedet for at ofre og tilbede for dem; og dette fik
han ogsaa til. Var nu satan træsk saa var Herren
ogsaa. Nu var der nogle mænd, som ikke vilde forlade
Herren og gaa over til afguder, og iblandt andre var
det Abraham og Lot, som han 367 aar efter syndfloden
kaldte ud fra Ur i Kaldæa, at de skulde vandre som ud-
lændige iblandt den hedenske befolkning, snart her og
snart der. Og hvor de kom, fulgte der dem en saadan
forunderlig frygt og rædsel, at ingen turde gjøre dem
nogen fortræd; thi det blev erklæret, at de var den høie-
ste Guds profeter. Af denne aarsag nødtes hedningerne
12
til at tro, at Abrahams, Isaks og Jakobs Gud var
den almægtige Gud. Endvidere: For at Gud kunde
sikre sig, at ikke satan ogsaa skulde faa disse folk ifra
ham, saa gjorde han en pagt med dem, hvori han lovede
dem til deres efterkommere Kanaans land til evig eien-
dom, og at han skulde være med dem paa alle deres veie
og ledsage og bevare dem. Og som en besegling paa
pagten skulde de lade sig omskjære, og det skulde være et
skilletegn mellem dem og hedningerne. Vilde nogen af
hedningerne gaa over fra hedningerne til Israels Gud,
da skulde han lade sig omskjære.
Jakob, den yngste af disse Guds profeter og pa-
triarker havde 12 sønner. Nu blev det en hovedsag for
satan at vogte paa disse, om han mulig kunde faa dem
til at blive mindre ægte gudfrygtige, end deres fader
var. At faa dem ganske til at forlade Herren fom hed-
ningerne, var der ikke at tænke paa ialfald ikke saa snart
efter pagtens oprettelse og omskjærelsens modtagelse, men
kun saa smaat at faa dem forledede til en og anden ond
handel men for at faa denne sin plan udført, gjaldt det
om at faa en af dem ryddet afveien, Josef nemlig, fordi
han ikke vilde deltage i de andres onde handeler, men
førte det for deres fader, som straffede dem derfor. Nu,
fordi menneskenes onde og gode handlinger staar til de-
res eget valg og raadighed, da blev det satan om at
gjøre at faa opvække og befæste et hjertehad til Josef
hos hans brødre for at dræbe ham, og det fik han i
dem. Men da de var ifærd hermed, da var den alvi-
dende og almægtige Gud ogsaa tilstede og havde seet denne
13
plan paa forhaand og derfor uden satans og brødrenes
opmærksomhed havde Gud beskikket en flok med ismaeli-
tiske kjøbmænd, der vilde ned til Ægypten, og da fik
Gud indskyde i brødrene, at de skulde hellere sælge ham
for han var dog deres broder, og naar han kom ned til
Ægypten, da blev de ham lige saa sikkert fri, som om
han var dræbt. Men, da han kom ned til Ægypten,
kom hans gudfrygtighed satan der i veien, og tanken
dernede vaagnede paa Josefs Gud, og Josef selv blev
ophøiet. Nu merkede satan, at det var paa tide at faa
Josef enten i synd eller fængsel eller dræbt og fik ham
endelig i fængsel ved en af hans herres hustru opdigtet
løgn nemlig den, at han skulde ville bedrive hor med
hende. Hvad var der nu for Herren at gjøre? thi nu
sad hans tjener, som saa høit elskede ham, i fængsel og
jernlænker. Jo, er satan opfindsom, Gud er endda mere.
Her opfyldte Herren ham med en visdoms aand, som
ikke satans vise mænd i Ægypten naaede, og den lod
Gud en benaadet mundskjænk i fængselet erfare. Men
Gud gjorde, at han glemte det bort i 2 aar, til en be-
leiligere tid for Herrens seier og Josefs ophøielse bød
sig frem, nemlig da Farao drømte om de 7 aks og de
7 kjør, som han blev saa hjertebekymret for at faa vide
betydningen paa. Og da ingen fandtes i hele Ægypten,
der kunde udtyde dem, da kom mundskjænken fangens
visdom ihu, og Josef blev hentet og han forklarede
drømmen saa, at Farao fik et levende sikkert indtryk om,
at det vilde gaa saa som Josef havde sagt. Nu fik
Josefs Gud en ophøiet karakter, og denne hans tjener
14
blev en saare stor og ophøiet mand i Faraos rige. Og
istedetfor, at satan havde faaet virket had i brødrenes
hjeter til ham, saa fik nu Herren virke ydmyghed, høi-
agtelse og kjærlighed hos dem til ham, og i hungerens
aar blev han sin faders ganske hus en opholder, og Is-
rael blev et ophøiet folk i Ægypten og det omtrent i
400 aar. Dette var lange aar for satan, før han fik
begynde paa og plage Israels børn igjen som Guds
folk, og det skede, da en rum tid var gaaet hen, og
Josefs minde var glemt, og folket havde formeret sig
meget, da aabnedes for satan en maade, som han slog
ind paa og det var: "Nu har jeg Israel inden mit
rige fast lenket mellem mine tjenere, nu skal jeg kue,
pine og plage dem, hvad monne Gud nu skal kunne gjøre
for dem?" "Jo," siger Herren, "før er jeg kun aaben-
baret som en almæktig Gud, der kan staa mine bi og
beskjærme dem, men nu skal jeg aabenbare mig og lade
mig kjende som en herre, 2 mos. 6-3, det er saadan en,
som kan herske baade over afguder og afgudiske folk, ja
straffe og tilintetgjøre dem, naar de træder op imod mig
og mine folk, saa det er retfærdigt at gribe dem. Og
nu blev just tiden for Herren, da satan gjennem Farao
og hans folk forurettede saa israeliterne, da greb Gud
til og viste sin almagt paa Farao og hans folk, som
ikke vilde lade Israel fare for at tjene sin Gud. Nu
fik satan et forfærdeligt stød, da han fik Farao til at
sige: "Hvo er denne Gud, hvis røst jeg skal lyde?" Og
han forhærdede sig mod Herren. Da Gud viste sin al-
magts kraft paa Farao, først i de mange landeplager,
15
og siden i det, at Farao med sin store krigshær druknede
i det røde hav, da rystede det som af et jordskjælv igjen-
nem alle satans hedenske riger rundt om i landene og de
bævede for Israels Gud. Nu har kampen varet i om-
trent 2453 aar.
3die afsnit.
Nu har Herren befriet sit folk fra undertrykkende
magter og sat det paa fri fod. Nu vil han regjere det
som et eget særskilt folk med egne love og indretninger.
Ja nu vil han fremdeles være deres Herre og Gud og
kjæmpe for og med dem, indtil det opfyldes som er lo-
vet: "I din sæd skal alle slægter paa jorden velsignes."
Nu forstod satan: Skal her nu blive noget at vinde
med disse folk herefter, saa er det ikke ved at ophidse
store fremmede magter imod dem uden saa, at jeg kan
faa dem til at forsynde sig mod sin Gud, saa han af
den aarsag giver dem i fiendernes haand. Nu bliver
hovedsagelig kampen mellem Gud og satan om Israel
saa: Herren at faa bevaret dem i naaden. - Satan
at faa dem til at forsynde sig. Nu gik kampen i flere
aarhundreder til paa den maade, at naar Herren havde
skaffet dem rolighed og fred, og det gik dem godt, saa
faldt de i synd og især til afguderi. Men naar Herren
saa straffede dem, saa satte de aldrig nogen tillid til
16
sine afguder, men ydmygede sig igjen. Saa kom det til
det, at folket delte sig i to riger, Juda og Israel. I
Israels rige fik satan mere og mere magt med folket,
indtil Herren maatte forlade dem og strø dem bort
iblandt hedningerne, hvor de endnu er; men Juda rige
holdt sig i længere tid og tildels frygtede Gud ret al-
vorligt. Endelig blev satan saa vedholdende med til at
forføre Juda rige til synd, at det blev og bortført til
Babelonien. Nu kunde man have tænkt, at satan havde
vundet fuldstændig seier over Herren, men nei, det gik
ikke saa til. Da Judas børn kom ned til Babelonien,
da gik Nebukadnezar over til Israels Gud og ophøiede
den over alle guder, saa at den mand i hans rige, som
talte bespottelig mod jødernes Gud, hans hus skulde
gjøres til en møgdynge. Aarsagen til denne Israels
Guds ophøielse var Daniels visdom, som overgik alle
Babels vise i at forklare kongens drøm om det forun-
derlige store billede, han saa i drømmen med guldhove-
det, sølvarme, kobberbug og jernbenene m. m. Og der
70 aar var gaaet, da kom Juda tilbage med ære og
ophøielse og saa forblev de i landet til Kristus kom.
Og efterat de kom tilbage fra Babel, sees ikke, at de
faldt til udvortes afguderi mere, enten nu aarsagen var
den, som jeg nærmest tror, at satan af egen erfaring
havde lært, at denne slags forførelse blev ham og hans
rige til slut altid til skade og ikke til gavn, eller aar-
sagen var den, at folket selv havde faaet modbydelighed
for denne syndemaade; men da sloges tilslut ind paa en
endnu slemmere afvigelse mod Herren, og den bestod
17
derudi, at de ikke længere skulde søge paa at forlade
Gud og hans tjeneste, men bevise, og det for verdens børns
øine, at de frygtede Gud, og det alvorligt. Og hemmelig-
heden ved denne forførelse var, at derved skulde leng-
selen, attraaen og trangen til kvindens og Abrahams sæd
som frelsende velsignelse fra synd, død og satans rige,
som de gamle troende til alle tider saa hjertelig for-
ventede, ophøre. Thi nu kunde de leve uden synd, og
derfor ingen syndeforsoner behøvde. Nu begynte de at gaa
i rette med Herren; efterdi de var, som de syntes,
Abrahams børn og Moses disiple og ikke overtraadte Guds
bud, da burde han holde sine løfter og sende dem Messias
for at hjælpe dem til at beholde landet, som han havde
lovet fædrene. Ja nu er tiden kommen, at pakten med
Abraham skal opfyldes, nemlig: "I din sæd skal alle
slægter paa jorden velsignes." Alle slægter, det er alle
slags folkeslag paa jordens kreds; - thi Herren havde
sagt ved patriarken Jakob: "Det kongelige spir skal ikke
vige fra Juda intil Schilo, det er Kristus, kommer, og
folkene skal hænge ved ham, og just nu var spiret veget;
thi nu havde jøderne maatet lade sig indskrive i mandtal
forat give keiseren skat til bevis paa, at de var keiser-
ens virkelige undersaatter. Og denne velsignelse, hvori
bestaar den?
1) deri, at Kristus skulde paatage sig den menneskelige
natur, som alle jordens slægter haver tilfælles med
hinanden,
2) at han skulde paatage sig al den straf, som hvilede paa
disse slægter for alle deres synders skyld,
18

3) forhverve dem, formedels sin død og opstandelse, en
evig retfærdighed.
Og da denne sæd kom, mener du da ikke, at satan
troede, "nu haver jeg mit banesaar", som det heder, og et
knuset hoved, og at han var glad med at pakke sig og holde
mund? O nei, nu bliver han for alvor bitter og frembrin-
ger alle sine helvedes kræfter, gjennem sit redskab Hero-
des ved at forsøge paa at ihjelslaa denne sæd, Kristus,
siden han kom paa jorden med legem og sjæl som alle andre
naturlige mennesker. Dette lykkedes ikke for satan, men
Herren beskjærmede Kristus derved, at han sagde til Josef
i en drøm, at han skulde tage barnet og fly til Ægypten,
til de var døde, som stod efter barnets liv. Da nu satan
forstod og merkede, at Kristus som barn og umyndig stod
under den almægtiges beskyttelse, sparede han ham til han
blev fuldmyndig og selv raadig, da angreb han ham, ikke
gjennem sine redskaber, de onde mennesker, men selv
personlig, som han gjorde i Paradis med vore første
forældre.
Man kan slutte, at satan antog, at Kristi hensigt
med sit komme til jorderige var at erobre menneskene og
bemægtige sig verdensrigerne, men at maaden, som Kristus
tænkte sig til at kunne faa gjøre det paa, var grufuldt
at tenke paa for ham, det vidste satan. Og derfor, da
han uden frugt havde forsøgt og fristet Kristus paa saa
mange maader, da heder det, at han tog Kristus med sig
op paa et saare høit bjerg og viste ham alle verdens
riger og herligheder og sagde: "Alt dette er mit, og
jeg kan give det til hvem jeg vil, og nu skal du
19
faa det paa en ganske letvindt maade, fald kun ned og
tilbed mig, saa skal det alt tilhøre dig," Men Kristus
svarede: "Vig fra mig, satan, at gjøre det er en over-
trædelse; thi der er skrevet: Du skal tilbede Herren
din Gud." Nu, siden satan vovede det saa grovt mod
Kristus, maatte han pakke sig. Nu var Kristus, som
før sagt, efter den jødiske lov fuldmyndig, og som 30
aar gammel var han berettiget til at optræde som lærer
i Israel, og nu optraadte han baade i ord og gjerning
mod satan og hans rige. Herover blev satan forarget
og forbitret og da han ikke formaaede selv noget med
Jesus, da ophidsede han baade af jøder og hedninger
det folk, som gav sig i hans tjeneste til at de skulde ud-
rydde Jesus af jorden for at faa ham væk med sin for-
argelige prædiken og handlemaade; thi det ser ikke ud
til, at satan kunde gjennemskue Kristi døds virkning paa
ham og hans rige; thi havde han det gjort, da havde
han heller gjort alt muligt for at Kristus aldrig skulde
dø; thi det at han døde, det døde han for vore synder,
og det, at han opstod, opstod han til vor retfærdighed.
Og det første han gjorde efter sin opstandelse, var, at
han fremstillede sig for djævlene i helvede og overbeviste
dem om, hvorledes han ved sin lidelse, død og opstandelse
havde løskjøbt alle de, som ved synden var fanget
fra Herren, og at han, satan, nu havde tabt sin ret
til dem derved, at deres synder ved Jesu død var for-
sonet og de med ud er forligte. Dette maatte vel
satan nu indrømme, dog ved han, at skal dette komme
menneskene personligt tilgode, da maa denne Kristi gjer-
20
ning først forkyndes for vedkommende mennesker 2) troes
og tilegnes 3) efterleves, og dette haaber den listige
aand vistnok ikke skal gaa saa let og fort for sig, men
der skal legges mange hindringer i veien derfor. Nu
gjaldt det derfor for Herren at faa saadanne tjenere ud-
sendte, som satan ikke skulde faa stoppet munden paa
hverken ved trusler eller tillokkelser. Og de, Herren
dertil brugte, var de 12 apostler m. fl. som havde
vandret omkring med Kristus i hans kjødsdage. Disse
udrustede Herren med visdom og kraft ved aanden af
det høie, og befalingen til dem var: "Gaar ud i al
verden og prædiker evangelium for alle folk. Hvo, som
tror og bliver døbt, skal blive salig, men hvo som ikke
tror, skal fordømmes. Evangeliets indhold var forkyn-
delsen om den velsignelse, som var skeet ved Jesum Kri-
stum. Det første, satan foretog sig, var at faa gjøre
Kristus til en forargelse for jøderne og til en daarlighed
for hedningerne, 1 Kor. 1,23, for at apostlernes forkyn-
delse ikke skulde antages men forkastes, det andet var at
faa ophidse baade jøder og hedninger til had og fiendskab
mod disse forførere.
21
4de afsnit.
Apostlerne begyndte at forkynde evangelium, da man
skrev 34 aar efter Kristi fødsel, og nu blev kampen af
en ny art og beskaffenhed; thi i de foregaaende 1500
aar fra udgangen af Ægypten var evangeliets sendebud
fornemmelig sendt til jødefolket som de, der bekjendte sig
til den levende Gud, himmelen og jordens skaber, og
hedningerne var ifra den side betragtet mere overladt
til sig selv og gik sine egne veie som de, der havde valgt
sig fremmede guder istedetfor Herren, og nu var det
omtrent 1900 aar, som hedningerne havde dyrket og til-
bedt sine afguder og som de sagde og troede havde havt
sin timelige velsignelse, sin beskjermelse og jordens grøde
af, og nu kommer disse landløbere, apostlerne, og vil
indpræke hedningerne det, at deres guder er intet i sig
selv, kun djævelens bedrageri, og at, vil de blive evig
lyksalige, da maa de forlade sine afguder og vende sig
til den levende Gud og i troen tilegne sig kvindens og
Abrahams sæds frelse og saliggjørelse. Tænk nu, hvor
satan blæser sig op, og hvor han i denne apostlernes
adfærd finder materialer, ild, kul og jern nok til at til-
berede dræbeindstrumenter til disse forføriske mennesker,
som tager sig for at forkynde, at 1900 aar gamle guder
skal være intet, kun satans bedrageri! Det sømmer sig
ikke, at slige mennesker skal leve paa jorden. Nu kunde
22
man have tænkt, at jøderne havde blevet fortrolige med
apostlerne, siden de saa stærkt ophøiede sin Gud for hed-
ningerne. Men nei, det blev ikke tilfældet; men satan
fik gjøre dem lige saa forbitrede mod dem som hednin-
gerne. De kunde ikke fordrage, at apostlerne lærte iblandt
dem at syndere, toldere og aabenbare ugudelige mennesker
ved Kristi død var forligte med Gud, og at de var og
blev salige, naar de ved en levende tro tilegnede sig Kristi
forsoning for synden, hvorimod de, som havde levet et
strengt selvfornegtende liv fra sine udvortes forlystelser
og var sig ingen videre synd bevist, skulde tilsidesættes.
Kunde der mere forargeligt høres for de fromme og
fine farisæere. Og dette var stof for satan til at op-
vække had i dem mod apostlerne.
Nu kan du, kjære læser, tro, at kampen for Her-
rens sendebud og folk blev alvorlig og heftig; thi nu
gaar ikke Herren for sine børn med sin truende og be-
skjærmende haand som under den gamle pagt, naar de
frygtede ham. Salme 44, 2-4. Men nu, siden kvin-
dens sæd er kommen og skatten er forhvervet og ved
evangeliet forkyndt og tilbudt alle mennesker, de, som
da ved evangelium gjenfødes til Kristi billede og ved
troen annammer og modtager skatten - og da Gud
haver tilberedt og forordnet den rustning og de vaaben
som udfordres i kampen, da fremgaar det af Ef. 6 - 11,
at den evangeliske troende maa iføre sig Guds fulde
harnisk, for at blive mægtig til at slaa imod djævelens
snedige anløb, men efterdi det er som Paulus siger:
"Vi have ikke kamp mod kjød og blod, men mod fyrsten-
23
dømmer og magter, mod ondskabens aandelige hær under
himmelen." Det nytter ikke en jordisk kriger at gaa mod
sin fiende uden vaaben og værge, da er han straks til
rov for sine fiender. Ja, men naar det er satan, som
du siger, vi har til modstander og skal kjæmpe imod,
gives der nogen vaabenrustning, som kan staa ham imod?
Jo, Herren, for hvem vi skal stride, han haver tilberedt
krigsrustningen for alle dem, som vil gaa i kampen. Det
gjælder derfor kun om at tage den paa og gaa frimo-
digt i kampen. Ja, men rustningen, hvad bestaar den
af, og hvad heder den?
Belte, pantser, sko paa fødderne, skjold, hjelm
og sværd.
1. Belte, det skal bestaa af sandhed i aandelig
og timelig henseende. Vi skal være omgjordede med
sandheden. Satan er løgnens fader; derfor den, som
omgaaes med løgn, gjør djævelens vilje og derfor ikke
kan drive djævelen paa flugt.
2. Pantseret, og det bestaar af retfærdighed paa
høire og venstre side, det vil sige i lære og liv, i han-
del og vandel; uretfærdighed i vegt, i maal i arbeide, i
handel, enten det er kjøb eller salg, - det hører alt
satans væsen til, og ligger du nuder for dette, da flyr
ikke satan for dig.
3. Sko paa fødderne, det er at være beredte og
færdige med glæde at kunne faa forkynde fredens salig-
gjørende evangelium, ikke alene i bekjendelse med munden,
men og at bevise Kristi blods kraft i liv og levnet.
4. Skjold, det er troen, der skal og kan udslukke
24
alle satans gloende pile, han skyder af sin fæstning imod
Guds hær. Denne tro er den faste og tilforladelige
fortrøstning til, at alle Guds forjættelser og løfter er
ja og amen i Kristus Jesus.
5. Hjelmen. Hvad er den? Saliggjørelsen, det
er: Tag det med dig i kampen, at du er gjort salig
derved, at alle dine synder, aandelige og kjødelige, smaa
og store, skjulte og aabenbare, er alle udslettede og for-
sonede, saa Gud er forligt og en evig retfærdighed er
os forhvervet og skjænket.
6. Sværdet. Hvad er det? Jo aandens sværd,
det er Guds, ikke mine og dine, ord, ikke kirkens ord,
men de ord, som findes i det gamle og nye testamente,
de er det, vi skal svinge og vise djævelen. Hør nu.
Saa mægtige og listige og glubende som djævelen er,
saa dog, naar vi ere iført beltet, pantseret, skoene,
skjoldet og hjelmen og da bruger sværdet med en ydmyg
og stadig bøn om den Helligaands bistand, da skal hele
helvedhæren fly for dem, som kriger, om det kun var en
eneste mand, som stod i Herrens krige paa denne maade.
Med hensyn til fremgangsmaaden i denne kamp,
saa haver det sig saa og gaar til paa følgende maade:
Den Helligaand gjennem naademidlerne og Herrens sende-
bud kalder og vækker paa de mennesker, som sover i
syndens og satans rige forat oplyse dem om at dersom
de vedbliver at leve og bo i satans og syndens rige, da
ender det saa: "Gaar bort fra mig I forbandede i den
evige ild, som er beredt djævelen og hans engle." Men
den, som vil staa op fra sit syndeliv og vende om til
25
Herren og vandre efter hans bud og vilje, skal faa sig
meddelt for Kristi forløsnings skyld syndernes forladelse,
befrielse fra lovens forbandelse og tillige faa Guds fred
med den aandelige oplysning i sit hjerte og tilslut høre
de ord: "Kom hit I min faders velsignede og arver
det rige og salighed, som Eder har været beredt fra
verdens grundvold blev lagt." De mennesker som nu
lader sig overtale at staa op af synden og vende sig fra
satan til Herren, de faar djævelen til fiende og mod-
stander, og den, som ikke vil lade sin modstander djæve-
len, som han er flyet fra, faa overmagt igjen over sig
og saa miste skatten og klenodiet igjen, - den maa først
iføre sig den fulde rustning, som er foran beskreven, og
saa se nøie efter i Guds ord; thi der er alle reglerne
nøiagtig optegnede, som enhver aandelig krigsmand med
stadig aarvaagenhed maa efterkomme. Thi de aandelige
krigere haver ingen høvedsmand over sig, som med lyde-
lig røst kommanderer dem; men de maa have reglerne
i hukommelsen og kommandere sig selv derefter og der-
for bliver aarvaagenhed og en stadig over-læsning til
alle tider fornødent. Og kom ihu, at mange aandelige
krigere haver tabt i slaget og af satan er tagne til
fanger igjen af den aarsag, at de ikke var aarvaagne og
læste vel over og derfor tabte opmerksomheden. Her
kan fremkomme den bemærkning, at de regler, den skal
gaa frem efter, som gaar i kampen mod djævelen, er de
modsatte af, hvad han bruger. Han bruger til alle tider
til dræbemidler i sin kamp mod de hellige, det, som er
synd af allehaande art og benævnelser. Vi skal herved
26
nævne ved navn noget af satans krigsrustning, som han
ikke har kjøbt eller faaet af nogen, men selv tilberedt det:
1) løgn, 2) egenkjærlighed, 3) hovmod, 4)
ærgjerrighed, 5) verdenskjærlighed, 6) avind,
7) misundelse, 8) hor, 9) skjørlevnet, 10) af-
gudsdyrkelse, 11) allehaande fiendskab, 12) kiv,
13) vrede, 14) partier, 15) drukkenskab, 16) fraad-
seri, m. m. m.; thi synden haver mangfoldige arter og
benævnelser. Nu er altsaa de regler, som den troende
bør gjøre sig bekjendt med og gjøre anvendelig i kampen
mod satan, som følger:
1) med forsigtighed at vaage, over til alle tider
ikke at lade sine øine, øren eller nogen af de andre le-
gemets lemmer bruges til noget syndigt at befordre eller
lade komme frem; men derimod fremstille dem i retfær-
digheds tjeneste, Gud til ære og lov. Rom. 6, 13-16.
2) I kap. 12-1 staar: Derfor formaner jeg eder,
brødre, ved Guds barmhjertighed at I fremstille eders
legemer at være et levende, helligt og Gud velbehageligt
offer. V. 2: Og bliver ikke skikkede lige med denne
verden, men bliver forvandlede i eders sinds fornyelse.
3) I 1 Petri 2, 1 staar: Derfor aflægger al
ondskab og al svig og hykleri og avind og alle bagtalelser.
4) I Galaterbrevet 5, 22 staar, at aandens frugt
er kjærlighed, Gud er kjærlighed, og hvo, som bliver i
kjærlighed bliver i Gud og Gud i ham. Ja kjærlighed
er lovens fylde. I 1 Kor. 13, 5-7 staar: Kjærligheden
haver sig ikke uskikkeligen, følger ikke sit eget, forbit-
res ikke, tænker ikke ondt, den fordrager alle ting, tror
27
alle ting, haaber alle ting, taaler alle ting. Derfor la-
der os for alle ting omgaaes i kjærlighed mod brødrene,
og de, som er udenfor.
6) Ydmyghed: Værer beprydede med ydmyghed;
thi Gud staar de hoffærdige imod, men de ydmyge giver
han naade. -
Disse med mange flere er de regler, som de aande-
lige krigere maa have øinene paa og iagttage. Da nu
Apostlerne, som var de første som Gus sendte mod satan,
efterat Kristus var kommen i kjødet, havde iført sig
Guds filde rustning og havde gjordt sig vel bekjendt med
førnævnte reglers iagttagelse, da brød de frem mod sa-
tan og hans rige med mod i brystet og lyst til kampen
og udraabte frelsens evangelium for alle folk og især for
de største syndere. Da var der mange, som vaagnede
op og kom til eftertanke og besluttede at forlade satan
og hans tjeneste og vende om til Herren. Hvorledes bar
nu satan sig ad? Jo han begyndte med en truende og
fnysende vrede for at standse disse forvorpne mennesker,
og fik han ikke det, da at udrydde og tilintetgjøre dem.
Han fandt ogsaa paa at bruge til dødsmaade de mest
ubarmhjertige og umenneskelige dødsmaader i tanken om
at skræmme dem. Men nei, de havde 3 betragtninger,
som holdt dem oppe. Den ene var, at den pine, de vilde
paadrage sig ved at forsage Herren og lyde satan, var
meget større end den, de led; thi den vilde blive evig
i helvede. Den anden var den skat og det klenodie som
oppebiede dem i himmelen, naar de blev bestandige indtil
enden. Den tredie var, at de ansaa det for sin retmæs-
28
sige pligt at være tro imod den, som havde kjøbt dem
saa dyrt. Pinslerne, som blev anvendt imod dem til
skræmsel var, at endel blev halshuggede, endel korsfæstede,
endel levende flaaede, endel stegte paa rødt ophedede
jernplader, endel skaarne tungen af, endel næsten af, en-
del øinene udstukne paa, endel afhugget hænderne og
fødderne paa, endel brændte fra tæerne og opefter fød-
derne, saalænge der fandtes liv i dem. Endel kogtes i
oljekjedler, endel brændtes til pæler, endel sønderreves
af vilde dyr, endel puttedes i huder af vilde dyr og blev
sønderslidte af hunde, endel hængtes med fødderne i he-
stehalen og slæbtes efter gaderne m. m.
Denne forfærdelige dræbemaade varede omtrent
300 aar med nogle smaa ophold imellem. Og det satan
havde for sin umage var, at jo flere der blev dræbte
af Herrens vidner paa denne maade, fik han, Herren,
mange flere igjen. De tilsyneladende pinsler formaaede
ikke saameget at indjage skræk, som den glæde og frimo-
dighed, Herren fik indgive sine i døden, formaaede at
opvække lyst i mange at blive kristne, og det af selve
hedningerne. Og nu, da man skrev 312 fik satan den
største afbræk; thi da blev Konstantin den store, enevolds-
regenten, greben af kristendommen og gik over til den,
og nu blev med et sat stopper for de kristnes forfølgelse,
og de blev ophøiede til statens embedsmænd og dens
præster og lærere.
Var det ikke tilpas for djævelen? Man skal ikke
ville hevne sig, men her glæder det mig; thi nu blev
satans præster jaget i landflygtighed istedenfor før
29
Herrens. Nu kom her igjen 300 aar efter Konstantin,
og da gik det, som det heder, "med hug og belæg." Thi
snart var keiserne paa de kristnes side, kristne, og snart
var de hedninger paa satans side. Og saaledes gik det
op og ned; thi blandt de kristne fik satan opvække vrange
lærere, som gjorde, at der blev strid og trætte. Men
alligevel havde de kristne mange store, lærde mend og en
stor plads iblandt befolkningen. Da nu disse 600 var
tilende og man traadte ind i det 7de, da fik satan et nyt
og stort seierstag; thi da fik han tilstelle Muhamed i øst
som en erkekjætter, tyran og kristendommens bitre fiende,
saa han dræbte og ødelagde mange tusind kristne, og i
vest fik han paa den tid ogsaa begynde med pavedømmet,
om end noget smaat for det første. Men det vokste og
tiltog tid efter tid i 900 aar, saa det blev et satans
regimente og derfor kirkens, de sande Guds børn en stor
pest. Thi paven begyndte ikke alene at tvinge Guds sande
børn med vrange lærebegreber, men han begyndte ogsaa
at dræbe dem, som boede inden om hans omraade, med
den djævelske saakaldte inkvisition, og imod dem, som var
udenom hans raadighed, der ikke troede som han, -
med krige og vaabenmagt. At tænke paa, hvorledes pave-
dømmet har havt sit udspring fra den sande kirkes op-
lyste biskoper, og er nu bleven, som det er! Og naar
vi tænker paa, at de har den samme bibel som før, og
som vi har, og ikke har forfalsket den for sig i tryk,
kun bare i forklaringsmaaden, da maa det skjælve i os,
saa mange og i saa høi grad vrange lære- og handle-
maader, som det har, og dog kan paastaa, at det er det
30
ene rette for Herren, og at det kjæmper imod satan, og
dog er hans fornemste redskab, - da kan vi se sandhe-
den af det ord i Jerem. 8, 9: "De som forkaster mit
ord, hvad visdom skal de vel have?"
Da det nu saa saaledes ud, at de, satan ikke gjen-
nem pavedømmet fik fordærve ved sin falske lære, dem
vilde han faa udryddet ved inkvisitionen og sværdet, -
da fik Gud opvakt munken Martin Luther, og da blev
kampen af en egen art og meget alvorlig; thi paven be-
kjendte sig for Kristi statholder og kirkens hoved, og
Luther troede om sig, at han var en Guds tjener og
kirkens reformator og begge vilde bruge den samme bi-
bel som krigsvaaben. Og paven fordømte Luther, og
Luther fordømte paven; men udfaldet blev det, at havde
satan vundet en stor seier over de kristne gjennem pave-
dømmet, saa tabte han til stor beskjæmmelse og afbræk
gjennem pavedømmet imod Luther, og det gik til paa
den maade: Da Luther som en tysk munk havde frem-
kommet med sin forklaring og forstaaelse over bibelen,
da blev pavens lærdom og handlemaade derved forfalsket
ja forkjætret, og det sømmede sig ikke for paven som
kirkens hoved, som han vilde være, og derfor reiste han
sig med sine banstraaler imod ham; men befolkningen i
Tyskland og især de store fyrster og kurfyrster var blevne
grundig overbeviste om, at Luthers lære efter bibelen
var rett og pavens var falske. Derfor sluttede de sig
til Luther og forlod den pavelige lære. Dette forargede
satan at hans redskab, paven, skulde tabe for munken,
Luther. Og da ikke paven gjennem sine geistlige bisper
31
og kardinaler fik Luther og hans lære udryddet, men
den forøgedes kun mere, da bragte satan keiseren Karl
den 5te i harnisk mod Lutheranerne, som ellers kaldtes
protestanter. Og da denne store keiser greb til sværdet,
saa det mørkt ud. Endel blev dræbte, og endel blev
tagne til fanger, og endel drevne i landflygtighed, og
da keiseren, vistnok ophidset af satan, havde besluttet
ganske at udrydde protestanterne eller tvinge dem
under pavedømmet igjen, da fik Gud gjøre et forunder-
lig vendepunkt. Keiseren havde en krigsanfører, kur-
fyrsten af Sachsen, der hed Morits. En af de, keiseren
havde taget tilfange før, var hans værfader, og nu for-
langte han af keiseren, at denne hans værfader og en
fange til skulde lades løs igjen, men blev negtet. Hero-
ver vaktes bitterhed i hans hjerte, og han gik til kongen
i Frankrig og nogle andre fyrster og forenede sig med
dem med den hær af keiseren, som han havde under sine
hænder og erklærede keiseren krig og slog ham paa flugt
og løstog fangerne og tvang keiseren til at give prote-
stanterne religionsfrihed i hele sit keiserdømme. Og de
evangeliske præster, som var forjagede, skulde indsættes i
deres embeder igjen. Dette var et grueligt nederlag for
keiseren og satan. Ja herover blev keiseren saa forarget
og modløs, at han nedlagde sit keiserembede, forlod lan-
det, drog til Spanien, gav sig ind til et kloster, kyssede
jorden og sagde: "Nøgen kom jeg fra min moders liv,
nøgen kommer jeg nu til min moder igjen."
I klosteret levde han i 2 aar, saa døde han.
Denne krig begyndte 1552.
32
Nu fik de kristne en glædelig stor seier, ikke alene
i det keiserlige regimente, men de forplantede sig i mange
andre riger og lande; og i Danmark, Norge og Sverige
har den lutherske evangeliske religion opholdt sig i om-
trent 300 aar.
I dette tidsrum, da Herrens sande bekjendere havde
udspredt sig i saa mange lande, viser historien at satan
ikke har givet sig i ro, men til alle tider har efterstræ-
bt dem med forfølgelser og trængsler, som forhen. Men
da man var kommet til midten af det 18de aarhundrede,
da slog satan ind paa det saakaldte fritænkeri. Istedet-
for, at det havde været den almindelige maade, som sa-
tan havde benyttet sig af, at himmelens og jordens
skaber skulde forkastes, og andre guder vælges istedet,
men som skulde tilbedes og dyrkes som en levende Gud,
saa blev det nu til det, at ingen levende Gud skulde
findes, som hverken straffede det onde eller belønnede
det gode. Nu blev det ingen fare, hvorledes man levede;
det bedste og fornemste liv var at mætte sine lyster efter
behag. I Frankrig herskede dette fritænkeri paa det
voldsomste. I 1778 var det gaaet saa vidt, "at enhver,
der blot vilde gjælde for nogenlunde fornuftig, smilede
eller trak paa skuldrene over den evangeliske historie som
over et andet morsomt eventyr, og troen paa en levende
Gud, himmelens og jordens skaber, menneskenes fader,
frelser og dommer, ansaaes som noget, der blot kunde falde
flaue dumhoveder ind. Og det var hvermands pligt for
stedse at løsrive folk fra slige lænker, paa det man dog
engang kunde komme til at føre et frit liv."
33
Paa den dag, da de i Paris besvor den nye for-
fatning (10de august 1793) "bad præsten, som ledede
festligheden, ikke mere til Gud, men til naturen, til hvis
ære de havde oprettet en stor billedstøtte, og alle folkets
udvalgte drak af det vand, som udsprang af billedets
bryster."
De som var ivrigst i at forjage bibler og præster,
gjaldt for den bedste republikaner. "De pyntede æsler
med bispehuer, ja i en kirke besteg en dag en mand præ-
dikestolen, spottede Gud paa den afskyeligste maade, og
udfordrede ham derpaa selv til at hevne sig, hvis han
endnu levede."
"For nu til slutning at sætte kronen paa al deres
skjændsel feirede de (10de november 1793) en gudstjeneste
til ære for fornuften.
En skjøge kjørtes halvnøgen i en triumfvogn op til
høialteret, opstilledes der som fornuftens gudinde og
tilbades med sange. Konventets præsident maatte bag-
efter kysse hende, og en taler priste sig og folket lykke-
lig over, at i dag for det første gang, siden denne kirke
blev bygget, var sandheden forkyndt i dens haller, og at
man nu ikke mere sitrede for de afmægtige lyn fra en
Gud, som kun levede i indbildningen."
Dette varede ikke mere end 8 aar, før det af keiser
Napoleon ved lovbud blev indført i hele Frankrig, at
her var en Gud, et høieste levende væsen, som alle
mennesker burde anerkjende, og tilbede. Nu i det 19de
aarhundrede har den ydre forfølgelse mere ophørt imod
kirken og Herrens menighed i kristenheden; men derimod
34
er opstaaet en vrimmel af indre kampe og krige bestaa-
ende af vrange sekteriske partier, der er opstaaet inden-
om den almindelige kirkes grændser, hvorved satan vist-
nok har nedhugget mange døbte kristne. Dog lærer er-
faringen, at ikke satan alene høster frugt af dette vrim-
lende sektevæsen, men kirkens sande og levende lemmer
har ved det ligesom vaagnet op af en aandelig slummer
og søvnagtighed, som den var falden i, til skræk og be-
kymring for sig selv, og til frygt og omsorg for sine
børn, at de ikke skal blive opslugte af sektevæsenet og
fritænkeriet. Og derfor grebes til en alvorligere op-
mærksom ransagning af ordet for at forvisse sig om at
retlede sine børn (jeg mener kirkens børn), og tillige har
opmerksomheden vaagnet mere om nødvendigheden af
at føre et liv, der ikke skal give børnene anledning til
anstød og forargelse, men snarere blive et salt, der for-
tærer sit eget gamle Adams liv i selvfornegtelse for at
gaa ind i menighedslemmerne efter overbevisning ved en
kjærlig modtagelse for at gjøre dem for Gud til et vel-
smagt og sundt folk, der kan bevares fra forraadnelse
og undergang, og tillige er i dette aarhundrede sandsen
mere vaagnet hos kirkefolket for sin pligt og sin Herres
vilje i at gaa ud fra sin egen midte til de af satan for-
førte hedningefolk med fredens evangelium og at bibringe
dem naademidlerne, for at de ogsaa kan gjøres til Kristi
disiple. Dette sker ved den saakaldte misjonering.
Hvorledes mener du nu at satan vil gribe sagen an,
naar Herrens sendebud griber om sig til alle kanter i
verden, mørkhedens rige, forat forplante og udvide ly-
35
sets rige og gjøre folk til lysets børn? Ved Kristi og
apostlernes forkyndelse fremgaar det, at satan endnu en
tid vil vedblive at opvække og udsende falske Kristi og
og falske profeter med forøget forføreriske kræfter, at de
udvalgte skal og forføres om det var muligt. Thi, si-
ger Kristus i Math. 24, 23, naar tiden nærmer sig sin
ende, saa folk vil begynde at sige: Se her er Kristus
eller der, saa siger han vers 24, at falske Kristi og fal-
ske profeter skal opreise sig og gjøre store tegn og
underlige gjerninger, saa at de udvalgte skal og forføres,
om det var muligt.
I 1. Tim. 4, 1. staar: Men aanden siger klar-
ligen, at i de sidste tider skulle nogle affalde fra troen
og hænge ved forføriske aander og djævlelærdomme.
I 2. Tim. 3, 1. staar: Men vid dette, at i de sidste
dage skal være vanskelige tider at forvente, og i v. 2:
Thi der skal være mennesker, som holder af sig selv,
pengegjerrige, overdaadige, hovmodige bespottere, forældre
ulydige, utaknemmelige, uhellige etc. I 2. Petr. 3-3
staar: Og vid dette først, at i de sidste dage skal komme
bespottere, som vandrer efter deres egne begjærligheder,
v. 4, og de sige: Hvor er hans tilkommelses forjættel-
ser? Thi fra den dag, fædrene ere hensovede, forbliver
alle ting saaledes, som de have været fra skabningens
begyndelse. Se, disse falske lærere, som satan vil bringe
i sin leir, er vist nær for døren, og tillige siger Kristus
om de verdens mennesker, som ikke opgaar i kjætteriene,
vil satan forsøge den gamle maade med, som lykkedes
ham saa godt i Noa dage; thi siger han i Math. 24,
36
37: Men ligesom Noa dage vare, saa skal og menne-
skens søns tilkommelse være. V. 38: Thi ligesom de
vare i de dage før syndfloden: de aad og drak, tog til-
ægte og udgiftede, indtil den dag, da Noa gik ind i
arken. V. 39, og de aktede det ikke indtil syndfloden
kom og tog dem alle bort, saaledes skal og menneskenes
søns tilkommelse være. Ja, nu begynder kampen for
alvor at blive hed; thi derved, at satan med alle sine
helvedes tusinfoldskunster ikke kan bringe Herrens me-
nighed til taushed, men at forkyndelsen om kvindens
sæds igjenløsning fra synd fra død og fra satans rige
lyder, tildeles med varme, fra prædikestolene, som Gud
være lovet, og tildeles ved den indre misjon i menighe-
derne og tillige anstrænger sig ogsaa kirkefolket for at
faa de samme sandheder forkyndte og meddelte baade jø-
der og hedninger, som satan haver faaet vugget ind i
saa haard, rolig og lang en søvn, for at faa dem op-
vakte og tilbageførte til Herren. Herved bliver satan
gloende koghed og rasende over, at alle hans kongelige
paladser skal angribes og forhaabentlig styrtes. Læg
nu mærke til: Ifølge den profetiske historie ser det ud
til, at satan vil komme til at gaa fra et til andet, fra
ondt til værre. Thi naar han haver forsøgt sig med
sekter, partier og fritænkere saa godt, han formaar,
saa bliver hans umættelige ondskab endda ikke tilfreds-
stillet. SSaalænge hans modstandere, den himmelske kon-
ges krigere, har frit spillerum i verden at gaa frem som
verdens lys og salt med sin bekjendelse og lære om evig-
heden, om himmerig og helvede, og om, hvorledes et
37
menneske maa omvende sig og ved troen tilegne sig Kristi
forsonende naade, om han skal komme i himmelen og,
blive salig. Dette bevirker uro og frykt, hvor det høres
og mange tager det saa alvorligt til hjerte, at de gan-
sek forlader satan og vender om til Herren. Nu er det
muligt, at satan vil komme til at pønse paa, at enighed
gjør stærk, og iblandt sekterne er ingen enighed; men de
er imod hinanden indbyrdes, saavel som imod de kristne,
og det er som ordsproget siger: "Saa mange hoveder,
saa mange sind." Derfor gjælder det nu for satan at
faa efter 2. Thes. 2 tilberedt en mand, der kan blive
dyktig til at gjennemføre hans planer. I v. 9 staar:
Hvis tilkommelse sker efter satans kraftighed med alle-
haande magt og tegn og underlige gjerninger, som er
løgnagtige. Denne her, som satan har tilvirket, vil
ikke komme til at anse sig for nogen ringe og nedrig
person; thi i v. 4 staar, at han modsætter og ophøier
sig over alt det, som kaldes Gud eller gudsdyrkelse, saa
at han sætter sig i Guds tempel som en Gud og giver
sig ud for, at han er Gud. I v. 1. siger Paulus, at
Jesus Kristus kommer ikke, før der efter v. 3 kommer
først et frafald, og det syndens menneske bliver aaben-
bart, som er det fordærvelsens barn. Mærk, han siger
det syndens menneske; dermed henviser han til den i
Daniel 7, 25., der skal tale ord imod den høieste og
tage sig for at omskifte tider og love osv.
Ifølge vers 23 og 24 skal denne opstaa af det
romerske rige og begynde at regjere over 3 kongeriger.
I aabenbaringen 13,6. omtales denne samme med de
38
ord: Og han oplod sin mund til bespottelse imod Gud
at bespotte hans navn og hans tabernakel og dem, som
bo i himmelen, og i vers 2 staar: Og dragen, det er
djævelen, gav ham sin magt og sin stol og stor myn-
dighed.
Saaledes beskriver Guds ord den person, som satan
har tilstelt at sidde paa hans stol og udøve hans magt
og store myndighed.
Siden denne person vil komme til den ophøielse i
sig selv, at han vil sætte sig i Guds sted og give sig
ud for at være Gud, da vil det blive hans sag, at gjøre
for sig det, Kristus sagde, apostlerne skulde gjøre for
ham, nemlig at gjøre alle folk til hans disciple. Nu
er dette den sidste og den rigtig grufulde antikrist, som
paa en bogstavelig maade vil komme til at optræde imod
Kristus, og han vil komme til at bruge to maader for
at gjøre alle folk til sine undersaatter. 1) sine trylle-
midler, det er de djævelske undere og de tegn, han vil
komme til at udføre.
I aabenb. 13, 13. staar: Og det gjør store tegn,
at det og gjør, at ild falder ned af himmelen paa jorden
for menneskenes aasyn. Jesus siger, at han skal gjøre
store tegn og underlige gjerninger, at de udvalgte skal
og forføres, om det var muligt. 2) Til dem, som ikke
ved disse forføriske tegn og tillokkelser giver sig under
ham, mod dem vil han komme til at bruge sværdet, og
det faar han magt til at bruge i 42 maaneder v. 5.
I vers 7 staar: Og det blev givet at føre krig mod
de hellige og at overvinde dem, og det blev givet magt
39
over hver stamme og tungemaal og hedninger. Nu er
det naturligt, at de, som mindst og sidst vil lade sig
forføre af ham, er de hellige; thi Paulus siger i 2.
Thes. 2, 10-11-12, at det er dem, som ikke annamme
sandheds kjærlighed, og som ikke troede sandheden, der
vil blive forførte af ham. Og da disse, som kan slut-
tes, 1) ikke vil lade sig forføre og 2) vistnok vil komme
til at advare andre imod forførelsen, da vil denne anti-
krist, dette glubende og rivende dyr (Aab. 13) vende sig
med et bittert had mod disse fortrædelige mennesker,
som ikke vil bøie sig under hans store givne magt, auto-
ritet (og indbildte) guddommelige ophøielse.
Og da disse hellige naturligvis vil sige, at de
sætter sin tillid til den høieste Gud i himmelen, naar de
bliver angrebne, derfor staar der Daniel 7, 25, at han
skal tale ord imod den høieste. Ja i 2. Thes. 2,4
staar, at han vil imodsætte sig dem, naturligvis, som
tror paa en anden Gud - himmelens og jordens skaber
- og ophøie sig over alt det, som kaldes Gud eller
gudsdyrkelse, saa at han sætter sig i Guds tempel, som
en Gud og giver sig ud for, at han er Gud. Og nu
skal de faa se og erfare, om der er nogen Gud, som
kan redde dem af hans haand. Og derfor griber han i
sin fnysende vrede til dræbeinstrumenterne for at øde-
lægge de hellige af de høie himle. Nu kunde man tænke
sig, at den høieste vilde tage sine hellige i beskjærmel-
se; men nei, hans tid er endnu ikke kommen; men her staar:
De skal gives i hans haand en tid, tider og en del af
en tid. Og i aap. 13, 7. staar: Og det blev givet at
40
føre krig mod de hellige og at overvinde dem. Medens
denne tyran saaledes gruser med de hellige, er det, der
staar i kap. 6. 9-10: Og der det oplod det femte
segl, saa jeg under alteret deres sjæle, som var slagtede
for Guds ords skyld, og for det vidnespyrds skyld, som
de havde, og de raapte med høi røst og sagde: Du
herre, den hellige og den sande, hvor længe dømmer og
hevner du ikke vort blod paa dem, som bo paa jorden?
Og i vers 11 bliver svaret: Og dem blev givne lange,
hvide kjortler, og der blev sagt til dem, at de skulde
hvile sig endnu en liden tid, indtil og deres medtjenere
og deres brødre kom fuldkommeligen dertil, som skulde
herefter ihjelslaaes som og de.
De helliges iver i deres vidnesbyrd under deres
martyrium af dyret er fremstillet i kap. 14, 6-7 saa-
ledes: Og jeg saa en anden engel flyve midt igjennem
himmelen, som havde et evigt evangelium at forkynde
dem, som bor paa jorden, og alle hedninger og stammer
og tungemaal og folk, - som sagde med stor røst:
Frygter Gud og giver ham ære, fordi hans doms time
er kommen, og tilbeder den, som haver gjort himmelen
og jorden og havet og vandkilderne.
Se, hvor det vidnesbyrd vil blive passende paa en
tid, da dyret vil gjælde for den eneste og rette gud. Da
bliver det at spørge: Hvo har skabt himmelen, jorden,
hav og vandkilderne? For at kunne forvisse sig om,
at han vil komme til at blive tilbedt og dyrket af alle
dem, som bo paa jorden, (kap. 13, 8.) dertil vil han
faa en forordning, en lov istand, saa at alle mennesker,
41
unge og gamle, store og smaa, fattige og rige, mænd
og kvinder, skulle blive forsynede med et eiendommeligt
mærketegn enten i sin pande eller paa sin høire haand
(v. 16.)
Og den, som har forsynt sig med tegnet, har derved
tilkjendegivet, at han er og vil blive dyrets tilbeder.
Og de, som ikke vil modtage tegnet, vil ikke faa anled-
ning til at leve paa jorden. Naar nu dyret har naaet
saa langt frem i magt og vælde og haver ødelagt dem,
som bekjender og beraaber sig paa, at de tror paa en
mægtigere Gud, end dyret er, da haver sikkerlig hovmo-
det naaet sit høidepunkt, og derfor opstiger sluttelig den
tanke i ham: I det gamle historisk beskrevne Israels
land og i dets hovedstad Jerusalem har fra gamle dage
af været hørt rygter om en mægtig Gud; jeg vil der-
hen og opfordre ham til kamp mod mig, saa skal vi se,
hvad han magter! Ja, den djævel, som haver givet ham
sin magt og sin stol og stor myndighed, vil ogsaa for-
hjælpe ham til at faa sin plan igjennemført; thi i Aaben.
16. kap. 13 - 14 vers staar: Og jeg saa af dragens
mund og af dyrets mund og af den falske profets mund
udkom 3 urene aander, som var padders lige. Thi de
er djævelens aander, som gjør tegn, som gaar ud til
jordens, ja hele jorderigets konger at samle dem til
Guds, den almægtiges, hin den store dags strid. Hør,
alle jorderigets konger har ikke alene anerkjendt dyret
for sit overhoved men ogsaa ladet sig overtale til at
drage med det til strid imod Gud den almægtige. Ja,
nu er det grund til at slutte, at nu maa da den al-
42
mægtige Gud, som saa længe har holdt sig rolig, møde
frem og bevise sin magt og sin tilværelse, og at det skal
faa erfares, at i Israel og dets land er en Gud, som
endnu lever og magter noget.
Lader os se efter, hvad denne Gud for over 2400
aar før har skrevet om denne tid og denne dag, - saa
længe har Herren længtet efter dens komme. I Sach.
12, 2 - 3 staar: Se, jeg sætter Jerusalem til en tum-
leskaal for alle folk, og det skal sek paa den samme dag
vil jeg gjøre Jerusalem til en tyngselsten for alle folk;
alle, som vil belade sig med den, skal aldeles sønderskjæ-
res, og alle hedninger paa jorden skal samles imod den.
Heraf sees, at det er ligesaavel Guds som satans
vilje, at alle jordens konger med deres hære skal for-
samles i Jødeland. Endvidere staar i Joel 3, 6 - 7:
Thi se i de samme dage og paa den samme tid, naar
jeg vil omvende Judas og Jerusalems fængsel, da vil
jeg samle alle hedningerne og føre dem ned til Jasafats
dal, og der vil jeg holde dom med dem osv. Ligeledes
siger Herren hos profeten Esekiel 38, 4: Og jeg vil
udføre dig og al din hær, heste og ryttere, som er alle-
sammen klædte med fuldkommen prydelse, en stor forsam-
ling osv. Naar nu denne store forsamling, der vil skjule
landet som en sky (v. 16) har forsamlet sig mod Herren
(aabenb. 19, 19.) hvorledes mener du, at Herren da
vil bære sig ad for at faa bugt med alle disse ubændige
kropper? Jo, lader os søge i Herrens bog, "hvori
intet fattes", saa finder vi ogsaa svar paa dette.
Nu har vi hørt ovenfor, hvorledes dyret,(antikrist)
43
haver haandteret sig med Guds børn, de hellige og tro-
ende, som forlode sig paa den levende Gud, -- hvorledes
han har slagtet og ødelagt dem. Saa skal vi nu efterse,
hvorledes Herren siger, han vil gjøre med dem, som for-
lader sig paa dyret og efterfølger det, men har forkastet
Herren. I den 2den salme 5 - 9 staar: Da skal han
tale til dem i sin vrede og forfærde dem i sin grumhed,
sigende: Jeg, jeg har dog salvet min konge over Zion,
mit hellige bjerg. Jeg vil fortælle om et beskikket raad:
Herren sagde til mig: Du er min søn, jeg fødte dig
idag. Begjær af mig, saa vil jeg give dig hedningerne
til arv og jordens ender til eiendom. Du skal sønder-
slaa dem med et jernspir; ligesom en pottemagers kar
skal du sønderbryde dem.
Nu kommer Herren, saa det skal rigtig faa føles
og erfares, at han lever og magter noget. I Esekiel
38, 19 - 23 staar: Thi jeg haver talet dette i min
nidkjærhed, i min grumheds ild, at paa den samme dag
skal visseligen være en stor bævelse i Israels land, og
fiske i havet skal bæve for mit ansigt, og fugle under
himmelen og vilde dyr paa marken, og alt krybende, det,
som kryber paa jorden, og jeg vil kalde et sværd over
ham paa alle mine bjerge, siger den Herre, Herre. Den
enes sværd skal være mod den andens, og jeg vil gaa
irette med ham med pestilense og med blod, og en over-
skyllende regn og hagelstene, ild og svovel vil jeg lade
regne over ham og over hans hære og over de mange
folk. Og jeg vil bevise mig selv hellig, og jeg vil blive
44
bekjendt for mange hedningers øine, og de skal fornemme
at jeg er Herren:
Ja er det ikke en glæde at se, at den Gud, vi tror
paa, er saa stor og mægtig en Gud!
I Sach. 14 - 12 - 13 staar: Og denne skal være
den plage, med hvilken Herren skal plage alle folkene,
som strider imod Jerusalem, at han lader enhvers kjød
forsvinde, medens han endnu staar paa sine fødder, og
enhvers øine skal forsvinde i deres huller, og enhvers
tunge skal forsvinde i deres mund. Og det skal sek paa
den samme dag, at Herrens store forstyrring skal være
iblandt dem, at de skal tage fast, hver paa sin næstes
haand, og den ene skal opløfte sin haand mod den an-
dens haand.
I Malakias 4, 1. staar: Thi dagen kommer, som
brænder som en ovn. Da skal alle hovmodige, og hver,
som gjør ugudelighed være halm, og den dag, den, som
kommer, skal optænde dem, sagde den Herre Zebaot, som
skal ikke lade dem rod eller gren. -- Dette er anført af
det gamle testamentes historiske profetier, om den maade
Herren vil gaa frem paa imod den, der taler bespotte-
lig mod den høieste og giver sig ud for at være Gud.
Nu faar vi efterse i det nye testamente, hvad der er
skrevet om dette samme:
I aabenb. 6, 15 - 17 staar: Og jordens konger
og store mænd og de rige og høvedsmænd over tusende
og de vældige og hver tjener og hver fri skjulte sig selv
i huler og klipper udi bjergene og sagde til bjergene og
klipperne: falder over os og skjuler os for hans ansigt
45
som sidder paa stolen og for lammets vrede; thi hans
vredes den store dag er kommen, og hvo kan bestaa?
Og i kap. 14, 19 - 20 staar: Og engelen lod sin sigd
gaa oveer jorden og høstede jordens vintræ og kastede det
i Guds vredes store persekar, og persekaret blev traadt
udenfor staden, og der gik blod udaf persekaret indtil
hestebidsler paa tusende og seks hundredes ageres længde.
Og i kap. 16, 18 - 21 staar: Og der skede røster og
tordener og lyn, og der skede et stort jordskjælv, saadant
som ikke er skeet fra den tid, at menneskene blev til paa
jorden, saadant jordskjælv saa stort. Og den store stad
blev til tre dele, og hedningernes stæder faldt ned, og
den store stad Babylon blev ihukommet for Gud, at han
vilde give den sin strenge vredes vins kalk. Og hver
ø flyede, og bjergene blev ikke fundne, og en stor hagl
som et centner svære faldt ned af himmelen paa menne-
skene. Og menneskene bespottede Gud for hagelens plage;
thi dens plage er meget stor.
Nu kommer Davids bøn og profeti til bønhørelse
i Salme 44, 23 - 27, hvor der staar: Men vi blive ihjel-
slagne for din skyld den ganske dag; vi er regnede som
slagtefaar. Vaagn op! Hvorfor vil du sove Herre!
Vaagn op! forkast ikke evindelig! Hvorfor vil du skjule
dit ansigt og glemme vor elendighed og vor trængsel.
Thi vor sjæl er nedbøiet i støv, vor bug hænger ved
jorden; gjør dig rede, du, som er vor hjælp og forløs
os for din miskundheds skyld. Nu er det over 1800
aar, som Herren har sovet og skjult sit ansigt, efter
disse Davids ord, og ladet Zion, sin kirke og menighed
46
stridt og kjæmpet med sig selv efter Herrens foreskrevne
regler, som anført er, samt iført Herrens rustning; og
den Helligaands skjulte bistand har altid været med dem
i kampen mod satan igjennem kjødet og verden. Men
siden Herren i Salme 2, 6. erklærer Zion at være hans
hellige bjerg og tillige, at han haver salvet sig en konge
over den (Zion), da kan det ikke synes at være forsnart,
om han nu vaagner op imod denne Guds bespotter, og
sender den salvede konge sit betrængte Zion til hjælp paa
den maade, som staar optegnet i aabenb. 19, 11 - 21:
Og jeg saa himmelen opladt, og se, en hvid hest, og den,
der sad paa den, kaldtes trofast og sandru, og den døm-
mer og strider med retfærdighed. Men hans øine var
som ildsluer, og der var mange kroner paa hans hoved.
Han havde et navn skrevet, hvilket ingen vidste uden han
selv. Og han var iført et klæde, som var dyppet i blod,
og hans navn kaldtes det Guds ord. Og de hære, som
er i himmelen fulgte ham paa hvide heste, klædte med
hvidt og rent kosteligt linklæde, og af hans mund udgik
et skarpt sværd, at han med det skulde slaa hedningerne,
og han skal regjere dem med et jernspir. Og han skal
træde Guds den almægtiges strængheds og vredes vins
persekar. Og han haver et navn skrevet paa klædebonnet
paa sin lænd: En kongernes konge og herrernes herre.
Og jeg saa en engel, som stod i solen, og han raabte
med stor røst og sagde til alle fugle, som flyver midt
under himmelen: Kommer og forsamles til den store
Guds nadvere at æde kongers kjød og øverste høveds-
mænds kjød og stærkes kjød og hesters kjød og deres
47
som sidde paa dem, og alle fries og trælles og smaa og
stores kjød. Og jeg saa dyret og kongerne paa jorden
og deres hære forsamlede at føre krig imod den, som
sad paa hesten og imod hans hær. Og dyret blev gre-
bet og med det den falske profet, som havde gjort de
tegn for det, med hvilke han havde forført dem, som
tog dyrets kjendemærke og dem, som tilbade dets billede,
-- de to blev kastede levende i ildsjøen, som brænder med
svovl. Og de andre blev slagne ihjel med hans sværd,
som sad paa hesten, hvilket udgik af hans mund, og alle
fugle blev mættede af deres kjød.
Nu, Gud være lovet, har vi ogsaa seet, og det
baade af det gamle og det nye testamente, hvorledes, og
paa hvilken maade Gud, naar tiden kommer, vil udrydde
og ødelægge sine og de helliges modstandere og fiender.
Men nu satan, hovedfienden, om hvem der kan siges, at
han næsten har gjort alt ondt og forført de andre, --
skal nu han slippe fri, som har nu holdt det i saa mange
aarhundreder at kjæmpe imod Zions sønner og døtre,
og som har givet dem saa mangt et smertefuldt hug, naar
de ikke stod paa vagt og var opmærksomme paa de før
omtalte regler, -- skal nu han fremdeles faa gaa som
frikar paa jorden og øve sin ondskab mod Herrens hellige?
O nei, Gud til evig tid være lov og tak! Se, hvad
der staar om ham i aabenb. 20, 1 - 3: Og jeg saa en
engel fare ned af himmelen, som havde afgrundens nøgle
og en stor lænke i sin haand, og han havde grebet fat
paa dragen, den gamle slange, som er djævelen og sata-
nas og bundet ham 1000 aar og kastet ham i afgrunden
48
og lukkede til og beseglede over ham. Se, om den gamle
slange har været "haale", "seige", og længe paaholdende
med sit fiendskab og bidt med sine tænder. Lad ham nu
med sit knuste hoved, sin tilintetgjorte magt vride sig i
afgrunden, -- han har vel fortjent det. Og nu skal
han ikke forføre hedningerne mere, indtil de 1000 aar
fuldendes; og efter dem bør det ham at blive løs en
liden tid. Nu havde satan og antikrist forgaaet sig saa
imod Gud og hans hellige, at det heder i v. 11 om
Kristi fremfærd, at han dømmer og strider med retfær-
dighed.
Nu, siden alle jordens konger og regjerende magter
er utryddede og tilintetgjorte, og satan er ogsaa forflyt-
tet fra jorden til afgrunden, og der saa vel forvaret, at
der baade er tillukket og forseglet over ham, hvorledes
bliver det da paa jorden? Skal den staa øde og tom
uden nogen regjerende indbyggere, eller skal dommedagen
komme? Ja her ved vi intet, og skal vi nu faa vide
noget om dette hemmelige, som kan være at lide paa,
da maa vi atter til bibelen, som ikke kan feile, fordi det
er Herrens ord, og hvori intet fattes, og se, hvad den
forteller os om denne ting.
Naar Daniel i kap. 7, 25. har talt om bespotteren
mod den høieste, og hvorledes han skulde ødelægge de
hellige af de høie himle, og naar den tid er forbi, som
ham er given at føre krig mod de hellige, -- saa siger
han i vers 26, at retten skal sættes, og man skal bort-
tage hans magt og fordærve ham indtil enden. Og da
siger han i v. 27, at derefter skal riget og magten og
49
rigernes storhed gives til et folk, som er de hellige af
de høie himle. Hans rige er et evigt rige, og alle
herredømmer skal ære og lyde ham. Hør nu hvad her
staar i v. 11-12, at baade bespottere og alle de øvrige
dyr, regenternes magt var borttagen, - saa staar der
i v. 13-14, at menneskenes søn, det er Jesus Kristus,
blev given magt og ære og rige, - at alle folk, almue
og tungemaal skulde ære ham. Hans herredømme er et
evigt herredømme, som ikke forgaar, og hans rige, som
ikke skal fordærves. Men, at dette rige, som Kristus
og de hellige skal regjere, endnu ikke er kommet, sees
klart af disse anførte vers, som siger med bestemthed,
at alle de verdslige og jordiske kongeriger skal afskaffes
og tilintetgjøres. Derefter skal dette Kristi kongerige
oprettes og befæstes. Dette rige bliver uden begræns-
ning; thi det skal strække sig saa vidt som jorden rækker
under al himmelen, Daniel 7, 27. Ja, men her kan
reise sig det spørgsmaal: Naar dyret har dræbt og øde-
lagt de hellige, før det blev kastet i ildsjøen, og Kristus
sagde, naar menneskenes søn kommer, mon han da skal
finde troen paa jorden? -- hvor vil han da faa folk
fra i sit store, vidt udstragte rige, og især hellige? Ja
her var vi atter i forlegenhed, dersom vi ikke havde bi-
belen at hente det fra; men, Gud være lovet, vi har
den, og der fattes ikke svar paa dette spørgsmaal heller,
haaber jeg. I aabenb. 14, 3 staar om en flok af
144,000, som var kjøbte af jorden. Disse var ifølge
kap. 7, 4 jøder, og de er udentvivl den kvinde, der blev
givet den store ørns vinger at fly hen i ørken, hvor den
50
var beredt et opholdssted borte fra slangens ansigt (kap.
12, 14).
I Esekiel 37, tales først om en saare meget stor
hær af Israels rige, som vil omvende sig til Kristum,
og saa tales der ogsaa om, at af Juda rige vil komme
en stor forsamling, og disse tilsammen vælger Kristus
til konge og hyrde over sig. O, ja, Gud til evig tid
være lovet for, at jøderne, Guds gamle pagts folk, er
nu vundet for Herren, -- som nu i over 1800 aar har
staaet i den stilling, at ikke har de forladt troen paa
Abrahams, Isaks og Jakobs Gud som deres Gud, og
at han er den eneste, sande Gud, himmelens og jordens
skaber, -- og gaaet over til udvortes og aabenbart af-
guderi som hedningerne, og ikke heller har de villet gaaet
over til de kristne, uagtet de tror paa den samme Gud,
som jøderne. Aarsagen er den, at den Mesias, som
Abrahams Gud har lovet og forjættet sit folk, tror de
kristne er Jesus Kristus af Nazareth; men jøderne vil
ikke tro, at han er den rette Messias, men venter frem-
deles paa dennes komme. De har staaet saa fast paa
sin gamle tro til sin Gud og paa den kommende Mes-
sias, saa djævelen med al sin bestræbelse ikke har for-
maaet at faa dem til at forlade sin Gud; men det har
vist sig, at har ikke satan faaet bevæget dem under deres
haarde og grufulde kaar at forlade sin Gud, -- saa har
han formaaet at holde dem i stivsindighed til ikke at
lade sig overbevise om, at den Jesus, som deres fædre
korsfæstede, var Guds søn og den sande Messias, ja
den profet, han ved Moses havde lovet, han af deres
51
brødre vilde opreise. Og aldenstund de ikke antager
Jesus og holder ham for at være den profet, Gud vilde
opreise i Moses sted, og hører og følger hans ord,
kommer de til at gaa i den samme jammer og elendig-
hed, adspredte til alle verdens kanter. Og imod Gud har
de været et saare gjenstridigt folk, som Heren nu
snart i 1900 aar har forgjæves anvendt paa som en
langmodig, naadig og kjærlig Gud baade sin tugtende
og refsende maade til overbevisning om deres afvigelse
fra Herren, 3 Mos. 26, 6, og tillige sin opholdende og
beskjærmende haand, at de ikke ganske er blevne tilintet-
gjorte og udryddede af jorden, hvor mange bestemmelser
der end har været taget af deres fiender derom. Dog
har Gud havt sin beskjærmende haand over dem til af-
værgelse for "levningen", som vi nu har seet, Herren
tilslut vil komme til at faa af Israel til en sand om-
vendelse og en levende tro paa den Herre Jesus. O,
hvor det er deiligt at se de sidste beretninger om jøderne
af profetierne. Naar vi ser, at fra Abraham til vore
dage er 3817 aar, og i alle disse aar har der været
kamp om dem mellem Gud og satan og -- med nogle
faa mellemled under den gamle pagt -- saa synes satan
til alle tider at have havt den stærkeste magt i dem,
især hvad troen paa Messias og deres gudsdyrkelse
angaar.
Af aabenb. 12, 7 fremgaar det, at satan under den
sidste antikrist fremtræder for Gud i himmelen med det
bestemte forlangende, at nu bør han efter sine egne ord
i 5 Mos. 18, 19 og Ap. gjern. 3, 23 tage sin beskjær-
52
mende haand fra Israel og lade dem udryddes fra fol-
ket, siden de ikke har villet høre den profet, han har
sendt til verden, nemlig Jesus. Men se, da er Mikael
med sine engle den, der staar for Israels børn, (Dan.
12, kap. 10, 13, 20) som deres skydsengel og for Guds
aasyn overtyder satan om, og bevisliggjør det med sine
engle, at han, satan, var den egentligste aarsag i deres
forhærdede trodsighed og vedvarende gjenstridighed. Og
da satan og hans engle ikke formaaede at forsvare sig, v.
8, da fik Gud ret til at støde satan fra sig med sin
idelige anklage over Israel, v. 8, og fratage ham mag-
ten at forføre dem mere. Og hør nu videre, hvad der
staar i v. 10: Nu er saliggjørelsen og magten og riget
bleven vor Guds, og myndigheden hans Kristi; thi vore
brødres anklager er nu nedkastet, som anklagede dem for
vor Gud dag og nat. Og nu staar der i v. 11: Og
de haver overvundet ham formedelst lammets blod og
deres vidnesbyrds ord, og de elskede ikke deres liv indtil
døden. Efter Esek. 37, 23 skal de herefter aldrig falde
i nogen synd mere; men Herren faar beholde dem i hel-
lighed og renhed, uden kamp med satan om dem indtil
dagenes ende.
Saa staar der i Esaias 2, 2 - 3: Og det skal ske
i de sidste dage, da skal Herrens huses bjerg være beredt
over paa bjergene og ophøies over høiene, og alle hed-
ninger skal løbe dertil, v. 3, og mange folk skal gaa og
sige: kommer og lader os gaa op til Herrens bjerg, til
Jakobs Guds hus, at han maa lære os om sine veie,
at vi maa vandre paa hans stier. Thi af Zion skal
53
udgaa en lov og Herrens ord af Jerusalem. Og i Sak.
8, 20 - 23 staar: Saa sagde den Herre Zebaot: det
skal endnu ske, at folk skal komme og mange stæders
indbyggere. Og den ene stads indbyggere skal gaa til
den anden og sige: Lader os jo gaa til at bede ydmyge-
ligen for Herrens ansigt og at følge den Herre Zebaot;
jeg vil gaa jeg ogsaa. Og mange folk skal komme og
mægtige hedninger til at søge den Herre Zebaot i Je-
rusalem og at bede ydmygeligen for Herrens ansigt.
Saa sagde den Herre Zebaot: Det skal ske i de samme
dage, at ti mænd af alle hedningers tungemaal skal tage
fat paa en jødisk mands flig sigende: Vi vil gaa med
der; thi vi har seet, at Gud er med eder. I Esaias
60, 5 staar: Naar mangfoldigheden hos havet omvendes
til dig, naar hedningernes magt kommer til dig. Disse
steder har forklaringen med sig selv, at de hører til den
kommende tid. Ligeledes staar der, at de, som bliver
tilovers af hedningerne nemlig under den store ødelæg-
gelse, som omtalt er, at de ikke omkommer i den, de,
staar der, vil forkaste sine sølvafguder og sine guldafgu-
der (Esaias 2, 20) og vende om til Herren. Af disse,
med flere steder, viser det sig, at Herren vil nok komme
til at faa folk den tid ogsaa. Ja, men det viser sig
dog, at det for en stor del er bare hedninger. Det bli-
ver maaske helst nogle dumhoveder, som ikke kan gjøres
saa meget af! Bibelen faar svare, som den pleier. I
Joel 3 taler Herren om, hvorledes han vil ødelægge
alle hedninger og omvende Jerusalems fængsel; og i den
samme forbindelse siger han, at han vil udgyde sin aand
54
over alt kjød, og eders sønner og eders døtre skal pro-
fetere, eders ældste skal drømme og eders unge
karle se syner; og end over tjenere og tjenestepiger vil
jeg i de samme dage udgyde min aand. Om denne
aandsudgydelse siger apostlerne, at de havde førstegrøden
af; men den fulde udstrækning og den bogstavelige op-
fyldelse hører til den kommende tid. Derfor staar der
om denne tid i Esaias 11, 9, at jorden er fuld af Her-
rens kundskab, ligesom vandet skjuler havets bund. Lige-
ledes staar der om denne tid i Jer. 31, 34: Og de
skal ikke lære ydermere nogen sin næste eller nogen sin
broder sigende: Kjender Herren! thi de skal alle kjende
mig baade deres smaa og deres store, siger Herren; thi
jeg vil forlade deres ondskab og ikke ydermere komme
deres synd ihu. Af disse steder vises det altsaa klart,
at Herrens kundskab vil paa den tid blive baade i høiere
grad og i langt større udstrækning end nogen tid fra
verdens begyndelse. Og da alle de verdslige riger er
tilintetgjorte, og Kristi rige bliver alene i verden, saa
ophører al krig og ufred. Derfor staar der om denne
tid i Esaias 2, 4: Og de skal sammenslaa deres sværd
til hakker og deres spyd til segle; et folk skal ikke op-
løfte sværd imod et andet, og de skal ikke ydermere lære
at føre krig, -- altsaa et meget roligt og fredeligt liv
vil denne tids mennesker komme til at nyde.
Nu endnu en tanke kan komme frem. Da Kristus
for over 1800 aar siden levede paa jorden i 33 aar,
da var han med sine forældre og sine disciple altid i
stor fattigdom, hvorledes mener du, han vil stelle det
55
for sine, naar han kommer igjen? Bibelen faar atter
til at fortælle for os ogsaa herom, og den er det, vi
har tiltro til, siger sandhed. Kristus siger i Math. 5,
5: Salige er de sagtmodige; thi de skal arve jorden.
Dette er anført af salme 36, 9, som lyder saa: De
ugudelige skal udryddes, men de, som bie efter Herren,
skal arve landet. Heraf sees, at de hellige skal virkeli-
gen eie det land, de har i besiddelse, og bo paa jorden.
Saa kommer det an paa aaringerne, hvorledes de vil
komme til at blive. Ja, det ser vi af Esek. 36, 29 - 30,
hvor der staar saaledes: Og jeg vil frelse eder af alle
eders urenheder, og jeg vil kalde paa kornet og formere
det og ikke sende hunger over eder. Og jeg vil formere
frugt paa træerne og grøde paa marken, paa det I skal
ikke ydermere tage imod hungerens forsmædelse. Og i
Esaias 30, 23 - 24 staar ogsaa om denne samme tid:
Da skal han give din sæd regn, hvormed du skal saa
jorden, og brød af jorden indkomme, og det skal være
fedt og saftigt; han skal føde dit fæ paa den samme
dag paa en bred eng. Og orene og folerne, som arbei-
der jorden, skal æde rent foder, som er kastet med skof-
len og med kjasteskovl. Og i v. 26 staar, at maanens
lys og solens lys skal være syvfold som syv dages lys,
paa den dag, da Herren skal forbinde sit folks brøst og
læge dets vunders saar.
Naar vi nu ser og hører al denne herlighed, som
det ser ud til, de hellige i det kommende tidsrum vil
komme til at nyde og erfare, -- og naar vi da tænker
paa vores tider, hvorledes vi maa leve i armod og
56
trængsel og i en idelig kamp mod djævelen, -- kan vi
da ikke fristes til misundelse over, at de skal faa det
saa meget bedre end vi, -- fri fra den syndige verdens
trængsel, fri fra satans heftige kampe, fri fra armod,
sorg og bedrøvelse m. m. Ja, dersom vi ikke havde
haab om at blive meddelagtige i samme frydens rige og
herlighed. Meddelagtige? Hvorledes kan vi blive deri
delagtige, naar det ikke skulde komme før vi var døde
og vort legeme fortæret i jorden? Det skader os intet,
men er snarere en fordel for os; thi er vi døde i en
saliggjørende tro paa den Herre Kristus, da skal vore
legemer opstaa af graven og blive lige Kristi forklarede
legeme i hans tilkommelse, 1 Kor. 15, 23. Og i Thes.
4, 15 staar: Thi dette siger vi eder ved Herrens ord,
at vi, som leve, som overblive til Herrens tilkommelse,
vi skal ikke forekomme de hensovede, v. 16, thi Herren
selv skal komme ned af himmelen med et anskrig, med
overengels røst og med Guds basune, og de døde i Kri-
stus skal opstaa først. Vers 17: Derefter skal vi, som
leve, som overblive, rykkes tilligemed dem hen i luften,
og saaledes skal vi altid være med Herren. -- Her kan
en eller anden ville sige: Staar ikke alle døde op paa
en gang, og er ikke det paa den endelige dommedag?
Nei, de dødes opstandelse er delt i to terminer. De,
som er døde i Herren, skal opstaa, naar Kristus kommer
til det tusenaarige rige for at regjere og bestyre det
med ham, og de øvrige skal opstaa efter det tusenaarige
rige paa den endelige dommedag.
I Esaias 26, 4 staar: De døde skal ikke leve
57
igjen; dødninger skal ikke opstaa, fordi du havde hjemsøgt
og ødelagt dem og fordærvet al deres ihukommelse.
Men nu kommer det 19de vers og siger til Herren:
Dine døde skal leve; tilligemed min døde krop skal de
opstaa. Nu istemmer han med det samme og siger:
vaager op og synger med fryd I, som bo i støv; thi
din dug er som dug over de grønne urter; men du skal
fælde kjæmperne til jorden.
Men det mest indlysende og klare i denne sag er i
aabenb. 20, 4: Og jeg saa deres sjæle, som var hals-
huggede for det Jesu vidnesbyrd og for det Guds ords
skyld, og de, som ikke havde tilbedet dyret, ei heller det
sammes billede, og ikke havde taget kjendemerket i deres
pande og paa deres haand, -- og de blev levende og
regjerede med Kristus 1000 aar. Men de andre døde
blev ikke levende igjen, indtil de 1000 aar fuldendtes.
Denne er den første opstandelse. Altsaa opstandne og
levendegjorte for at regjere med Kristus. Maa vi ikke
antage, at Kristus med nødvendighed har seet paa den
første opstandelse i Math. 19, 28, naar han siger til
apostlerne: Sandelig siger jeg eder, at I, som have
efterfulgt mig, udi gjenfødelsen, naar menneskenes søn
skal sidde paa sin helligheds stol, skal I ogsaa sidde paa
12 stole og dømme de 12 Israels stammer.
Her kan indvendes: Gjør dig ikke altfor snart fær-
dig med, at den første opstandelse er en legemlig levende-
gjørelse. Kan det ikke være bement opstandelsen fra syn-
den ved omvendelsen, som der staar: Stat op fra de
døde, at Kristus kan lyse for dig, -- maa ikke dette
58
med grund tænkes at være den første opstandelse? Jo,
det indrømmes; men denne er aandelig, og den, som har
en smule fornuft og eftertanke, maa dog kunne indse,
at de, som omtales i aabenb. 20, 4, maate have gjen-
nemgaaet den aandelige opstandelse, før de kunde lide
martyrdøden for sin kristendoms standhaftigheds skyld.
Nu har vi altsaa seet af Guds ord, at Kristi disciple
vil ikke komme til at leve et fattigt og foragteligt, men
et frydefuldt og herligt liv paa jorden. Hvorledes me-
ner du da, at deres konge, Kristus, vil komme til at
fremtræde, -- og da hele verden er vid og bestaar af
mange lande, og da hans rige og regimente skal blive
hernede paa jorden, -- i hvilket land og paa hvilket
sted vil da hans hovedsæde og residentssted blive? Bi-
belen maa endnu en gang frem og forkynde, om den
ogsaa ved noget om dette at sige os, og hvorledes det
skal lyde. Hvad Kristus angaar, naar han anden gang
vil komme synlig igjen, (Hbr. 9, 28, aabenb. 19, 11)
fra Guds det er faderens høire haand (salm. 110, 1)
da vil han af faderen være tillagt en tittel af kongernes
konge og herrernes herre, aabenb. 19, 16. Og det første,
han da vil gjøre, er, som foran er anført, at dræbe og
tilintetgjøre alle jordens herskende og regjerende magter,
som er Guds og hans kirkes fiender, -- derefter fange
og arrestere dragen, den gamle slange, som er djevelen
og satanas, forat binde og forvare ham i afgrunden.
Derefter, som vi ogsaa har set og hørt, forsamler han
sine hellige paa jorden for at være hans riges borgere,
og opvækker de troende af døde for at regjere og bestyre
59
riget med ham, kap. 20, 4. Derefter vil han sidde paa
sin herligheds stol, Math. 19, 28, og regjere paa den
maade, at han skal dømme Guds folk i retfærdighed,
salme 72, 2. Han skal skaffe de elendige iblandt folket
ret, han skal frelse den fattiges børn og sønderstøde vo-
ldsmanden v. 4, den retfærdige skal blomstre i hans dage,
og der skal være megen fred, indtil maanen er ikke mere,
v. 7, og i v. 8 staar: Og han skal regjere fra et hav
til et andet og fra floden indtil jordens ender. Og til
bevis paa, at dette rige ikke faar ende, saalænge jorden
staar, og at Kristi kongerige ikke ophører, -- staar der
i v. 5: De skal frygte dig, saalænge solen er til og
saalænge maanen varer, fra slægt til slægterne.
Landet kan ingen drage i tvivl, som har en smule
bibelkundskab, -- vil blive Jødeland. Og hovedsædet
for Kristi regimente vil blive den stad, som Paulus i
Hbr. 11, 10 siger, at Abraham i troen forventede, hvis
bygmester skal blive Gud. Og det bliver den stad, Jo-
hannes i aabenb. 21, 2 saa, for ned fra himmelen fra
Gud beredt som en brud mod sin brudgom. I v. 3
siges den at være Guds tabernakel, og at Gud vil bo
hos menneskene. Og om dette nye Jerusalem siges der
i Sak. 12, 6, at Jerusalem skal fremdeles blive paa sit
sted i Jerusalem. Altsaa, det nye Jerusalem vil blive
staaende paa det gamle Jerusalems grundvold og ruiner.
Nu er det det fredens og salige rige og regimente, som
kaldes det tusenaarige rige. Nu er det den sabatshvile,
der er tilbage for Guds folk, Hbr. 4, 9, hvor de skal
faa hvile fra det haarde og strænge kamparbeide mod
60
ondskabens aandelige hær under himmelen (Ef. 6, 12) og
ligeledes fra den fiendtlig fiende verdens fortrædelige
mennesker, der alle tider er og har været en pine, en
plage og en forargelse for de hellige. Nu har Guds
folk havt med disse slemme fiender at arbeide og kjæmpe
i over 1800 aar, intet under, om de nu føler sig trætte,
og at de, som har faaet kundskab om denne salige sab-
batshvile, anraaber Gud om, at den maatte snart komme.
Naar nu dette rige er oprettet, da vil Kristus komme
til at regjere i disse 1000 aar uden hinder og modstand
af djævelen. Men djævelen har aldrig nogen tid regje-
ret alene i verden, men har altid havt Gud og hans
hellige til sine modstandere. Ifølge Esaias 66, 18 - 20,
viser det, at i dette tidsrum vil de helliges tal forøges
derved, at der kommer flere og flere af hedningerne til
omvendelse; thi saa lyder disse vers: Og jeg ved deres
gjerninger og deres tanker; det skal komme, at jeg skal
sanke alle hedningerne og tungemaal, og de skal komme
og se min herlighed. Og jeg vil sætte tegn paa dem,
og jeg vil sende af de undkomne til hedningerne til Tar-
sus Pul og Lud, som spende bue, til Tubal og Javan,
til de langt fraliggende øer, de, som ikke har hørt noget
rygte om mig og ikke set min herlighed, og de skal kund-
gjøre min herlighed iblandt hedningerne. Og de skal
fremføre alle eders brødre fra alle hedningerne paa heste
og paa vogne og paa bedækkede vogne og paa muler og
paa dromedarer, -- Herren til et madoffer, til mit hel-
lige bjerg, til Jerusalem, siger Herren, ligesom Israels
børn førte madoffer i rene kar til Herrens hus. Men,
61
Gud være lovet, noget tab for Kristus paa sine hellige
sees ikke, vil komme til at ske; men at de helliges regje-
ring med Kristus vil vedblive uforandret, indtil den
endelige dommedag sees af Dan. 2, 44 og 7, 27; og
i Esaias 66, 22 er de helliges bestandighed betegnet
derved: thi ligesom de nye himle og den nye jord, som
jeg gjør, staar for mit ansigt, siger Herren, saa skal
eders sæd og eders navn staa for mig. Og i Esek. 37,
23 staar: De skal og ikke ydermere besmitte sig med
deres stygge afguder og med deres slemheder eller nogen
af deres overtrædelser; jeg vil frelse dem, af alle deres
boliger, som de have syndet udi, og vil rense dem, og de
skal være mit folk, og jeg, jeg vil være deres Gud.
Og den lille tid, som satan efter de 1000 aar skal slippe
løs af sit fængsel, da er det ikke forat han skal faa an-
ledning til at friste og forføre de troende, saa der skal
komme noget frafald fra kristendommen efter det tusen-
aarige rige før den endelige dommedag; men det er de
mennesker, som under denne gyldne tid og gode anledning
enda har negtet og imodstaaet den Helligaands gjer-
ning i sig og vedblivet at være hedninger. Disse er det
efter aabenb. 20, 7 - 9, som djævelen skal slippe løs
paa for at forføre dem til at vende sig med had og
fiendskab imod de hellige, som haver regjeret over dem
i dette tidsrum, men som de ikke har villet slutte bro-
derskab med; men fjernet sig længere og længere fra
efterhvert. Og for at Guds dom over dem kan vise
sig at være retfærdig, er det satan skal ophidse det onde
i dem til udbrud. De blev i deres hjerter mod de hel-
62
lige, og der heder det: Og naar de tusende aar er fuld-
endte, skal satan løses af sit fængsel, og han skal udgaa
at forføre hedningerne, som er i jordens fire hjørner,
den Gog og den Magog, at forsamle dem til strid, hvis
tal er som havets sand. Og de opstege paa det brede
af jorden og omringede de helliges leir og den elskede
stad og ild nedfaldt fra Gud i himmelen og fortærede
dem. Saa staar der i v. 10; Og djævelen, som dem
forførte, blev kastet i den ilds- og svovelsø, der, som
dyret og den falske profet var, og de skal pines dag og
nat i al evighed. Nu har verdensløbet naaet sin ende,
nu er tiden forbi. Fra det 11e til det 15de vers for-
tælles om den endelige doms afslutning, og hvorledes
himmelen og jorden flyede for dommerens ansigt, og der
blev ikke fundet sted for dem. Thi jorden var ikke be-
stemt til at være en evigheds bolig for menneskene, men
et midlertidigt bosted for at tage sin bestemmelse for
evighedslivet, som nu efter dommen ingen forandring vil
undergaa og aldrig faa en ende. Derfor er det, at men-
neskene her paa jorden lever tilsammen, onde og gode,
Guds børn og djævelens børn; men paa dommens dag
heder det til Guds børn: Kommer hid, I min faders
velsignede og arver det rige og den salighed, som eder
er beredt fra verdens grundvold blev lagt, altsaa et
rige, som er ældre end jorden og ikke, som en del tror,
først beredt efter denne jords tilintetgjørelse, og som de
tror skal bestaa af jordisk materie. Men til djævelens
børn lyder det: Gaa bort fra mig, I forbandede, i den
evige ild, som er beredt djævelen og hans engle. Der-
63
for ophører jorden og jordelivet baade for de onde og
gode. Ja, men staar her ikke i kap. 21, 1 om en ny
himmel og en ny jord, og at den første himmel og den
første jord forgik og havet er ikke mere? Er det ikke
ment naturlig og materiel himmel og jord og hav?
Lader os først undersøge aabenbaringens maade at tale
paa. Om himmelen og dens stjerner og jorden og dens
vintræ i kap. 1, 20 siges stjernerne at betegne menig-
hedenes engle, det er forstandere og tilsynsmænd. Him-
melen for disse stjerner er altsaa kirkens religion og
gudsdyrkelse, og derfor, naar der staar i kap. 12, 4, at
dragens stjert drog den trediepart af himmelens stjerner
og kastede dem til jorden, er at forstaa, at saa mange
af kirkens tilsynsmænd fik satan forføre til at fornegte
den rene og sande Kristi lære og henfalde til de paa
jorden herskende og regjerende magter. I kap. 14, 18 - 19
sees, at den verdslige regjering kaldes jorden, og de
høieste i regjeringen vintræ, med de ord: Slaa til med
din skarpe sigd og høst druerne af jordens vintræ; thi
dens druer er blevne modne. Og engelen lod sin sigd
gaa over jorden og høstede jordens vintræ og kastede det i
Guds vredes store persekar. Heraf sees, at jord og
vintræ er ikke ment det naturlige, især, da der ogsaa
staar i v. 20: og der gik blod af persekarret indtil
hestenes bidsler o.s.v. Nu forstaar jeg det saa, at det
21de og 22de kapitel er et særskildt syn om det tusen-
aarige riges indretning og regjeringsmaade. I Hag.
2, 6 staar: Endnu en gang, om en liden stund, saa vil
jeg bevæge himmelen og jorden, havet og det tørre, og
64
i v. 7 staar: Ja jeg vil bevæge alle hedningerne, og
alle hedningers længsel skal komme; og jeg vil fylde
dette hus med herlighed, siger den Herre Zebaot. Naar
altsaa Johannes siger, at han saa en ny himmel og en
ny jord, da vil det sige den slags himmel, som omtales
i kap. 12, 4, nemlig kirkehimmelen; og den slags jord,
som omtales i kap. 14, 18 - 19, nemlig den verdslige
regjering, og derfor kan forstaaes saa: Jeg saa en ny
religions gjennemførelse og en ny ydre regjeringsform.
Og at havet var ikke mere, er ifølge Dan. 7, 2 - 3,
da alle rigerne paa jorden var gaaet under og alle de
tilbageværende folk stod under Jesu regjering, var her
ikke mere noget folkehav, som det her Daniel omtaler,
hvoraf kongerne fremstod og fortrængte hverandre, altsaa
ingen anledning for nogen ny konge til at opstaa for at
fortrænge Kristus med sit rige; og derfor siges, havet
var ikke mere. Endvidere, hvorfor jeg tror, at disse
kapitler hører til i tiden og til det tusenaarige rige, er
for det første, fordi naar Esai kap. 60, 18 - 20 taler
om jødernes sidste omvendelse og herlige samfund med
Herren, da bruger han omtrent den samme ordform som
i kap. 21 og 22 i aabenbaringen. Disse vers lyder
saa: Der skal ikke ydermere høres vold i det land eller
ødelæggelse og forstyrring i dine landemærker; men du
skal kalde dine mure salighed og dine porte lov. Solen
skal ikke ydermere være dig til et lys om dagen, og
maanen skal ikke oplyse dig til et skin; men Herren skal
være dig til et evigt lys, og din Gud til herlighed.
Din sol skal ikke ydermere gaa ned, og din maane ikke
65
borttages; thi Herren skal være dig til evigt lys, og
dine sorrighedsdage er da fuldendte. I aabenb. 21, 23
staar: Og staden har ikke behov solen eller maanen, at
de skal skinne i den; thi Guds herlighed haver oplyst
den og lammet er dets lys.
I Sak. 14, 6 - 9 staar skrevet om den samme tid
og det samme folk saaledes: Og det skal ske paa den
samme dag, da skal intet lys være, hverken kosteligt eller
tykt; men der skal være en dag, den skal kjendes af
Herren; der skal ikke være dag og nat; thi det skal ske,
om aftentid skal der være lys. Og det skal ske paa
den samme dag, da skal levende vande udgaa af Jeru-
salem, halvdelen deraf til havet mod østen, og halvdelen
af dem til det yderste hav. De skal være baade om
sommeren og om vinteren, og Herren skal være konge
over al jorden. Paa den samme dag skal Herren være
en og hans navn et. For det andet, naar Esekiel taler
om jødernes sidste dage og om Jerusalems herlige ud-
smykkelse, da fortæller han i kap. 47 om en vandbæk,
som havde sit udspring fra Jerusalem, -- saa siger han
i v. 12: Og hos bækken, hos dens bredde, baade paa
denne og den anden side skal opvokse allehaande træer
til spise. Der skal ikke falde et blad af noget, og frug-
ten derpaa skal ikke faa ende; hvert skal bære første
frugt i sine maaneder; thi deres vande er udgangne af
helligdommen og frugten deraf skal være til spise, og
bladene deraf til lægedom. Nu staar i aabenb. 22, 1 -2
saaledes: Og han viste mig livsens vands rene flod,
skinnende som en krystal, som gik ud fra Guds stol og
66
lammets. Midt i dens gade og paa begge sider af flo-
den stod livsens træ, som bar tolv slags frugter, som
gav sin frugt efter enhver maaned, og bladene af træerne
tjente til hedningernes lægedom. Og i kap. 21, 4 staar:
Og hedningerne, som er af de frelste, skal omgaaes i
dens lys, og jordens konger føre deres ære og pris til
den. -- Naar jeg nu sammenligner profeternes anførte
beskrivelse med disse 21de og 22de kapitler i aabenbarin-
gen, da bliver det indlysende og overbevisende for mig,
at disse to kapitler er en særskilt aabenbarelse, som Jo-
hannes fik om det tusenaarige riges indretning og her-
lige regjeringsmaade før dommens dag, og ikke en be-
skrivelse af de saliges opholdssted i evigheden.
Til slutning et alvorsord til gamle og unge, tro-
ende og vantroende. Du gamle, kom ihu, at satan gaar
efter dig i hælene, hvor du gaar; thi han ved, at dine
dagers tal formindskes efterhvert, -- de, som du nu har at
leve paa jorden; og dit mod og din fyrighed til at synde
tager ogsaa af i visse ting, om ikke i alt; -- og at
Gud derfor, som vil ingen synders død, gjør fremdeles
sit naadesforsøg med dig, det ved han, og derfor bruger
han baade sin list og sin magt til fremdeles at bemæg-
tige sig baade dit hjerte og dine sandser, især syn og
hørelse, for at holde dem under beslag, og derved holde
hjertet og sanserne tillukkede for Herrens naades paa-
virkning til omvendelse. Men merk, du gamle, det staar
endnu i din magt og raadighed at løsrive dig fra satans
beslag, naar du vil forene din selvopofrelse, det er din
selvfornegtelse af dine gamle syndevaner og lidenskaber
67
med den af Gud dig tilbudte naade, og saa efter evne
gjøre brug af Guds ord og give nøie agt derpaa, da
kan du endnu blive omvendt, og himmelen staar da aaben
for dig, grundet paa forsoningens naade. Men vil du
fortsætte med dit liv i satans og syndens tjeneste, da
faar du finde dig i at modtage det, du har fortjent,
nemlig: Gaa bort fra mig, du forbandede til den evige
ild, som er beredt djævelen og hans engle. Far, du
gamle, ikke vild! Gud lader sig ikke spotte, thi hvad
et menneske saar, det skal han høste.
Og du unge! Min hjertens bøn er til dig: Læg
nu du mærke til den arrige satans hensigter med men-
neskene, som i dette lille skrift efter bibelen og kirke-
historien er fremstillet. Og vær nu ikke du saa daarlig,
at du i din ungdom giver dig i hans tjeneste, siden det
staar til din egen raadighed og frihed at tage tjeneste
hos Herren, om du vil, og lad dig nu ikke bedaare af
satan, din egen indbildning og verden, der vil forestille
dig til skræmsel, at Herren er en haard og ufordragelig
mand at tjene for. Og vid og forstaa, at saasnart du
lader dig skræmme fra at modtage de saakaldte fredspenge
af Herren, det er den Helligaand, for ikke saa snart at
binde og fæste dig i Herrens tjeneste, -- om du muli-
gens kan have de tanker, naar du bliver ældre, da skal
du give dig i hans tjeneste, -- saa tager satan med syn-
den og verden dig øieblikkelig uden modsigelse i sin tje-
neste uden at tinge med dig om lønnen. Thi det haver
sig saa, at saasnart du ikke vil gaa ind paa at tjene
Herren og høre ham til, da er du med nødvendighed
68
satans tjener, ved syndens og verdens magt, som er i
og over dig. Mærk endnu engang, du unge, naar du
først begynder at tjene satan, som sker derved, at du
lever i synden, og at det ikke er saa let gjort at slippe
løs igjen fra satan, naar man har begyndt at tjene ham,
er af den aarsag, fordi synden gjør mennesket blind og
lam. Tænk, hvilken jammer og elendighed! Blind
for ikke at kunne faa se den jammer og elendighed, som
følger paa satans tjeneste, og lam, saa at, om vi be-
gynder at blive kjede og misfornøiede med satans tje-
neste, saa formedelst den aandelige forlammelse ikke kan
løsrive sig fra satans fængslende baand. Og endelig
gjør synden sjælen tung som sten; derfor bliver det saa
besværligt at faa den opløftet til Herren. Og du, tro-
ende broder, kom du ihu, at dit personlige væsen er af-
malet i skriften som et skrøbeligt lerkar, der let kan
fordærves, og at du ved troen har et kosteligt liggendefæ
og klenodie i dette kar, som er syndernes forladelse, fred
med Gud, Kristi retfærdighed, den Helligaand med arve-
ret til Guds store og uendelige rigdomme. Men kom
ogsaa ihu, at du har en treenigheds fiende: djævelen
verden og dit eget kjød, som nat og dag "jæder" paa
leilighed til at faa forderve karret, saa skatten skal
blive spilt for dig. Hertil forsøges med klubber af synd
til at knuse karret med, og den kan bestaa af vrede, naar
du bliver forurettet, misundelse, naar det gaar andre
lykkeligere og bedre end dig, - hovmod, naar det gaar dig
godt i timelige eller aandelig henseende, saa du bliver
rost og ophøiet af andre, -- forarget naar dine velmente
69
og gode gjerninger ikke bliver paaskjønnede og talte vel
om, -- utaalmodighed, naar dig rammer modgang, --
forsagthed og vantro, naar du ikke kan se udkomme og
redning for øinene, -- med flere slags. Vaag derfor,
kjære broder, og læg ikke den foran beskrevne Guds
aandelige vaabenrustning fra dig dag eller nat; efterdi
satan søger saavel nat som dag at anfalde og forderve
dig. Og tænk ikke saa, at fordi du er en troende, da
faar ikke satan komme i nærheden af dig. Men trøst
dig med det, at naar du er iført vaabenrustningen og
staar satan imod fast i troen, da skal han fly fra dig.
Og du, kristne vantroende menneske, hvo kan nok-
som beklage dig! Du er den mest ynkværdige skabning,
som kan tænkes. Du siger og bekjender, at du tror paa
en levende og almægtig Gud, som straffer det onde og
belønner det gode, -- og du siger, at du tror, at her
er en himmel, hvori er fryd og glæde og megen herlig-
hed, og naar menneskene omvender sig til Gud, tror paa
Jesum og lever et gudfrygtigt liv, saa kommer de i
denne himmel. Du siger ogsaa, at du tror, at her er
et pinefuldt helvede, hvor de uomvendte, som lever et
syndigt liv og dør uden omvendelse, kommer; og at livet
efter døden tager ingen ende enten i himmerig eller i
helvede siger du, du tror. Men naar man tager hensyn
til dit liv, virke og hellige dage, hjemme og borte, da
prædiker det høit og tydeligt at du har ingen mening
med alt, hvad du siger, du tror. Thi hvor kunde du
føre et liv, som du fører, saa frit, saa aabenbart, saa
frækt og trodsigt imod Gud, som du gjør, dersom du
70
holdt ham virkelig for en Gud, der med almagt ifølge
hellighed og retfærdighed straffer det onde og belønner
det gode. Og dersom du holdt det for virkelig sandt,
at i himmelen er saa glædeligt og frydefuldt, og i hel-
vede er saa grufuldt, pinefuldt og uhyggeligt at være, --
hvor kunde du da med saa stor ligegyldighed, som du
gjør, foragte veien, som du ved fører til himmelen, og
gaa med saadan ro og fred og tryghed paa den vei,
som du ved fører til og ender i helvede. O, du vantro
sjæl, se Jesus staar for dit hjertes dør og banker; luk
op for ham og lad ham holde nadverd med dig, før du
lander i pølen! O, give, at Gud kunde faa forbarme
sig over os alle og vinde seier over satan i vore hjerter!
Amen.
--------------------
71
T i l l æ g
til det foranstaaende skrift.
Hvad kan forsikre os om, at den Kristus, som vi
fortrøster os til, er kvindens sæd, som skal sønderknuse
slangens hoved? Jo, fordi han kom ind ad døren i
faarestien (Joh. 10, 1) (den gamle naadeshusholdning),
og dørvogteren, den Helligaand fik anledning til at op-
lukke døren for ham, saa de daværende troende annam-
met ham med glæde og fortrøstning som deres hyrde.
Og hvad var døren for ham som hyrde til faarene?
1) Guds foregaaende udsagn om, af hvad slægt, af
hvem, paa hvilket sted og til hvilken tid han skulde
fødes. 2) Paa hvilken maade, han skulde gaa frem,
naar han var kommen til jorderiget.
Slægterne, som Gud havde fornemmelig angivet,
var: Abraham, Isak, Jakob og David med flere. Og
efter Luk. 3 var alle disse inde i Kristi slægtregister.
Af hvem skulde han fødes? Af en jomfru (Es. 7, 14),
det er en kvinde, der aldrig havde havt samleie med no-
gen mandsperson. Jomfruen blev Maria, og hun sagde
til engelen, som forkyndte hende om Jesu undfangelse i
hendes liv: "Hvorledes skal dette gaa til, efterdi jeg
kjender ikke mand" (Luk. 1, 34.) Stedet, hvor han
72 2
skulde fødes, var Bethlehem (Mik. 5, 1). Og der be-
fandtes Jesus at være født, da Herodes sendte de 3 vise
at undersøge derom. Tiden, naar han skulde fødes,
var, naar det kongelige spir veg fra Juda (1 Mos. 49,
10), og det skedde saa nøiagtig, at da jøderne for første
gang maatte erkjende romernes overmagt over sig ved at
lade sig godvillig indskrive i mandtal som skatteskyldige
tjenere, da blev tiden fuldkommet for Maria, at hun
skulde føde og fødte ham da, som sagt er, i Bethlehem.
Udenom disse anførte skriftsteder, som stadfæster
for os, at Jesus er den Kristus, som Gud havde lovet ver-
den, -- saa kom den Helligaand, der var dørvogteren,
for at udestænge alle falske Kristuser fra de troende;
da Kristus var 8 dage gammel og kom i templet for
at omskjæres som et andet barn, -- da kom han og
oprørte den gamle Simeon i Jerusalem, at han kom i
templet og tog barnet paa sine arme og sagde: "Herre,
nu lader du din tjener fare i fred, ligesom du har sagt,
thi mine øine har seet din frelsning, som du beredte
for alle folks aasyn, et lys til at oplyse hedningerne og
dit folk Israel til en herlighed (Luk. 2, 28 - 32). Lige-
ledes traadte profetinden Anna frem, prisede Herren og
talede om ham til alle, som forventede forløsning i Je-
rusalem (v. 38). Og da Jesus var 30 aar gammel og
lod sig døbe, kom atter den Helligaand, som var dørvog-
teren og gjennem Johannes den døber sagde om Jesus:
"Se det Guds lam, som bærer al verdens synder". Og
atter: "Han er den, som skal døbe eder med den Hellig-
aad og ild. Og ved Jesu daab aabnedes himmelen
73 3
og den Helligaand for ned i en dues skikkelse over ham
og en røst fra himmelen sagde: "Denne er min søn,
den elskelige, i hvilken jeg haver min velbehag, hører
ham". 2) Maaden, han skulde gaa frem paa, var efter
Es. 42, 2: "Han skal ikke raabe og ei opløfte røsten
og ikke lade høre sin røst paa gaden". Det er talt om
Jesu fremgangsmaade imod de aabenbart frække syndere
og sine fiender.
I Math. 12, 14 staar, at farisæerne gik ud og
holdt raad om ham, hvorledes de kunde omkomme ham:
og uagtet Jesus ingen overtrædelse havde gjort, hverken
mod farisæerne eller andre, saa mødte han dem ikke paa
den maade, at han vilde forsvare sig ved at trætte imod
dem; men han undveg kun (v. 15) for ifølge v. 19, at
Es. 42, 2 skulde fuldkommes. Ligeledes staar hans frem-
gangsmaade til bevis paa, at han var den forjættede
Messias, anført i Math. 11, 5 af Es. 35: "Blinde se,
halte gaa, spedalske renses og døve høre, døde staa op,
og evangeliet prædikes for de fattige". Dette var døren
for hyrden at komme ind til faarene ved, og faarene
blev meget glade; thi de havde i aartusender ventet og
længtet efter sin hyrdes komme. Ja, nu troede de, at
de havde manden, om hvem Moses taler (5 Mos. 18,
18 - 19). Herren eders Gud skal opreise dem en profet
midt udaf deres brødre, ligesom du er, og jeg vil lægge
mine ord i hans mund, og han skal tale til dem alt det,
som jeg vil befale ham. Og det skal ske, at den, som
ikke vil høre paa mine ord, som han skal tale i mit
navn, af ham skal jeg udkræve det. Nu saa faarene at
74 4
dens røst, de nu skulde lyde, var hyrdens, og derfor --
efter Joh. 10, 4 fik han drive faarene ud fra den for-
henværende faaresti, som var den gamle naadeshushold-
ning, og de fulgte ham efter ind i den nye naadeshus-
holdning, det er det nye testamentes pagt i hans blod,
der nu skulde blive og være faarestien for faarene; og
derfor heder det i v. 9 at "faarene finder føde" i ud-
gangen af den gamle faaresti og indgangen i den nye.
Siden her nu er over 1800 aar, siden hyrden var paa
jorden og stelte med sine faar, -- og da kaldtes 12 af
dem apostler, de øvrige disiple, som siden fik navnet
"kristne",(og disse var af jøderne), og da disse faar for
lang tid siden maa være bortdøde, saa kan der spørges:
Har den opstandne og til himmels farne hyrde endnu
faar paa jorden, som lever? Ja. I v. 16 staar: "Jeg
har endnu andre faar, som ikke er af denne sti (jøderne,
men af hedningerne); dem bør det mig og at føre did,
og de skulle høre min røst"; det er os hedninger, som
-- Gud til evig tid være lovet -- ogsaa hans hyrdes
kald naaede hid til. De, som er den himmelske hyrdes
faar, hvad heder de, og hvad merke er der paa dem?
De har 3 navne og heder: I sandhed omvendte,
levende troende og igjenfødte Guds børn. De
haver ogsaa et særskilt kjendemærke, saa djævelen og
verden ikke skal faa tage dem fra ham; og det er, siger
hyrden i v. 27: "Mine faar hører min røst og jeg
kjender dem og de følger mig"; og i v. 28 siger hyrden:
Og jeg giver dem et evigt liv, og de skal slet ikke
fortabes evindelig, og ingen skal rive dem af min haand.
75 5
Nu vi, som vil fortrøste os med, at vi er levende
faar, tør vi glæde os over disse 3 navne, som givne
og meddelte af hyrden selv; og kan vi trøste os med,
at hyrden finder sit merke i os, og naar er det? Jo,
det er, naar han fornemmer det i os, at den sterkeste,
stadigste og alvorligste lyst er at høre hyrdens røst til
undervisning og veiledning i aandelig og i timelig hen-
seende, saa at hans vilje er livets lov for os.
Har vi ikke disse 3 navne af den ægte art, og har
vi ikke dette merke, som hyrden siger, alle hans rette
faar skal være merkede med, da kjender han os ikke for
sine faar; thi da har satan og verden sit merke i os,
og vi hører da dem til. O, hvilken gru det vilde være,
om vi skulde, nogen af os, bedrage os med falske navne
og et falskt merke, og istedenfor at tages op med alle
sande troende i den himmelske hyrdes evige herlighed,
bortstødes med djevelen i det yderste mørke!
Og om nogen vilde spørge: Hvor skal jeg som et
Adams fra daaben affaldet barn kunne faa disse navne
og dette merke hos mig, da svares: Ved igjenfødelse af
Guds ord, som her skal meddeles en beskrivelse af.
Et stykke om igjenfødelsen.
Hvad er det, som kan og skal igjenfødes? Efter
Herrens ord er det mennesket, som var skabt af Herren
i hans billede, men som ved syndefaldet tabte dette og
fik igjen satans billede og derved blev skyldigt til at dø
døden, men som tillige blev opreist og gjenløst ved Kri-
76 6
stum og forhvervet en evig retfærdighed, fred med Gud
og den evige salighed.
Er igjenfødelsen nødvendig til at erholde denne
retfærdighed, fred og salighed?
Ja; thi Kristus siger: uden nogen bliver født paa
ny, kan han ikke se Guds rige.
Nu, da intet væsen kan danne og føde sig selv,
bliver her spørgsmaalene:
1) Af hvad art, væsen og beskaffenhed bestaar det, som
skal fødes?
2) Hvor foregaar denne fødsel?
3) Af hvem bevirkes den?
4) Ved hvilket middel bevirkes den?
5) Og paa hvilken maade gjennemføres denne fødsel?
Svar til første spørgsmaal:
Det, som skal fødes, bestaar af hellighed, retfær-
dighed og sandhedskjærlighed m. m.
Svar til andet spørgsmaal: Hvor foregaar denne
fødsel? I sjælens egenskaber hos et faldent, syndigt
menneske, naar det kommer til omvendelse.
Svar til tredie spørgsmaal: Af hvem bevirkes den?
Af den treenige Gud; men i særdeleshed tillægges det
den Helligaand.
Svar til fjerde spørgsmaal: Ved hvilke midler be-
virkes den? Ved Daaben og Guds ord.
Svar til femte spørgsmaal: Paa hvilken maade
gjennemføres igjenfødelsen? Her bliver forskjellige punk-
ter at overveie. Der som skal og kan ske fødsel, der
maa være et væsen, en sammensætning, der har faaet
77 7
liv og som nødvendigt en gang maa slippe ud af sin
indhyllelse og mørke for at se dagens lys, indaande
luftens element og tillige indtage næring til livets un-
derholdning af det slags, som naturen efter skaberens
forordning trænger, om ikke fosteret skal forgaa og blive
til intet igjen.
Fosteret, som i sin bestemte tid kræver fødsel, er
sammensat af to slags stoffe, som kaldes sæd, -- en
efter skaberordningen indbragt udenfra, og en i und-
fangelsesstedet værende, der forenes og sammenblandes
med den indbringende, og saa dannes til et foster, som i
sin tid maa fødes frem.
Hvad den aandelige fødsel eller igjenfødelsen anga-
ar, da er den for en del lighed og for en del ulighed med
den naturlige fødsel. Ligheden bestaar deri, at to slags
sæd maa faa sammenblandes og dannes til et væsen,
som, naar det har naaet sin storhed og styrke til ved
fødsel at forløses fra sit omringede mørkheds element,
bestaar af samme art, som det efter fødselen har, og da,
naar det er født, kaldes tildels aanden, tildels det
nye menneske, tildels Kristi billede o.s.v.
Uligheden bestaar derudi, at Gud ikke alene til-
lægges fadergjerningen, nemlig at frembringe sæd til
undfangelse; men i Joh. 1, 13, Jak. 1, 18 og 1 Joh.
3, 9 siges Gud at være den fødende -- altsaa tillægges
baade fader- og modergjerningen til fødselen. Dog und-
fanger han ikke i sig selv og føder ud ifra sig, saa bar-
net skilles fra ham, som en anden moder gjør, men undfan-
gelsen ved ordet sker, som ovenfor er sagt, i et syndigt
78 8
menneskes sjæls egenskaber, i hvilke Herren ved daaben
har nedlagt moderen, det er kraft og evne til at kunne
modtage ordets sæd for af det at lade sig forandre til
et nyt menneske, selv om det er faldent fra sin daabs
salige naadestand, naar det gjennem syn og hørelse ind-
bringes i sjælen. Der maa Gud være baade den, som
gjør, at undfangelse sker, og tillige ved sin understøt-
tende og opholdende naade gjør, at fosteret opholdes,
vokser og udvikles, til fødselstiden kommer.
Det, som undfanges og skal fødes, er ikke og kal-
des heller ikke en person, men et væsen, en art, et
billede med videre; men det skal fødes i en person,
og personen kalder man menneske og bestaar af det legeme,
Gud dannede af jorden, med syn, hørelse og andre lem-
mer, i forening med den sjæl eller aand, som Gud ind-
blæste i det, bestaaende af forstand, vilje, samvittighed
og de øvrige sjælens kræfter.
En tid, efterat mennesket var skabt, røvede satan
mennesket fra Herren derved, at han fik forført det til
ulydighed; og ved denne synd fik han fordærve hellighe-
den, retfærdigheden og den ydmyge sandhedskjærlighed
og i deres sted indplantede han vanhellighed, uretfærdig-
hed, hovmodighed og den syndige verdens kjærlighed.
Naar nu mennesket skal faa igjen det tabte Guds
billede, da maa det igjenfødes. -- Jeg sagde: der som
skal kunne ske fødsel, der maa have sket undfangelse
forud. Hvorledes sker denne undfangelse? Naar Gud har
taget mennesket i sin skole, og det lader sig forholde
Guds ord og derigjennum ser, hvad ende det tager, naar
79 9
det lader synden, verden og satan beherske sig, -- men
derimod, hvor lykkeligt og godt det er for det menneske,
som frygter Herren og lader sig styre og regjere af
ham, da faar Gud ved sin aand begynde at tænde i
ham lyst og længsel efter at blive omvendt til Gud og
overgaa fra mørket til lyset, fra satans magt til Gud.
Se, dette er begyndelsen til det aandelige foster, og det-
te er maaden, hvorpaa den aandelige undfangelse sker. Og
skal nu Gud faa nære dette foster i synderens hjerte,
saa det kan vokse og udvikles, saa tid og nødvendighed
for fødsel gjøres gjældende, -- se det beror paa synde-
rens egen fremfærd. Thi dersom synderen løsriver sig
fra Guds vilje og styrelse efter disse naadens paavirk-
ninger og vover sig ud i verdens og syndens tjeneste
igjen, og Guds ords betragtning og efterfølgelse sættes
tilside, -- da bliver der herved sat stengsel for livets
næring for dette foster, og det forkrøbles og borttørres
igjen. Men naar synderen derimod af den Helligaand lader
sig føre til selvfornegtelse af sine sanselige lyster
og begjærligheder og til at vedblive og fortsætte med
ordets randsagning, da faar den Helligaand gjøre dem
opmærksom paa: "Elsker ikke verden, ikke heller de ting,
som er i verden" o.s.v. Ligeledes: "Hvad samfund
kan lyset have med mørket eller Kristus med Belial?"
Ja, at "ingen kan tjene to Herrer" o.s.v. Nu ser
han, som salmeverset siger. "Du maa vrie dig og vende
her saalænge, som du vil, verdens lyst maa have ende,
ellers er Guds naade spilt." Under ovennævnte ransag-
ning og opmærksomhed har det undfangede foster faaet
80 10
god og kraftig næring og vokset hurtig. Nu trænges
og kræves fødsel. Paa hvilken maade sker nu den?
Jeg har sagt til første spørgsmaal, at det, som skal
fødes, bestaar af hellighed, retfærdighed og sandhedskj-
ærlighed, og som, naar det er født, kaldes aanden eller
det nye menneske, -- og til tredie spørgsmaal, at fø-
delsen bevirkes af den treenige Gud, og til andet spørgs-
maal, at den udføres i et menneskes sjæls egenskaber.
Nu er det ogsaa saa, at den aandelige fødsel frem-
bringes ved smertelige følelser, veer og jammer; men hver-
ken den, som føder, som er Gud, eller det, som fødes,
som er aanden, føler smerterne; men den, som føler disse
er personen, hos hvem fødselen foregaar. Saa længe
ikke en sand og virkelig igjenfødelse har fundet sted i et
menneske, som har benegtet for Gud sit daabsløfte med
sit syndige levnet, saa har synden herskemagten og satan
herredømmet, og det erklæres for en syndens tjener og
et djævelens barn.
Naar nu det aandelige foster, der bestaar af hel-
lighed, retfærdighed og sandhedskjærlighed, har naaet frem
til den storhed og styrke, at det aldrig giver sig til ro-
lighed under syndens herskende element, men uafbrudt
"spratler" og spender, som noget, der vil kvæles, saa
begynder en at tænke sig om, paa hvilken maade han
kan faa denne uro stillet. Saa flyr han i bøn til Gud
og til hans ord om raadføring. Og hvad sker da? Jo
da begynner ordet, især loven at overtyde ham om, at
han er en dødens mand, og det fordi, at salvelsens aand
oplyser ham om, at han har været en overtræder af alle
81 11
Herrens bud, fra det første til det sidste. Og loven
siger: Forbandet er hver den, som ikke fuldkommer
alle ordene i denne lov.
Nu kommer det frem i lyset, som har været gjort
i mørket, nu aabenbares de mange onde djævelske hjertes
raad, som nu og da har været pønset paa o.s.v.
Hvad virker dette hos synderen? Det virker veer,
smerte, angst og forskrækkelse. Naar Gud er den fø-
dende, hvorfor skal da synderen lide denne smerte? For
at det kan komme til at ske, hvad Brorson siger: "Ak
Guds alkjærligheds virkning, hvor stræbte den i at
plante det himmelske sind, medens at angestens følelser
dræbte, hvad ei i Kristi forening gaar ind".
Hvad føder denne syndige jammerfølelse af sig?
den føder frygt, tvivl og dom. Nu er frygten, tvivlen
og dommen den port, fosteret skal igjennem, og saalænge
synderen vedbliver at betragte loven og eftertænke sine
syndige bedrifter og handlemaader, bliver porten kun
trangere og trangere, og veerne og smerterne forøges
kun, og med fødselen ser det ganske haabløst ud; thi Gud
maa faa lyne og tordne af Sinai og føre synderen i
forskrækkelse og frygt, om han skal kunne faa anledning
til at borttage den søde smag hos synderen til synden
og fortære kjærligheden til den. Men naar det er sket,
og hjertet er knust af straffens hammer, og synderen
som person betragtet er død og gjort fra det gamle her-
skende syndeliv (Rom. 7, 10 - 13), da er barnet kommet
til fødselens sted. Nu er det paa tide, at Herren, som
den fødende, skaffer kraft, og det gjør han paa den
82 12
maade, at han gjør synderen opmærksom paa, at synden,
som her truer med evig fordømmelse, er selv fordømt i
Kristi legemskjød paa korset (Rom. 8,3), og at den
straf, som her truer saa haardelig, er ogsaa lagt paa
Kristus, "for at syndere skal nyde fred, og de har faaet
lægedom ved hans saar". "Thi saa høit elskede Gud
verden, at han gav sin søn den enbaarne, paa det at
hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men
have det evige liv".
Det er en troværdig tale, og aldeles værd at an-
namme, at Jesus Kristus er kommen til verden for syn-
dere at saliggjøre. Naar nu salvelsens aand har faaet
gjort synderens øine opmerksom paa disse sprogs ind-
hold, da virker det forandring i fødselsveerne, -- da
tændes haab om forløsning i fødselen, -- da begynder
en strævagtig kamp at trække paa fostret, og kampen er
haard, thi porten er saare trang, og den bestaar, som
ovenfor sagt, af frygt, tvivl og dom. Og vantroens
sener er slige, og det gaar ikke an, at de bare for-
tøies, men de maa ganske sønderslides, om fosteret
skal kunne forløses fra sin indhyllelse og mørke til den
evangeliske fulde frihed.
Naar nu tilegnelsen af evangeliets forkyndelse har
vundet seier over forsagelsen og fortvivlelsen for syndens
og lovens trudsel, saa synderen kan trøstig forlade sig
paa sin frelse og saliggjorte stilling, da er fødselen be-
virket af Gud formedelst troen.
Ved denne fødsel virkes den forandring i synderen,
at syndekjærligheden og syndeherredømmet ophører, og
83 13
det nye menneske, som nu er født, faar drage aande i
og næring af hellighedens, retfærdighedens og kjærlig-
hedens element, og triumferer over kjødet. Og da men-
nesket erklæres som person efter det, som har hersker-
magten i det, enten aanden eller kjødet, bliver det men-
neske, i hvilket denne fødsel er skeet, erklæret i Guds
dom for et Guds barn, ja det siger ogsaa om mennesket
som person, at det er igjenfødt.
Nu erklærer skriften, at det menneske, hvori er
skeet igjenfødelse, er to mennesker, et nyt og et gammelt,
en aand og et kjød, et Kristi billede og et satans billede,
Begge disse har liv, har kraft, har hver sin fordring
paa mennesket som person; f.eks.: de begjærer hver for
sig at faa øinene, ørene, hænderne og fødderne af lege-
met i sin tjeneste og tillige sjælens egenskaber, i hvilke
baade det nye og gamle menneske har sit hovedsagelige
opholdssted eller bolig. Nu bestaar det nye menneske,
som sagt, af hellighed, retfærdighed og sandhedskjærlig-
hed, som Gud af sin naade ved naademidlerne har faaet
oprettet i sjælsegenskaberne; men det gamle menneske
bestaar af det onde, syndige, djævelske væsen af enhver
art, som af djævelen ved syndefaldet er indplantet i
mennesket.
Af denne aarsag er det at Paulus i Rom. 12, 1,
skriver, naar han siger: "Derfor formaner jeg eder,
brødre, ved Guds barmhjertighed, at I fremstiller eders
legemer til at være et levende, helligt og Gud velbeha-
geligt offer" o.s.v. Og naar er legemet et Gud vel-
behageligt offer? Naar det forhindres i at være kjødet
84 14
til vilje, men derimod overtales til at bruges i aandens,
det er det nye menneskes, tjeneste. Heraf kan sees, at
Paulus ved ovenanførte formaning taler hverken til
aanden eller kjødet, men til det menneske, i hvilket de
har sin bolig. Det samme menes i kap. 6, 16: Vide
I ikke, at hvem I fremstille eder selv til tjenere til
lydighed, da er I dens tjenere, som I er lydige, enten
syndens (det gamle menneske) til døden eller lydighed til
retfærdighed (det nye menneske). Det samme mener og-
saa Peter, naar han i 1 Petr. 2, 11 siger: "I elske-
lige, jeg formaner eder som husfolk og udlændige, at I
holder eder fra kjødelige begjæringer, som strider imod
sjælen".
Her menes med sjælen aanden eller det nye men-
neske. Det kan med tilforladelig vished indsees, at
Jesus mener det samme, naar han i Math. 5, 24 - 30
siger: "Dersom dit øre eller din haand forarger dig,
da riv det ud eller kast den fra dig; -- meningen er og
maa være den: Det menneske, som har baade det gamle
og det nye mennneske i sig, naar det drages og lokkes af
sine syndige begjæringer (Jak. 1, 14) enten det er til
øiens lyst eller anden livets overdaadighed, da maa be-
gjæringerne fornegtes, om det skulde gjøre bitterlig ondt;
og gjøres ikke det, men legemets lemmer bruges til de
syndige begjæringers udøvelse, da forarges det men-
neske, hos hvem dette sker, det er, det forføres, forlok-
kes og vildledes fra det nye til det gamle menneskes ly-
dighed og tjeneste, og derved bliver det virkelige menn-
eske syndens tjener med sine lemmer og kommer herved under
85 15
forbandelsen igjen, og dermed gaar veien efter Demas
(2 Tim. 4, 10) og efter Hymeneus og Aleksander (1 Tim.
1, 19 -20) hvilke "kastede den gode samvittighed
fra sig og led skibbrud paa troen". Se og 2 Tim: 2,
17 - 18. Læs ogsaa med opmærksomhed 2 Petr. 2,
20 -22. Heraf kan sees muligheden for at Guds bil-
lede efter oprettelsen kan tabes igjen som det tabtes i
Pardis; og af ovenanførte skrivelse kan sees grunden
til de mange formaninger og advarsler i Guds ord om
flittig ransagning, aarvaagenhed og bøn, og at denne
advarsel ikke er stillet til aanden (det nye menneske),
men til mennesket, som har det gamle og det nye menneske
i sig, for ikke at forføres af satan, verden og det gamle
menneske til lydighed mod dem, men at bruge lemmerne
og sanserne i aandens tjeneste. Heraf kan ogsaa sees
nødvendigheden af at gaa varsomt frem i den daglige
fornyelse eller helliggjørelse.
Her vil jeg tilføie en maade, hvorpaa jeg frygter
at mange bedrager sig selv, idet de mener sig at være
omvendte og gjenfødte, og er det ikke. -- Denne maade
bestaar deri: Naar Herren har begyndt sit naades verk
til undfangelse, som foran er sagt og Herren med alvor
gaar paa synderen og forlanger af ham en ubetinget
lydighed, og at han skal give verden afkald, forsage syn-
den og fornegte satan al tjeneste --; der gives vistnok
dem, som Herren faar slaa fødderne under med en gang,
men dette hører mere til sjeldenhederne -- ellers begyn-
der en del syndere at sno og vride sig som en mak og
gjøre alle mulige indvendinger, og med det første begynde
86 16
at nummerere synden og opstille dem efter eget godt-
befindende i nummerrækken og sætter en stor, sort streg
under de første nummere og saa lysere og lysere streg
efterhvert; tilslut bliver de næsten hvide. -- Nu begyn-
der dette eller saadanne mennesker paa en hemmelig
maade at "akkordere" med Herren -- for eksempel som
saa: "Den grove, stygge, syndige verden vil jeg skille
mig fra, synderne med de store, sorte strege under vil
jeg forsage, og jeg vil langtifra ikke lyde djævelen i et
og alt; -- men at give afkald paa allehaande verdslige
fornøielser og ting, og saa derfor blive betragtet som
et skumpelskud af verdens mennesker, som jo bestaar af
flertallet, og som jeg vil komme til at færdes iblandt,
mens jeg lever paa jorden, -- nei det formaar jeg ikke".
(Ved verdslighed forstaaes allehaande ting, som de van-
tro, kjødeligsindede mennesker behages af og fornøier sig
i som sit livs element, men som paa en eller anden
maade er imod et eller flere af de 10 Guds bud, --
enten saa det bestaar i klædedragt til sig eller sines ud-
smykkelse til øiens lyst efter verdens forfængelige nymo-
dens smag -- eller i mad og drikke, naar ikke mennesket
lader sig nøie med kost, som er tilstrækkelig til legemets
sundhed og dets kræfters befordring, men ifølge kjødets
kræsenheds lyst og for at efterligne andre mennesker,
lever i fraadseri og drukkenskab eller i forfængeligt hus-
stel eller i gjæstebud, der er anrettet til syndens ud-
øvelse eller i egennyttig selvkjærlighed, hvorved næstens
nød og krav sættes tilside m. m.).
Af ovenstaaende verdslige ting med lignende bestaar
87 17
helst de synder, som har de lyse streger under, og disse
vil det menneske, som begynder at akkordere med Herren,
bestemt skal agtes ringe og tilladelige og ikke staa under
samme straf, som de store synder gjør. Ja det hænder
ikke sjelden, at der er de mennesker, som aldrig ransager
efter i Herrens ord om han vil og kan gaa ind paa
denne akkord, men de afslutter den egenmægtig med sig
selv, og saa slutter og indbilder de sig, at Herren skal
gaa ind herpaa, og saa begynder de at kjæmpe mod de
store og øiensynlige syndigheder og tillige at negte djæ-
velen lydighed i hans grovere forlangende. Og da dette
foretagende med verden, synden og satan ikke sjelden lyk-
kes temmelig godt, kommer de fordetmeste paa den tanke,
at nu er de allerede Guds børn, om de end ikke kan
gjøre rede for sin gjenfødelse. Og de før omtalte syn-
digheder, som skulde agtes smaa og ringe og ikke regnes
saa nøie med, er nu ikke engang syndigheder for dem,
men kun kjødelige friheder og uskyldige fornøielser. Ja,
men er de da derved virkelig Guds børn? Ak, desværre,
naar trøsten og tilliden, de gjør sig af seieren over den
"sorte verden", over de for dem store og aabenbare syn-
der og den grove satans tjeneste, og de mange syndig-
heder, de har gjort til kjødelige friheder og uskyldige
fornøielser, sættes til det af Gud forhen virkede i dem,
der i deres tanker skal udgjøre det nye mennneske, -- da
bliver det kun et misfoster, en vanskabning, som Gud
ikke paa nogen maade hverken vil eller kan vedkjende sig
som sit barn og arving, men hvis tilstand i Math. 12,
45 er skildret at være for Gud langt værre end da det
88 18
var et grovt syndigt menneske. Hos disse bliver Her-
rens gjerning for bestandigt tilintetgjort, hvis de ved-
bliver til enden i sin falske fortrøstning.
Skulde der nogen af denne skildring blive truffen
i sin falske igjenfødelse, saa, o barmhjertige fader, giv
da naade til, at en saadan ikke fremdeles skulle faa ro og
fred i sit bedragen men vaagne op til levende erkjen-
delse og gjennemføres en ret igjenfødelse til det egte
billedes oprettelse. Amen.
----------
Hertil skal ogsaa tilføies Herrens naadige og hem-
melighedsfulde førelse med forfatteren af denne bog,
baade gjennem gjenfødelsen og andre forskjellige lutrelser
fra Herren for at faa ham overført fra mørket til lyset,
fra satans magt til Gud. Og dette var begyndelsen
paa hans forekommende naades virkning, og den kan jeg
mindes, som det var skeet idag:
FORFATTERENS LEVNETSBESKRIVELSE
fortalt af ham selv.
Da jeg var 3 a 4 aar gammel, hændte det sig en
søndags aften, at to af mine ældste søskende læste i sin
børnelærdom og i den anledning kom til at tale om syn-
defaldet, og at faldet skedde derved, at djævelen forførte
Eva til at æde af det forbudne træs frugt. Dette
89 19
styrede Gud saa, at jeg hørte det, uagtet jeg stod fremme
i kakkelovnsgruen og grov i asken, saa kjolen var ganske
hvid til fødderne; thi jeg havde enda ikke faaet bukser.
Dette hørelsens ord virkede bitterhed og harme i mit
hjerte, fordi vi skulde blive skyldige til helvede for
deres skyld, og jeg blev mest vred paa djævelen, som var
den første aarsag til dette onde, som de sagde. Men saa
sagde de ogsaa, at dersom vi vilde omvende os, saa
kunde vi blive salige og undgaa helvede. Dette hørte
jeg ogsaa ved Guds forunderlige styrelse, og dette hø-
relsens ord havde ogsaa virkning i mit hjerte, og dets
virkning blev sorg og ængstelig bekymring, og hvorfor
det? Fordi jeg ikke kunde læse, og det forekom mig at
være umulig at blive omvendt, naar man ikke kunde
læse, og herover blev jeg saa hjertebedrøvet, at jeg bra-
st i en heftig graad, og græd saa længe og saa høit, at
mine foreldre, især min moder, og mine søskende blev
bekymrede og tænkte, at jeg havde enten brændt mig
ved den før omtalte graving i gruen eller havde faaet
en smertelig sygdom. De bar og kjærtegnede mig og
spurgte, hvad der fattedes mig; men min mund kunde
ikke forklare, hvad mit hjerte følte. Jeg vedblev kun
at græde, saalænge jeg orkede og vaagede. Den paa-
følgende morgen, da jeg vaagnede, var jeg i samme be-
kymring og sorg, fordi jeg ikke kunde læse og følgelig
ikke kunde blive omvendt. Beslutningen blev den: "Du
maa lære at læse saa snart som muligt". Jeg fik da
endelig fat paa en Abc-bog af en ældre broder og bad,
at de, som kunde læse, skulde "syne" mig bogstaverne;
90 20
dette gjorde de vel i begyndelsen, men da jeg blev saa
paaholdende med dem, blev de leie deraf; thi jeg gik
efter dem med bogen bestandig, græd og bad, at de skulde
"syne" mig; thi mit hjertes alvor var at komme snart
til at læse, da jeg i min barnlige enfoldighed havde ind-
bildt mig, at det at kunne læse, var den eneste betin-
gelse for at kunne blive omvendt, og omvendelsen, hørte
jeg, mine søskende sagde, var middelet til at undgaa hel-
vede og at komme i himmelen. O, hvilke ynkeligheder,
her kan ske i verden! Siden jeg blev saa vedholdende
og ivrig at ville læse bestandig, begyndtes der snart med
bøn, snart med lokken og truen, at jeg skulde holde op
med at læse; men da intet syntes at hjælpe, fik sinnet
herskemagten over viddet hos min moder, og hun tog
og slog mig saa haardt, at jeg ikke i mit liv blev saa
haardt straffet af hende for nogen ting; ogsaa gjemte
de bogen af for mig. O jammer, o ve! Jeg kan neppe
tænke paa dette uden at mit hjerte hemmelig græder.
Da jeg nu ikke mere fik læse og ikke hørte tale om
noget aandeligt, men snarere hørte banden, støi og elen-
dighed (thi uenighed og djævelens væsen herskede i høi
grad i mine forældres hus), da gik det med mig efter
ordsproget: "Barnet lærer i den skole det gaar i". Jeg
blev foreholdt og anvist lydighed og tjeneste mod djæ-
velen, og dette efterkom jeg i flere aar, saa jeg gjorde
hurtig djævelens gjerninger, og det indtil jeg blev 10
1/2 aar gammel. Da skulde jeg bort fra hjemmet om vint-
eren, og da kom jeg til en mand (Gud være lovet), der
ikke levde paa verdens almindelige vis og maade, men
91 21
kjæmpede mod mørkhedens væsen og øvede sig i guds-
frygt. Ved at se paa denne mand, hvorledes han vaan-
dede sig imod synden (som ikke lidet herskede i hans hus
af andre), og ved at se, hvor flittig han øvede sig i
Guds ord, fik den Helligaand igjen anledning til at
vække og virke sorg og bekymring i mit hjerte over min
elendighed og tillige fik virke lyst til Gusd ord, som
jeg endnu var næsten fremmed for. Den før omtalte
mand underviste mig lidt fra begyndelsen, saa jeg kom
til at lære lidt, og nu fik jeg saadan hjertelig lyst til
at læse, at jeg læste, saa meget det kunde lade sig gjøre,
og tillige fik jeg saadan sorg over min elendighed og
synd og saadan frygt for Guds domme over synden, at
jeg græd og jamrede mig for min Gud næsten bestandig,
naar jeg var alene, og tillige gjorde jeg Gud saa alvor-
lige løfter om ikke at synde mere og forpligtede mig
med mig selv at staa det onde imod; thi min aandelige
fordærvelse og egen afmagt var den gang skjult for mig;
dette bidrog til en stor elendighed hos mig, den nemlig,
at jeg begyndte at kjæmpe og arbeide mod syndens be-
gaaen og udbrud. At hjertet var syndigt, og at synden
i hjertet gjorde mig stinkende for Herren, se, dette var
skjulte ting for mig. Og derfor tænkte jeg kun: Naar
bare ikke synden fik regjere i mine legemlige lemmer,
saa var alt godt. Og da jeg i det ydre forandrede
meget og blev herre over de grove og for mig vitterlige
synder, blev jeg indviklet i et egenretfærdigheds garn,
hvori jeg laa og "spratlede" næsten 6 samfulde aar, saa
det var en Guds naade og underfuld gjerning, da jeg
92 22
slap ud derfra igjen. I disse 6 aar foregik der sig
mangt og meget med mig; thi de grove og mod Guds
bud aabenbare forbrydelser var forhadte hos mig selv,
og ikke heller kunde jeg taale og fordrage dem hos an-
dre, men enten maatte jeg gaa væk og forlade dem, jeg
var sammen med, naar de begik nogen saadan forbry-
delse, eller maatte jeg straffe dem og dette undertiden
med graad og alvor. Herfor blev jeg ofte overøst med
haan og bespottelse. og jeg blev kaldt snart "den hellige
Thorkel", snart skinhellig, snart den hellige "skindhid-
en" m.m. Dette fordøiede jeg ofte med taarer og tænkte,
jeg som en kristen maatte lide sligt med taalmodighed;
thi at jeg skulde være egenretfærdig og skinhellig, det
vilde jeg ikke tro om mig.
Imidlertid havde jeg en vedvarende kamp syn-
den, som jeg aldrig kunde overvinde, som jeg vilde. Af
den aarsag, da jeg skulde gaa til konfirmationen, glædede
jeg mig høiligen; thi efter min moders sigende til min
ældste broder, Ole, skulde han blive aldeles syndeløs
derved. Saa havde jeg sat mig paa den tanke, at det
ogsaa gjaldt for mig. Aftenen før jeg skulde konfirme-
res, gik jeg ind i en skov, saa ingen skulde se mig, lagde
mig paa mine knæ, græd og bad saa inderlig til Herren
om, at jeg aldrig mere maatte forføres til at besmitte
mig med synd. Men denne formodning om at blive
syndeløs, slog mig feil; jeg følte mig ikke renere bag-
efter end før.
I denne stilling "travlede" og levede jeg endnu i
3 samfulde aar, før den rette forandring til gjennem-
93 23
gribende og levende kristendom fandt sted hos mig, og
dette skede paa en maade, som hverken noget menneske
eller nogen djævel skulde kunne have tænkt sig. Thi hør,
hvor langmodig Gud kan holde paa med sin naade:
Det hændte sig nemlig, at der kom en kortspilstok
i min faders hus, og saa hændte det sig tillige, at der
kom en person fra nabogaarden for at faa laant kortene,
og da var hverken min fader eller min ældre broder
hjemme. Han vilde da bestemt at jeg skulde følge ham
med kortene til førnævnte gaard, der ligger 1/4 mil fra
Næsset; men dette vilde jeg slet ikke. Jeg forestillede
mig, at det var synd, især siden det var søndag. Saa
bad han min ældste søster og min moder, at de skulde
søge at formaa mig til at følge sig. Saa faldt de da
over mig baade med godt og ondt, -- ja saa godt som
truede mig til at følge ham. Det var mig saa imod,
at jeg gik grædende efter ham.
Da vi kom til næste gaard, da blev der fryd og
glæde over mig, fordi jeg fulgte med kortene. De var
ikke vante med at erfare saadant af mig. Saa begyndte
de at spille, men jeg tog mig en bog og begyndte at
læse. Da de havde holdt paa en stund, vilde de at jeg
skulde være med at spille, men jeg foregav, at jeg hver-
ken forstod mig paa kortene eller vilde være med dem.
Til sidst kom de paa, at der var en iblandt dem, som
kunde en maade at spille paa, som var saa udmærket
morsom, men som han ikke fik lære dem, fordi der fat-
tedes en mand paa tallet. Saa anfaldt de mig paa nyt,
at jeg ikke skulde være saa vrang. Jeg maatte sidde
94 24
med den, som skjønnede bedst paa kortene. Jeg kunde
dog sidde og holde dem; han skulde retlede dem for mig.
Saa fik de meg med at spille, og siden jeg først begyndte,
var jeg med ret længe.
Satan og hans redskaber faar ikke altid sine gjer-
ninger belønnede, som de mene; thi her -- uden at de
kunde have tænkt sig det -- fik den visdomsfulde og
almægtige Gud ved denne syndige handling anledning
til at gjennempuste min samvittighed med sin naades ild,
saa dette syndige kom ibrand og brændte saa heftig, at
følgende nat fik jeg ikke søvn paa mine øine, men hylede
og græd for mit hjertes urolighed og bad paa min maade
Gud saa hjertelig om forladelse og lovede, at jeg aldrig
mere saa skulde forsynde mig, naar jeg blot kunde faa
forladelse denne gang; thi jeg tænkte, at det var kun
dette, Gud var saa fortørnet for. Men jeg blev ikke
bønhørt, hvorfor Gud være lovet, men jo længere jeg
græd og bad, jo værre blev det; thi nu havde den al-
mægtige faaet bemægtige sig mit hjerte, saa det ikke
som før fik forlov paa en falsk og ugrundet maade at
stille sig tilfreds ved bøn og gode løfter.
Under denne syndige jammers følelse forekom det
mig: "Du har vist aldrig været nogen sand kristen; thi
du mangler en ret kristen erkjendelse, som bestaar deri,
at man føler og kjender sig for den største synder, og
det har du ikke nogen tid kjendt dig for. Nu ophørte
jeg med at jage og bede efter trøst; nu begyndte jeg
paa at ville se og kjende mig for en af de største syn-
dere; men det fik jeg ikke rigtig til. Snart var jeg saa
95 25
ung, at jeg ikke havde kunnet gjøre saa megen synd,
som de gamle syndere havde gjort, snart vidste jeg ikke
med mig selv, at jeg nogen tid havde gjort eller begaaet
nogen af de synder, som jeg da i min blindhed tænkte
var de største, saasom mord, hor, tyveri, mened m. fl.
Alligevel besluttede jeg: "Jeg skal som andre bekjende
mig for den største synder". Men atter kom den tanke
frem: Hvad hjælper det? mener du nogen kan hykle
for Vorherre? Han ser, hvad du holder dig for i dit
hjerte, og en hykler er for Herren en stor væmmelighed.
Saa vendte jeg mig i bøn til Herren og sagde: Du
naadige, almægtige Gud og fader, du ransage mig og
give mig naade til at kjende mig i min syndighed, som
jeg i virkeligheden er i mig selv! o.s.v. Thi jeg fik
den fortrøstning, at naar jeg fik se min syndighed, som
den i sig selv var, saa var Herren tilfreds og fordrede
ikke mere. Saa fortsatte jeg fremdeles med ransagnin-
gen at blive en stor synder og det baade med læsning
og eftertænksomhed af mit liv. Imidlertid læste jeg en
aften i det nye testamente og det med angestens graad.
Iblandt andet kom jeg over Math. 5, 28, hvori Jesus
siger: "Hver den som ser paa en kvinde for at begjære
hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte".
Her standsede jeg op og tænkte paa ordet "begjære"
hende. Dette ord "begjære" hende blev en nøgel for den
Helligaand til at oplukke baade lovens aandelige forstand
og mit forseglede hjerte.
O, Gud! Nu fik jeg synd nok! Da nu den Hel-
ligaand fik oplukke mit forseglede hjerte, gik det mig
96 26
som med hin Benjamin, da hans kornpose blev oplukket,
-- da fandtes der det, han ikke ventede, nemlig Josefs
bæger, hvorved han efter dommen skulde blive dødens
mand. Herover faldt han med forskrækkelse til jorden,
Saaledes gik det ogsaa med mig; da jeg fik se at den
skjulte begjærlighed regnedes for gjerningssynd, da
oprulledes for mit syn begjær-synden, lyst-synden,
avind- og misundelses-synden, hovmods- og
stoltheds-synden m. fl., og til slut kom det mig be-
stemt for, at jeg havde begaaet den synd, som er over
alle synder, og for hvem der ingen forladelse er, nemlig
synd mod den Helligaand. Nu blev min stilling saadan,
at de gamle, store syndere, som jeg ikke kunde faa mig
i lighed med før i syndestorhed, blev nu mod mig saa
smaa syndere, at jeg syntes, himmelen stod aaben for
dem istedenfor, at den var ganske tillukket for min synde-
storhed.
Nu kunde jeg ikke længere holde min graad og min
angst hemmelig som forhen; thi mit husfolk viste foragt
for min syndesorg og fiendskab for min megen læsning,
og derfor holdt jeg det skjult saa længe jeg formaaede,
men nu maatte jeg aabenbart frem med min elendigheds
erkjendelse, og nu reiste fiendskabet sig i formeligt ra-
seri mod mig, og naar jeg jamrede mig for synden spottede
de og sagde, at det kun var galnesdomme af mig.
Havde det da været en anden, men jeg, som intet ondt
havde gjort i alle mine levedage. Nu gik jeg et tids-
rum i denne indre og ydre jammerlige tilstand. Lidet
fik jeg sove og bange var jeg, om jeg skulde sovne;
97 27
thi da plagedes jeg med den frygt, at jeg vaagnede helst
i helvede. Og i min vaagne tilstand, enten jeg læste eller
ikke læste, saa var det efter fornemmelsen som der skulde
røres med en "tvore" i mit hjerte, saa sammenrørtes
alle ting. I denne forvirrede tilstand kom der en røst
i mit indre saalydende: "Du bliver fordømt og kommer
til helvede, om aldrig noget andet menneske kommer der,
du skal derfor fordrive den jammer du er kommen i;
du faar tidsnok pines, naar du kommer til helvede".
Maaden at fordrive denne jammer paa var, at jeg skulde
bande, tale stygt, synge horagtige viser og stygge "renne-
stev", som jeg kunde have hørt. Men den naadige og
almægtige Gud hindrede dettes iværksettelse, uagtet djæ-
velen fik mig saa langt, at jeg skulde gjøre prøve derpaa.
Denne naade faar jeg aldrig glemme, og den, haaber
jeg, skal bidrage til en evig lovsang.
Nu havde jeg imidlertid kundskab om, at der skulde
blive opbyggelse paa en gaard, som heder Skreaa, om-
trent 1 1/2 mil fra Næsset. Nu "aad" set sig ind i
min tanke, at det var nødvendigt for mig at komme der;
thi kunde der gives nogen frelse for mig, da vilde det
helst ske, naar jeg kom sammen med de oplyste troende,
som forstod sig paa maaden, hvorpaa Gud kunde være
syndere naadig. Men nu mødte den sorg: Da jeg ytrede
dette for mine forældre og bad om lov at reise derhen,
blev de vrede og sagde, at jeg var gal nok før, om jeg
ikke skulde komme der og blive enda "galnere".
Hvor skulde jeg nu hen? Nøden var stor, attraaen
blev sterk og modstanden ganske benegtende. Jeg gjorde
98 28
det forsøg: Jeg tænkte ved graad og bøn og ved ynk-
som forestilling at bevæge dem; men nei, -- de blev
haardere. Tilslut sagde jeg, at dersom jeg ikke fik lov,
saa var min syndenød saa stor, at jeg nødtes til at reise
alligevel. Men da for de op i saadan heftighed og
sagde, at dersom jeg vovede det, skulde de slaa mig helse-
løs og jage mig saa langt, at jeg ikke skulde se hjem
mere, naar jeg vilde vove slig trodsighed.
Nu sad jeg i kniben. For det første havde jeg det
4de bud, som fefaler lydighed mod forældrene, for det
andet viste jeg ikke, hvorledes jeg skulde slippe fra for-
ældrenes hænder. Men Herren vidste raad for slige
ting. Hvad det 4de bud angik, indskjød han disse sprog:
"Man bør adlyde Gud mere end mennesker", og: "Hvo
som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke
værd". Fra forældrenes hænder slap jeg paa den maade:
Jeg og min fader fulgtes ad rypeskov, men saa skulde
vi gaa hver paa sin kant. Saa gik far sin vei og jeg
min vei; men da vi var komne af syne for hverandre,
saa gik jeg hjem igjen, og da jeg kom hjem igjen, troede
min moder, at min fader havde lovet mig, uagtet jeg
hverken sagde ja eller nei, da hun spurgte mig, men
bare græd. Hun hjalp mig da at komme afsted saa
snart som muligt; thi jeg frygtede for at far kunde
komme, saa troede jeg, at jeg sad fast.
Nu var jeg sluppen afsted, før min fader kom hjem;
men min søster fortalte, at da han kom, og jeg var reist,
og min moder hørte, at jeg ikke havde faderens lov, da
fik satan ophidse dem til et saadant forskrækkeligt sinne,
99 29
at hun mente, at havde de faaet fat i mig, saa havde
de vist behandlet mig forskrækkeligt, og de satte sig for,
hvorledes de skulde behandle mig, naar jeg kom hjem
igjen. Men den almægtige Gud vidste ogsaa at dæmpe
den hede, som i sin tid skal høres.
Nu var tiden kommen for Herren til at meddele
min sjæl den forsikrede overbevisning, at mine synder,
saa anklagende og truende de end stod over mig med
helvedes grufulde fordømmelse, dog selv var fordømt og
tilintetgjort i den korsfæstedes kjød (Rom. 8, 3), og
at jeg af Gud var frikjendt fra synd, fra død, fra sa-
tan og hans rige, idet jeg ansaaes af Gud i Kristus
ligesom jeg aldrig havde syndet. Denne dag kan ikke
glemmes af mig, og jeg haaber, at frydefestens høitide-
lighed hos Guds engle i himmelen skal staa til en evig
amindelse (Luk. 15, 6-7, og 23,24) for mig som Kristi
tabte faars gjenfindelse og mig, den døde, forlorne søns
levendegjørelse. Min glæde randt op i mit hjerte lør-
dagsaften til søndag sexagesima 1843. Om englene holdt
sin frydefest samme dato, ved jeg ikke. O, lykkelige reise!
den glemmer jeg vist aldrig; thi reiste jeg med et hjerte
fuldt af helvedkval og svære angester, saa kom jeg hjem
med et hjerte fuldt af himmelfryd og aandelig glæde
(Rom. 14, 17).
Da jeg kom hjem igjen havde Heren paa en for-
underlig maade, som jeg ikke her vil fortælle, faaet bøiet
mine forældres hjerter, saa jeg ikke hørte et ondt ord
fra dem. Dog jeg ventede ikke andet, end at de havde
jaget mig paa døren saa snart jeg kom hjem, men glæ-
100 30
den var saa stor hos mig da, at jeg agtede ikke, hvor-
ledes de vilde have gjort med mig. Nu, da min him-
melske fader havde taget mod mig som sin forlorne søn
med saa stor glæde og fornøielse, (Luk. 15, 20 - 94),
da følte jeg ogsaa saa stor glæde og fryd i mit hjerte,
som jeg ikke kan udsige, men følte saa godt som intet
ondt i mit hjerte, da tænkte jeg med mig selv som en
uforsøgt og uerfaren i min kristendom: "Nu skal her
blive godt at leve her i verden!" Tilmed saa troede
jeg, at saa mange, som jeg fik fortælle, hvor godt det
var at være forligt med Herren, skulde blive omvendte.
Men desverre, dette slog mig feil. Jeg fik snart erfare,
at hverken var det onde saa rent borte, som jeg tænkte,
og ikke heller lod menneskene sig saa let bevæge som jeg
tænkte og troende, men heller det madsatte.
Det var ikke længe, denne fryd, fred og glæde va-
rede i mit hjerte før der begyndte at bevæge sig et og
andet af de levninger af satans billede og naturens for-
dærvelse, som var tilbage hos mig. Nu var satan ikke
længe borte og heller ikke forsømte denne anledning for
sig til mit hjertes bedrøvelse igjen; thi da der begyndte
adskilligt at anfægte mit aandelige liv, fryd og glæde f.
eks. adspredelse i tankerne, lunkenhed i bønnen, dovenskab
til Guds ords betragtning o.s.v., som jeg syntes; thi
i min første kristendom var mit hjerte saa brændende,
at jeg følte ikke andet end denne varme. Men nu, da
jeg følte de før omtalte ting, da benyttede satan sig af
min indbildning og derigjennem gjorde forestillinger, f.
eks.: "Hvad synes dig nu?" "Er du nu en kristen?"
101 31
"Er du nu hellig?" "Er du nu lig Guds hellighed,
som siger: Vorder hellig, ligesom jeg er hellig, siger
Herren?" Ja, han foreholdt mig, at det var med mig
som med menighedens engel i Efesus (Aab. 2, 4), at
jeg havde forladt den første kjærlighed. Da syntes jeg
min tilstand blev som brudens i høisangen: Min skikkelse
var nu sort, og mit hjertes bedrøvelse var overmaade
heftig, fordi jeg savnede min brudgom; thi jeg ledte efter
ham, men jeg fandt ham ikke; jeg kaldte paa ham, men
han svarede mig ikke, som jeg fornam, Høisang. 5, 6;
thi om dagene, naar jeg vilde læse, syntes jeg, at jeg
fik ingen kraft, ingen trøst, ja ingen føde af Guds ord
for min sjæl end mit legeme kunde og kan faa, naar
jeg tygger paa en tør "skjie".
Græd og bad jeg imod mine svære anfægtninger
og adspredende tanker, da hjalp det ikke, men kun for-
værredes. Og saasom jeg plagedes saa jammerlig om
nætterne med syndige og forskrækkelige drømme, -- læste
og bad jeg saa længe om aftenerne, naar jeg lagde mig,
om at blive bevaret derfra. Undertiden lagde jeg mig
paa mine bare knæ, græd og bad saa hjertelig om be-
frielse, om det kun var for en nat, saa jeg kunde faa
sove i fred, men jo længere jeg havde grædet og bedt,
jo syndigere og forskrækkeligere drømte jeg, saa det kunde
kjølne i mit blod fra hovedet til tæerne. I denne jam-
merlige stilling plagedes jeg i længere tid. Da jeg blandt
andet en nat syntes i drømme, at jeg grasserede paa en
forfærdelig maade med tyveri, hor, manddrab m. m.,
da kom satan -- forestillendes for mig i en fuldkommen
102 32
mandsskikkelse -- og begyndte at tale med mig paa føl-
gende maade: "Vil du endnu blive ved og tro, at du
er en kristen?" "Kan du ikke nu se, at det er idel selv-
bedrag og hykkelsk indbildning med dig?" "Dersom du
var et Guds barn, som du mener, tror du da, at han
lod dig plages saa ynkelig?" "Du har dog set i Guds
ord, hvor hjertelig Gud elsker sine børn, og hvor bered-
villig han er at bønhøre dem" o.s.v.
Da jeg nu vaagnede op af søvne, var jeg ikke alene
forskrækket, men næsten i en fortvivlet tilstand om min
salighed og Guds naade. Men Gud være lovet, sandt
er det, som poeten siger: "Naar nød er størst, kommer
hjælpen først".
Da klokken var 10 a 11 om formiddag den følgende
dag, tog jeg mig en bog for at forsøge at læse og lagde
mig ud paa marken, saasom det var sommerdag, og imid-
lertid faldt bogen op af sig selv, og idet jeg saa i den,
forekom der mig et spørgsmaal, som lød saaledes: "Er
det ikke tegn paa at være forskudt af Gud, naar han
tillader djævelen at plage os med onde og gudsbespotte-
lige tanker?" Svaret lød: Nei, thi satan indskyder sine
gloende pile alene mod dem, som har troens skjold. Saa
var og Paulus i Guds naade, endskjøndt han maatte
føle en satans engels næveslag i sit kjød, og naar disse
anfægtninger er imod den lidendes vilje, er det meget
mere et kjendetegn paa at de staa fast i Guds naade --
eftersom det er lutter frugter af den Helligaand, som
bor i dem -- end at det skulde gjøre dem tvivlagtige
om samme naade.
103 33
Den glæde mit hjerte herved bekom, kan jeg ikke
fortælle; thi som satan havde plaget mig med tvivlag-
tighed herfor, saa fik nu Gud besegle mit hjertes tillid
herved, at jeg var et Guds barn, og da tænkte jeg med
mig selv: "Har det sig saaledes, da skal jeg taale, at
satan "Brumler" i mit hjerte baade med drømme og med
tanker". Nu slap jeg satan, især til en tid; thi da
Gud fik vende det saa, at det blev en glædelig fortrøst-
ning i og til naaden, da var satan saa klog, at han ikke
vilde gjøre sig selv skade.
Jeg vil ogsaa ved denne anledning fortælle en
aandelig kamp og tildragelse, som skede med mig i aaret
1846, der skaffede mig tre paa hinanden ganske søvnløse
nætter. Ifølge den før beskrevne af Gud tilvendte trøst,
var mit hjerte en tid lang i en livagtig fornemmelse af
Herrens naade. Ja, Herrens naade blev nu saa stor,
at den bedækkede alle mine syndigheder baade i drømme,
i tanker, i gebærder og gjerninger. Men hvad skede?
Da jeg paa det livagtigste glædede mig i Jesu store,
velsignede naade, blev han gjort saa svag for mig, at
mit hjerte begyndte at skjælve og frygte for, om Jesu
Kristi forsoning var at lide paa imod Guds retfærdige
domme. Frygten reiste sig derifra, at Herren havde sagt
til Adam i Paradis: "Paa hvilken dag, du æder af
kundskabens træ, skal du dø". Dette, saa jeg, var ube-
tinget sagt til mennesket, -- ikke saa: "Paa hvilken
dag du æder, skal du eller en anden, hvem som vil, dø,
-- men ligefrem til Adam: du skal dø.
Jeg saa vel forjættelsen om kvindens sæd (1 Mos.
104 34
3, 15) og den anden artikels indhold om Kristi igjen-
løsning (som forhen havde været min glæde og trøst til
naade og syndernes forladelse); men nu kom det ord:
"Du skal dø" mig i veien. "Du", som skal dø, var
Adam, mennesket, den, som var død, som jeg havde trø-
stet mig ved, var Guds og Marias søn. Denne hellige,
rene og uskyldige Guds og Maria søn kunde ikke være
det samme for mig som den straf- og dødsskyldige Adam.
Tænkte jeg mig Kristus som den, der af kjærlighed og
medliddenhed til vor salighed og evige frelse har gaaet i
døden for os (eller mig), saa blev jeg enda ikke trøstig;
thi, tænkte jeg, hvorledes kunde det i sandruhed og ret-
færdighed fuldkomne væsen lade saadanne i høi grad
ulydige, strafskyldige og vanhellige kroppe som vi men-
nesker var og er, gaa fri, fordi en anden af kjærlighed
vilde lide for os? Nei, dette saa jeg overbevisende vilde
ikke hjælpe; thi sandruheden vilde se sig krænket og smit-
tet ved at lade det ord: "Du skal dø, gaa over paa en
uvedkommende og uskyldig, og som intet ondt havde gjort.
Derved vilde det ansees, at den ikke holdt sine ord i
fuldkommenhed. Retfærdigheden syntes jeg, vilde ikke
faa husvale sin straffende vrede efter retfærdighed ved
at udøse over en uskyldig, som i virkeligheden intet ondt
havde gjort, den straf, som udfordredes til at hevne for-
brydelsen.
Men, Herren til evig tid være lovet! da den gud-
frygtigheds hemmelighed blev mig aabenbaret, at Gud
er aabenbaret i kjød, er retfærdiggjort i aand o.s.v.
(1 Tim. 3,16) saa fik jeg se, at Kristi kjød ikke var
105 35
noget nyt, noget fremmed, noget uskyldigt kjød, men det
slags kjød, som var skabt i Paradis af en jordklump,
til hvilket der blev sagt: "Paa hvilken dag du æder af
kundskabens" skal du dø, -- som ogsaa aad og blev døds-
skyldig, -- ja et kjød af samme art, stof og beskaffenhed,
hvad sjæl og legem angaar, som mit kjød er. Men i
et og alt var hans kjød ikke ligt mit længere, end at
han var Adams, Abrahams, Isaks og Davids søn, da
han blev en kvindes søn og traadte ud af naturlinjen og
blev Gud og mand i en person, -- da blev hans kjød
af den Høiestes kraft renset baade fra arvesyndens smitte
og satans afskyelige billede og salvet med den Helligaand,
saa at hans kjød, da det fremkom i personlighed som
Guds søn, blev i visdom, retfærdighed og sandheds hel-
lighed som menneskenaturen var før syndefaldet, og heller
ingen overtrædelse gjorde, saa længe han vandrede paa
jorden. Men da jeg blev søn og et personligt væsen,
blev jeg undfangen i synd og født i misgjerning, ja
fremstod i satans billede og har dertil gjort synd alle
mine levedage. Her kommer uligheden mellem mig og
Kristus, og den er stor. Da jeg nu fik se, at Kristi
ubillige og uskyldige død skrev sig fra hans personlige
tilværelse som Gud og mand og ikke fra hans menneske-
lige naturs tilblivelse, men at hans menneskelige natur,
saa længe den var i forening med min natur og ikke
var bleven renset og forenet med den guddommelige, stod
under samme skyld, brøde og dom som min natur. Og
da jeg af den Helligaand fik kundskab om pagt-forenin-
gen mellem faderen og sønnen, som havde dette indhold:
106 36
"Dersom du vil gaa ned paa jorden og forene dig med
en Adams søn (Luk. 3, 38) i en person, da vil jeg rense
den fra synd og gjøre den hellig (Luk. 1, 35), saa du
ikke skal pines med syndesmitten og satans billede i den,
saa skal du understøtte og opholde menneskenaturen, som
du har forenet dig med; ja og at jeg kan samle sammen
og lægge paa dig alle Adams børns synder og overtræ-
delser (Es. 33, 5 - 6), nemlig saaledes, at syndestraffen,
som alle Adams børn pligter at lide, baade for hvad
de have arvet og hvad de have gjort, skal afkræves dig.
Og nu er ethvert Adams barns gjæld saa stor, at ikke
et eneste af dem kan betale for sig uden med en evig
pinefuld dødsstraf, og derfor vil det koste din manddom
en pine og straf, som intet menneske paa jorden paa
langt nær kan udstaa".
Sønnens vilje var ens med faderens; thi kjærlig-
heden drev dem dertil (Joh. 3, 16 - 17). Pagten blev
sluttet, gjælden blev krævet og er fuldstendig betalt for
alle og enhver.
Nu blev jeg løftet fra det ord: "Du skal dø", da
jeg fik Kristus ind i Adam som broder efter manddom-
men, og da kunde jeg se, hvad mening Rom. 6, 11 havde:
"Ligesaa slutter jeg, at I er selv døde for synden,
men levende for Gud i Kristus Jesus, vor Herre".
Nu blev denne kamp forbi og en anden fulgte straks
efter, som her skal optegnes.
Iblandt mange andre heftige og forskjellige stude-
ringskampe, kom jeg ogsaa paa en, der skaffede mig en
langvarig og vidtløftig ransagning forenet med alvorlige
107 37
bekymringer, og som bestod deri, at jeg nogen tid efter
min omvendelse kom til at betragte Rom. 3, 24 - 25,
der handler om, hvorledes Kristus er fremstillet til en
naadestol formedelst troen i hans blod. Og da jeg saa
at dette beroede paa lærdommen og den rette opfattelse
af den saliggjørende naades foranstaltninger, hvorved
Jesu forhvervede naade bliver enhver personlig til del og
lod, -- og da jeg saa, at der i Guds ord kun taltes
om en port til livet (Math. 7, 14), og en dør til him-
melen og en slags saliggjørende tro, -- da kom jeg til
at tænke paa de mange forskjellige læremaader og lære-
partier i vort land. Den tid kjende jeg ikke videre til
andre end haugianerne, lutheranerne, brødremenighederne
og kvækerne. Nu troede jeg, at saa mange, som skulde
blive salige, maatte være børn fødte af en fader, lem-
mer paa et legeme og grene paa et træ o.s.v. Saa
troede jeg tillige, at de maatte bestemt fordrage hver-
andre i kjærlighed og have aandens enighed og fredens
baand imellem sig selv indbyrdes, og dette fandt jeg ikke
hos ovennævnte partier, men at de flyede og skyede
hverandre som fiender og forførere; og af ovennævnte
grunde troede jeg bestemt, at kun et parti som parti,
ikke de enkelte lemmer i partiet, havde den saliggjørende
tro og lære iblandt sig, og da blev kunsten (vanskelig-
heden), hvorpaa jeg ubedragelig skulde kunne bedømme
dette for at vide, hvilket samfund jeg helst skulde slutte
mig til.
Jeg begyndte saaledes at tænke efter deres liv og
deres væsen, deres forhold og deres omgang med Guds
108 38
ord o.s.v., og under denne eftertænksomhed blev jeg
indhyllet i et saadant mørke, at jeg ikke vidste hverken
op eller ned, som det heder, og blandt andet kom det
mig for, at ingen af dem var saa langt fra det rette
som lutheranerne var. Nu blev jeg helt forbauset og
forskrækket. Skulde jeg nu have havt saa mange store
naadesvirkninger i min sjæl og glædet mig saa hjertelig
i opklarelsen af mange guddommelige sandheder, som jeg
syntes, og sluttet mig til et samfund og en lærebygning,
som til sin personlige saligheds annammelse ikke havde
fattet Kristum ret, paa den maade, hvorpaa han er frem-
sat til en naadestol formedelst troen i hans blod, -- da
saa jeg et Guds ord, at jeg enda kunde komme til hel-
vede, efterdi der staar i Math. 13, 47 - 50, at der er
saavel raadne som friske fiske indviklede i det aandelige
garn, men de raadne skal kastes i ildovnen som er hel-
vede. I kap. 7, 13 - 14 staar om den snævre port
(som er den saliggjørende og selvfornegtende lære), at
de er faa, som finder den; men den vide port (som er
den vrange lære) er der mange som gaar igjennem. Ja
i kap. 25, 10 - 12 ser vi, at Kristus ikke vilde tilstede
de daarlige jomfruer sit samfunds forening iblandt de
kloge her i naadetiden, endog de begjærede det, men blev
negtede, og han sluttede sig alene ind blandt de kloge.
Saa kan vi vide, naar vi slutter os til et samfund be-
staaende af daarlige jomfruer, saa er vi udenom Kristus,
og er vi udenom hans samfund her, saa bliver vi det
hisset.
Nu tænkte jeg: O Herre Gud, her er ikke godt at
109 39
give sig til ro med en indbildt mening, hvor det rette
samfund monne være. Men da jeg tænkte og troede,
at Guds ord var og er den rette prøvesten og dommer
over al lære og over alle lærere, da raabte jeg hjertelig
til min kjære Gud og himmelske fader og sagde: "Du,
som har sagt: beder, saa skal I faa" o.s.v. og: "alt,
hvad I beder om i mit navn, det skal gives eder"; ja
"hvo som kommer til mig, vil jeg ingenlunde støde bort!"
du aabne mine øine i sandhed, at jeg ved ordet kan
prøve, hvor den sande, saliggjørende lærdom og det rette
hellige samfund er, som jeg kan slutte mig til! Saa
gik jeg i en forestilling ud ifra alle samfund og tænkte
mig som den, der ikke havde bekjendt sig til noget af
dem før, for upartisk at kunne prøve dem. Saa fore-
stillede jeg mig dem som staaende ved siden af hverandre,
kvækerne for sig, brødremenigheden for sig, haugianerne
for sig og lutheranerne for sig. Saa spurgte jeg mig
selv: "Hvad skal jeg nu prøve dem efter?" Svaret
blev: bibelen. Hvorledes? Efter bibelen? tænkte jeg,
eftersom alle partier holder sig til bibelen og synes at
grunde sin lærdom i den, -- ja tillige synes at have
medynk og medlidenhed med hverandres feil, som de for-
staar det, og enhver for sig synes naturligvis at have
det retteste. Ja prøvelsens maade maate være den,
tænkte jeg: De, som havde alt Guds ord til grund for
sin tro og til regel for sit liv og ikke som djævelen kun
i stykkevis udvælger visse skriftsteder og tilsidesætter
andre, -- de maatte have det rette.
Nu tog jeg min bibel og begyndte med kvækerne
110 40
først. Her blev jeg snart færdig. Deres udvortes van-
del og indbyrdes forhold kunde ikke forblinde mine øine,
da de gaar saa grovt frem, at de forkaster de udvortes,
synlige af Kristus selv forordnede naademidler, nemlig
vanddaaben og nadverdens sakramente og tillige foragter
det gamle testamente som uevangelisk og ikke vil aner-
kjende bibelen for Guds ord, men kun for en hellig skrift.
Her saa jeg overbevisende ingen frelser, som boende og
regjerende var at finde.
Nu blev overgangen til brødremenighedens samfund.
Da jeg begyndte undersøgelsen med dem fandt jeg mig
særdeles oplivet, for det første af deres livagtige fore-
stilling om vor frelsers rige forsoning for synden og
hans kjærlighed til at lide for os. Men saa var der
især to punkter i deres lære, som stødte mig fra sig og
gjorde mig forskrækket, saa at tanken om at slutte mig
til dem ophørte. Det ene punktet var, at de forkastede
den moralske lov og vilde ikke have den hverken som et
dragende middel fra faderen til sønnen eller som en regel
og rettesnor i helliggjørelsen eller den daglige fornyelse.
Det andet punkt var, at alle sprog i den hellige skrift,
som taler om Guds kjærlighed til menneskene, anvendte
de paa sønnen, og de sprog, som taler om Guds retfær-
dighed og brændende vrede mod synderne for syndens
skyld, anvendte de paa faderen og gjorde saaledes forskjel
paa faderen og sønnen imod Kristi ord, som siger: "Jeg
og faderen, vi er et" (Joh. 14, 9 - 10).
Da jeg nu var færdig med disse, kom jeg hen til
haugianerne. Da jeg nu med min bibel under suk og
111 41
bøn om aandens veiledning begyndte at ransage efter
deres lære, tro og liv, da fandt jeg hos dem, at de
havde alle naademidlerne hos sig og ikke som de før-
nævnte forkastede hverken det ene eller det andet af dem.
Jeg syntes ogsaa ifra det første, at disse var i besid-
delse af ydmyghed og et kjærligt væsen, og jeg tænkte
til en tid: "Maaske disse er de rette". Men ved nøiere
undersøgelse og erfaring fandt jeg det hos dem af sam-
fundet, som jeg blev bekjendt med, som stødte mig fra
dem. Det ene var, at deres ydmyghed befandt jeg at
være en indbildt, selvgjort og hykkelsk ydmyghed, der
fornemmelig bestod i hovedhængen, sært maal, og det
fornemmelig til visse tider og iblandt sine venner, og
er saaledes kun udvortes; men i hjertet, som lagdes for
dagen ved deres bekjendelse og tale, befandtes en for-
bandelsesværdig aands stolthed; thi de lærte, at vi har
mere aandelig kraft, end tilfældet er. De vil ikke an-
tage sandheden af, hvad Herrens ord siger: "Der er
ingen, som gjør godt, der er ingen, som spørger efter
Gud, alle er afvegne, deres strube er en aaben grav,
med deres tunge besvige de, der er øglers forgift under
læbene o.s.v. (Rom. 3, 12 - 14). De lagde ikke mærke
til, at naar Herren siger: "Jeg lægger for dig idag
velsignelsen og forbandelsen, livet og døden, -- udvælg
nu, hvad du vil", -- at han da taler til mennesker, som
han ved sin fuldkommende naade har istandsat til at
kunne gjøre valg. Og deri erfor jeg ogsaa en feil hos
de talere, som jeg hørte i deres forsamlinger, at de for-
manede de uomvendte til bøn, strid og aarvaagenhed
112 42
m. m., som alene kan gjøres af de omvendte og troende.
Ligeledes stødte det mig bort, at jeg erfor, at de havde
ingen skillelig kundskab mellom omvendelsen og troen, ret-
færdiggjørelsen og helliggjørelsen, men snart satte troen
med dens frugter før omvendelsen, snart helliggjørelsen
før retfærdiggjørelsen og saaledes ikke fremlagde nogen
regelret orden for dem, de skulde og vilde undervise.
Imod det 8de bud: Du skal tage alting op i den
bedste mening (forstaa, der, hvor vi ikke har faaet over-
bevisning, men maa gjøre os meninger) -- fandt jeg en
partiskheds aand hos dem, jeg var i berørelse med, der
ikke lignede Gud som er upartisk. Thi mellem Knud
Spødervold og Hans N. Hauge gik de saaledes frem:
Naar Hauge havde skrevet det, om det er saa grov en
vildfarelse, som i hans katechismebogs 2den artikel, hvori
han siger, at det apostoliske symbol er galt, og at der
ikke bør staa: Kristus blev død og begraven, nedfor til
helvede; thi siger han, da Kristus døde, sagde han: "Fa-
der, i dine hænder befaler jeg min Aand". Det var jo
ikke at fare ned til helvede. Men saa bør artikkelen
læses, siger han: "Kristus blev pint under Pontius Pi-
latus, nedfor til helvede førend han døde". Dette
kunde de dække med kjærlighedens kaabe og holde ham
det tilgode med den undskyldning, at han var ustuderet
og en lægmand, han havde ikke ment, som han havde
skrevet; men han forstod sig ikke paa at skrive bedre.
Men naar Knud Spødervold havde skrevet det, om det
var ting, som de ikke kunde negte var stemmende med
skriftens ord, saa skulde han af en ondskabsfuld aand
113 43
have ment det galt. Det kjølnede i mit blod, da jeg
erfor dette hos dem. Ligeledes stødte det mig, at naar
der var nogen, som bekjendte sig til Kristum, men som
de merkede ikke vilde bekjende sig for en haugianer og
dele anskuelse med dem om Knud Spødervold og Hauges
skrifter, endskjønt de ingen vildfarelse kunde overbevise
ham om, enten af skriften selv eller af vore autoriserede
symbolske bøger, i hans lære, tro og liv, -- saa dog
lig satans aand, fuld af avind og misundelse, udtolkede
hans væsen og religion saa djævelsk og forførisk, at han
hverken burde søges, høres eller "hyses".
Nu fik jeg erfare, at de ikke havde den ydmyghed,
der er grundet i kjærlighed til at fordrage hverandre
(Es. 4, 2) og skjule syndernes mangfoldighed. Nu blev
jeg helt mismodig, da jeg ogsaa maatte forlade disse;
thi nu vidste jeg ingen anden at forsøge end lutheranerne,
og dem havde jeg som før omtalt, faaet mistanke til,
og derfor begyndte jeg med skjælven og frygt med un-
dersøgelsen og begyndte først med livet hos dem; thi
frygtagtigheden havde vist sig mest derfra. Her forekom
mig vel mangt, som var "ulageligt" fra det første; men
da jeg fik naade til at skille hyklerne og mundbekjenderne
fra de ægte og sande lemmer, da lysnede det for mig;
thi fandt jeg end ikke deres gjerninger og levnet fuld-
kommen udført efter Herrens ord, saa fandt jeg deres
erkjendelse og tilstaaelse om manglerne og ufuldkommen-
hederne, saa blev jeg tilfredsstillet, saasom det lignede
den apostoliske bekjendelse i Rom. 7, 19 - 23, paa hvis
grundvold vi skal være opbyggede. Nu blev jeg glad,
114 44
da jeg fandt i erkjendelsen det, som fattedes i gjernin-
gen og tillige et helligt forsæt i at forbedre sit levnet.
Nu blev det at undersøge om lærens renhed.
For at undersøge denne gjennemgik jeg i korthed efter-
følgende punkter efter min bibel:
1. Om Gud lærte de -- i overensstemmelse med
min bibel --, at han er et treenigt væsen, god i sig
selv, og at alle hans gjerninger er rette og gode.
2. Om os mennesker fandt jeg, at deres lære
var saa -- hvad der stemte med min bibel -- at vi
var skabte af Gud selvstændige, selvraadige, ja gjennem-
trængte af Guds billede og kunde og vilde elske,
frygte og tjene Gud i fuldkommenhed og levde i et
frydefuldt Paradis, men ved djevelens avind og mis-
undelse over denne lyksalighed blev forførte til affald
og ulydighed mod Gud og undergik den forandring, at
det (mennesket) blev dødt og kraftesløst til alt aandeligt
godt, men derimod levende tilbøieligt og kraftigt til alt
det, som hører satan til efter hans viljes udførelse, ja
bekom en gjenstridig selvraadighed til at fremgaa i sa-
tans tjeneste -- med korte ord: ligesom gjennemtrængte
af satans billede som forhen af Guds billede og i denne
tilstand laa under Guds uigjenkaldelige dom: "Du skal
dø døden".
3. Under denne menneskenes ulyksalige tilstand læ-
rte de -- stemmende med min bibel, -- at godhedens væsen
selv prisede sin egen kjærlighed, idet "Ordet blev kjød"
(Joh. 1, 14), det er: paatog sig vor straf og dødsskyl-
dige natur -- dog ved undfangelsen udrenset fra synden
115 45
-- og i denne paatagne natur ikke afkortede eller til-
bagekaldte dommen: "Du skal dø døden", men i min og
alles natur og sted udstod straffen og tilintetgjorde dø-
den, idet han opslugte den i seier og saaledes var Gud
i Kristus (Kristi menneskelige natur) og forligte verden
med sig selv. O, hvor stor er denne de gudfrygtiges
hemmelighed, at Gud er aabenbaret i kjød, hvilken hem-
melighed englene begjære at kige ind i. O, hvor vil
Jehovas lovsang i al evighed komme til at lyde for
denne naade og kjærlighed! Ja give Gud, at vi alt
mere og mere kunde gjennemskue denne hemmelighed for
at opglødes i gjenkjærlighed til dig igjen, o Herre!
4. Maaden, hvorpaa man kunde blive delagtiggjort
i denne velsignede igjenløsning, og satans billedes udryd-
delse og Guds billedes oprettelse igjen, lærte de, som
jeg ogsaa fandt stemmende med min bibel, -- var, at
Gud ved den forekommende naade kaldte paa synderen
til opvækkelse af sin aandelige søvn og død, snart ved
ordet, snart ved aandens virkning i hjertet, snart ved
hans tjeners formaninger og advarsler, snart ved lidel-
ser, velgjerninger og andres eksempler.
5. Naar synderen har ladet sig kalde og forsamle
ind under de rette randsagningsmaader, da lærte de, at
oplysningen foregik saaledes: Synderen lærte først, og
det fornemmelig af loven, at kjende ikke alene sin udyg-
tighed til det gode, men tillige en tilbøielighed til det
onde, ja tillige en erfaren fornemmelse af sin hadefulde
og fiendtlige art i hjertet mod Herren. Denne fornem-
melse er det, som tilintetgjør al egenretfærdighed og alle
116 46
høie tanker om at forsone eller formilde Gud ved nogen-
somhelst gjerning, men derimod tilegner sig som retfær-
digt helvedes evige fordømmelse og tænker i sit hjerte,
at dette maa være hans lod. Dette er at dødes af
budet og nedføres til helvede; saasom den legemlige døde
ikke kan formaa sig eller virke noget fra sig, saa den
aandelige dødgjorte ikke heller. Her maa Herren selv
komme med sit saliggjørende evangelium og gjøre levende
og føre op igjen. Naar nu den Helligaand ved evan-
gelium faar aabne den dødgjorte synders øine, at hen-
sigten ikke, som han frygtede, var at støde ham til hel-
vede, men at fri ham fra syndens og dødens magt og
helvedes fordømmelse og meddele ham sin naade for Kristi
skyld. Da faar han opvække og skabe en længsel og
attraa i viljen, som forhen har været fiendtlig og hade-
fuld, ja flyet for Herren. Denne længsel strækker sig
i hunger og tørst efter at faa fat paa den naade, som
synet har faaet i sigte. Denne længsel er levende, og,
saasom den er levende, saa er den virkende, og dens
virksomhed bestaar deri, at den strækker sig alt nærmere
og nærmere maalet, som er naaden i Kristus, indtil
den endelig omsider ved den Helligaands kraft igjennem
evangelium ved troen faar tilegnet sig denne naade som
gjældende for sig i liv og død, ja i evighed. Denne
tro renser hjertet fra synden, saasom den har Kristi blod
i seg. Denne tro virker had til synden, ja til al synd,
denne har kjærlighed, ydmyghed og lydagtighed ifølge
med sig, -- ja ved denne tro er det, vi bliver iførte
bryllupsklædningen, hvormed vi skal staa evig beprydede
for Herren.
117 47
Naar nu dette er foregaaet hos synderen, som oven-
for er anført, da er han igjenfødt og retfærdiggjort, og
nu begynder han sin virksomhed i og ved denne samme
tro i den daglige fornyelse. Ja ved denne tro er det,
han tilegner sig Guds kraft igjennem forjættelsen, saa
han bliver en seirende kjæmpe over synden, satan og ver-
den. Denne velsignede, saliggjørende sandhed fandt jeg
ogsaa tydelig og skillelig hos lutheranerne. Hvad er nu
tilbage, tænkte jeg, at jeg ikke med tilforladelig tryghed
kan slutte mig til dem? Jo endnu en ting kom det
mig for som nødvendigt at randsage, og dette var:
6. Hvorledes deres tro var om det aandelige livs
udvikling opholdelse og bevarelse. Jeg havde hørt for-
skjellige rygter om dem; thi den del af samfundet, som
jeg kjendte til, og som jeg troede havde noget liv i sig,
var givet et øgenavn, nemlig "sterktroende". Der gik
rygte om, at de skulde være dristige til forskjellige syn-
der, frække ved naaden og trøstige i, at de ikke kunde
falde tilbage, naar de engang havde kommet til en ret
omvendelse. Dette fandt jeg heller ikke at være sandt
uden alene hos en del af dette samfunds mundbekjendere,
der er liv- og aandløse, kun med en udvortes død kund-
skab; men de levende og egte lemmer fandt jeg stridende
og kjæmpende mod synden og stolede kun paa den igjen-
løsende og saliggjørende naade, men arbeidede i den hel-
liggjørende og opholdende naade med frygt og bævelse,
ja med saa stor frygt, at med al deres aarvaagenhed,
randsagning, bøn og selvfornegtelse turde de ikke vove
sin sjæl dermed bevaret et øieblik mod den helvedes ulv,
118 48
som gaar omkring som en brølende løve, -- men alene
i sin himmelske hyrdes naadige varetægt, der med sin
hyrdestav byder djævelen trods.
Nu havde jeg med min bibel og bøn om Guds
naadige veiledning prøvet ovenstaaende samfund og burde
saaledes efter overbevisning vælge det bedste, som nu
blev lutheranerne. Findes der end mangen en vanhellig
mundkristen iblandt, til samfundets bedrøvelse, vanære
og beskjemmelse, saa kunde jeg ikke derfor foragte dets
levende og egte lemmer, som jeg kan dele fred, glæde og
hjertens fornøielse med, og med hvem jeg kan opbygges
i visdom, i tro, i aandens kraft, i Kristi efterfølgelse,
i en hellig vekst til Kristi aldeles fuldkomne maade.
Ja Kristus maatte selv ogsaa taale blandt sit samfund
en djævel, som vist ikke var efter hans velbehag. Ja
klinte og hvede vil vokse tilsammen til høstens dag.
Bøn.
Ja du al naadens Gud og barmhjertighedens fader
være i tid og evighed lovet, fordi du har aabnet min
forstand til at se, og bøiet min vilje til at søge den
snevre port og trange vei, som efter dine ord faa finde!
Amen
------------------------------
--------